Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2021/05/06 til 2021/05/18.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
To cyklister kørte sammen – Roskildevej, Vipperød – Holbæk
Kl. 16.39 skete et sammenstød imellem to cyklister, som var ude at køre på racercykler med god fart på. De kørte med tæt afstand ad Roskildevej mod sydøst i Vipperød, da den forreste cyklist, en 51-årig mand fra Tølløse, bremsede op fordi han var bange for, at en bilist, som kom ud fra en parkeringsplads ved et supermarked på Vipperød Bakke, ikke ville standse. Da den 51-årige pludselig bremsede op, blev han påkørt bagfra af sin træningsmakker, en 62-årig mand fra Vipperød, så begge cyklister styrtede.
Politi og ambulance blev sendt til stedet, da begge cyklister havde slået sig ved styrtet. De blev begge kørt til kontrol og behandling på sygehuset. Den ene pådrog sit et brud på armen og den anden havde slået hovedet. Begge mænd havde cykelhjelm på og fik ingen alvorlige hovedskader. Patruljen registrerede sagen, da bilisten ikke var mistænkt for at have overtrådt sin vigepligt i forbindelse med uheldet.
Brandundersøgelse – Stationen, Svinninge – Holbæk
Kl. 04.19 havde en opmærksom genbo i forbindelse med et toiletbesøg bemærket et lysskær ved en grillbar. Kort efter havde der lydt et brag fra stedet, hvor en brand havde godt fat i bygningen. Politiet kunne fra brandstedet konstatere en kraftig røgudvikling fra en brand, der havde godt fat i bygningens tag over grillforretningen. Brandvæsnet fik dog begrænset branden til grillforretningens lokaliteter, således at branden ikke nåede at brede sig til stationsbygningen. Togdriften blev indirekte påvirket, idet togene under brandslukningen ikke måtte standse på stedet, men gerne foretage gennemkørsel. Kl. ca. 05.30 gik brandvæsnet i gang med efterslukningen, og herefter blev området afspærret, indtil politiet kan foretage tekniske undersøgelser i et forsøg på at finde den egentlige brandårsag. Ved en foreløbig undersøgelse fandt politiet intet mistænkeligt på stedet, og ingen personer er kommet til skade som følge af branden.
Narkokørsel – Hjortholmvej, Tølløse, Holbæk
Kl. 17.40 blev en 42-årig mand fra Kr. Eskilstrup anholdt og sigtet for narkokørsel på Hjortholmvej. Han blev taget med for at få udtaget en blodprøve, der nu skal analyseres. Manden blev løsladt, men han vil høre nærmere fra politiet om sagen, når blodprøvens resultat foreligger.
Narko- og spirituskørsler – Odsherred, Holbæk og Roskilde
Kl. 16.14 standsede en patrulje en personbil ved et supermarked på Bytoften i Grevinge, Odsherred i en rutinekontrol. Bag rattet sad en 41-årig mand fra Nørre-Asmindrup, som patruljen skønnede var påvirket. En alkometertest viste, at han ikke havde indtaget alkohol, men narkometertesten viste positivt resultat for amfetamin og hash. Han blev derfor anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.
Kl. 17.23 anholdt politiet en 54-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel, da han blev standset på Roskildevej i Holbæk. Den 54-årige var desuden frakendt førerretten i 10 år på grund af flere tidligere domme for spirituskørsel og blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Han fik udtaget en blodprøve og løsladt igen. Bilens ejer fik udleveret nøglen til bilen og blev sigtet for at låne bilen ud uden at sikre sig, at føreren havde kørekort.
Kl. 20.20 blev en 20-årig mand fra Greve anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Odsherredvej i Svinninge ved Nørre-Asmindrup. Den 20-årige havde desuden ikke et gyldigt kørekort, så han blev sigtet for kørsel uden førerret. Den 20-årige fik udtaget en blodprøve, og herefter løsladt. Ejeren af bilen blev sigtet for at overlade sit køretøj til en person uden kørekort.
kl. 22.47 var en patrulje fra færdselsafdelingen på Holbækmotorvejen i Roskilde, da en bilist blev standset ved Vindingevej. Føreren af bilen, en 21-årig mand fra Kalundborg kunne ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han var frakendt førerretten. En narkometertest viste, at han desuden var påvirket af hash under kørslen, så han blev anholdt, sigtet for kørsel i frakendelsestiden og narkokørsel. Efter en blodprøveudtagelse blev den 21-årige løsladt. Da bilen var en, som han havde lånt, kan ejeren nu forvente en bøde for at udlåne sin bil til en person uden gyldig kørekort.
De sigtede kan alle forvente at høre mere fra politiet, når svaret på blodprøveanalyserne kommer, hvor de vil høre mere om sagens videre gang.
Handlekraftige borgere tilbageholdt spiritusbilist – Smedelundsgade, Holbæk
Kl. 17.31 anmeldte en borger via 112, at hun og et vidne havde tilbageholdt en spirituspåvirket mand, som forsøgte at køre fra en parkeringsplads foran supermarkedet Meny på Smedelundsgade i Holbæk.
Den spirituspåvirkede mand havde sat sig ind i en bil og startede motoren, da de to borgere konfronterede ham. Den påvirkede mand blev udadreagerende og forsøgte at gå fra stedet, da han blev stoppet i at køre. Det lykkedes de to tilstedeværende at tilbageholde manden indtil patruljen kom frem og kunne tage over.
Politiet anholdt bilisten, en 39-årig mand fra Fårevejle, som blæste alkometeret over de tilladte 0,5 promille. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Nu afventer politiet blodprøveanalysen, hvorefter den 39-årige kan forvente at høre mere i sagen.
Fra 2015-2019 blev i alt 165 personer dræbt i trafikken i spiritusulykker i Danmark.
De to borgeres handlekraft gjorde, at den 39-årige blev forhindret i at køre påvirket og derved være til fare for sig selv og andre.
Narkokørsel uden førerret – Knabstrup Møllebakke / Skovvejen, Mørkøv – Holbæk
Kl. 13.50 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 24-årig mand fra Korsør for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en varebil, som han slet ikke i forvejen måtte være fører af, fordi han ikke havde erhvervet sig et kørekort. Det medførte endnu en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven, og den 24-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Narkokørsel – Hovedgade, Svinninge – Holbæk
Kl. 17.35 anholdt og sigtede politiet en 20-årig kvinde fra Grevinge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Narkometertesten indikerede, at hun var påvirket af hash under kørslen, så hun fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev herefter løsladt.
Knivloven – Ladegårdsparken Øst, Holbæk
Kl. 00.40 kontrollerede politiet fire mænd på 19 og 20 år, da politiet traf dem i en bil i området. Det viste sig, at en 19-årig mand uden fast bopæl var i besiddelse af en foldekniv, så han blev sigtet for overtrædelse af knivloven og fik kniven beslaglagt som bevis i sagen. De tre øvrige mænd fra Holbæk, Frederiksberg og Vig blev ikke fundet i besiddelse af ulovlige effekter, så ingen af dem hører nærmere fra politiet. Det kan den 19-årige i anledning af sin sigtelse derimod forvente, når sagen mod ham skal afgøres.
“Brand” var røg fra pillefyr – Bakkedraget, Jyderup – Holbæk
Kl. 15.32 kom et alarm opkald om kraftig røg fra et pillefyr på Hjembæk Efterskole i Jyderup. Alle de tilstedeværende elever og personale blev evakueret. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor to røgdykkere blev indsat til at undersøge fyret. Det viste sig, at der var sket en teknisk fejl på fyret, som gjorde at der var væltet piller af ud af fyret, som røg kraftigt. Der skete ingen skade på ejendommen og ingen personer kom noget til. Brandvæsnet tog sig af pillefyret og politiet kunne fortsætte til andre opgaver.
To narkobilister taget samtidig – Holbækvej, Vig -Odsherred
Kl. 12.15 havde en patrulje standset en personbil i en rutinekontrol på Holbækvej i Vig. Bag rattet sad en 54-årig mand fra Brøndby, som betjentene mistænkte for at køre i narkopåvirket tilstand, så de tog en test med narkometeret. Det tager omkring 15 min inden narkometeret har analyseret testen, og imens den ene betjent ventede på resultatet, så spildte den anden betjent i patruljen ikke tiden.
Da der i det samme kørte en personbil forbi på Holbækvej, slog betjenten bilens nummerplade op i politiets systemer på mobiltelefonen. Da der i søgeresultatet stod, at bilen var efterlyst for brugstyveri, tog betjenten en hurtig beslutning. Han løftede narkometeret ud af patruljebilen, så hans makker kunne få testsvaret, hvorefter han kørte efter den stjålne bil, som kørte videre ad Holbækvej.
Den efterlyste bil blev hurtigt standset, og det skulle vise sig, at nu havde betjentene virkelig fået hænder fulde. Føreren af bilen, en 27-årig mand fra Højby Sj. var frakendt førerretten og påvirket af amfetamin, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve. Bilen havde han stjålet fra sin ekskæreste ugen før, så han blev sigtet for brugstyveri, narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. Ved en visitation blev han fundet i besiddelse af 6,3 gram amfetamin, som blev beslaglagt med henblik på destruktion, og den 27-årige sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Endnu en patrulje måtte assistere, da resultatet af den første narkometertest i mellemtiden var kommet. Den 54-årige mand var påvirket, så han blev også anholdt, sigtet for narkokørsel og kørt til blodprøveudtagelse. Begge mænd blev løsladt efter blodprøveudtagelsen, og den stjålne bil blev leveret retur til rette ejer.
Begge sigtede kan forvente at høre mere i sagen, når politiet har fået resultatet af blodprøveanalysen.
Bil påkørte svingende traktor – Strandvejen, Svinninge – Holbæk
Kl. 14.45 skete et uheld på Strandvejen mod nord i Svinninge i Holbæk, da en traktor under et venstresving mod Vejlebyvej blev påkørt af en bilist, som overhalede lige i det samme. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor der var sket en alvorlig kollision, og bilen havde fået store skader. Bilen blev ført af en 56-årig kvinde fra Grevinge, og bag rattet i traktoren sad en 27-årig mand fra lokalområdet.
Da der var risiko for, at den kvindelige bilist kunne være kommet alvorligt til skade, blev bilinspektøren sendt frem til at undersøge uheldsstedet. Strandvejen blev spærret i begge retninger, men undersøgelserne stod på. Føreren af traktoren var uskadt og der var kun sket mindre skader på traktoren. Bilisten blev kørt i ambulance til sygehuset til undersøgelse, hvor det blev afklaret, at hun ikke havde fået livstruende skader eller brud. Hun var sluppet fra uheldet med mindre personskade.
Omkring kl. 17.00 var undersøgelserne færdige og vejen kunne genåbnes i fuldt omfang.
Traktoren kunne selv køre fra stedet, men bilen måtte køres væk af vejhjælp. Politiet optog rapport i sagen for at belyse omstændighederne omkring uheldet, herunder hvem som kan stilles til ansvar for, at uheldet skete.
Indbrud i perioden
Åmosevej, Brokøb, Jyderup
Bjergstedvej, Jyderup