Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2021/04/08 til 2021/04/20.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Blufærdighedskrænkelse – Gislingevej, Grevinge – Odsherred

Kl. 16.03 anmeldte moderen til en 14-årig pige fra Grevinge, at datteren kort forinden havde været udsat for blufærdighedskrænkelse af en mandlig cyklist, som havde taget jakken af pigen og rørt ved hende. En patrulje kørte hjem til pigen, der blev afhørt til sagen. Pigen kom cyklende på Gislingevej lige syd for Grevinge, da en mandlig cyklist henvendte sig til hende. Han tog hendes jakke af og rørte kortvarigt ved hende. Han stoppede, da der kom en bil forbi og kørte herefter væk. Manden var kommet cyklende mod Grevinge og fortsatte videre i retning mod Grevinge efter episoden.

Han beskrives som: Mand, 25-30 år, 170-175 cm, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: Rød hud under øjnene, Iført: Sort hættetrøje med hætten oppe, sorte cowboybukser, sort mundbind/maske for underansigtet., Medbragte: sort/grøn cykel.

Politiet efterforsker nu sagen om blufærdighedskrænkelse og søger i den forbindelse vidner. Bilisten som passerede pigen og manden med cykler på Gislingevej omkring kl. 16.00 eller andre borgere som har set den beskrevne mand, og som kan komme med oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Færdselsuheld – Adelers Alle, Gislinge – Holbæk

Kl. 13.56 rykkede flere ambulancer og politiet ud til et færdselsuheld, efter at to biler var stødt sammen, og flere personer måske var kommet til skade. Det viste sig, at en 61-årig mand fra Holbæk i en personbil var kørt ud fra en forretning og ville efter et venstresving ud på Adelers Alle fortsætte ad vejen i nordlig retning. I forbindelse hermed stødte han sammen med en anden personbil ført af en 23-årig kvinde fra Roskilde. Hun kørte også ad Adelers Alle i nordvestlig retning, da hun blev impliceret i sammenstødet. Bilernes airbags blev udløst, og i forbindelse med redningspersonalets undersøgelse af førerne og en passager i bilerne afspærrede politiet vejen kortvarigt i begge retninger ud for Flægkær. I alt fire ambulancer var fremme på uheldsstedet, men kun to personer blev kørt til kontrol på skadestuen. Ingen var dog kommet til skade som følge af uheldet, og kl. ca. 14.30 var der ryddet op på uheldsstedet, så trafikkken igen kunne passere uhindret.

Gammel håndgranat bortsprængt – Strandvejen, Svinninge – Holbæk

Politiet fik mandag en anmeldelse om, at en markejer havde fundet en gammel håndgranat formentlig fra 2. verdenskrig på sin mark ved Strandvejen i Svinninge. Politiet fik tilsendt et foto af håndgranaten, som blev vurderet af sprængstofeksperter hos EOD. Der blev taget alle forholdsregler, da der kunne var tale om en håndgranat med sprængstof i. Politiet og sprængstofseksperter fra EOD kørte til stedet mandag eftermiddag, hvor granaten blev sikret og transporteret af EOD til en grusgrav i Svebølle, hvor den blev bortsprængt. Det viste sig at håndgranaten ikke indeholdt sprængstof.

Indbrud i varebil – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 00.55 anmeldte en årvågen, 18-årig mand fra Holbæk, at han havde bemærket en fremmed mand køre på cykel ad Stenhusvej. Under cykelturen, hvor manden medbragte flere poser, tabte cyklisten en pose, som blev efterladt på vejen. Posen viste sig at indeholde el-værktøj, hvorfor politiet blev inddraget i sagen. Værktøjet kunne via en særlig mærkning spores til et firma, der havde en varebil parkeret på Stenhusvej. Det viste sig, at der var blevet begået et indbrud i varebilen, hvorfra værktøjet var blevet stjålet. Firmaejeren blev kontaktet og fik udleveret værktøjet fra den pose, som cyklisten havde tabt. Cyklisten fandt politiet imidlertid ikke i området, så nu forsøger politiet at få ham identificeret ud fra følgende signalement: mand, ca. 40 år, ca. 180 cm høj, kraftig af bygning, iført mørk hue og blå jakke. Han kørte på en mørkeblå herrecykel ad Stenhusvej, indtil han forsvandt ad en mindre grussti.

Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket cyklisten i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkokørsel, Holbækvej, Vig – Odsherred

Kl. 13.24 blev en 48-årig mand fra Jyderup anholdt og sigtet for narkokørsel. En patrulje standsede bilisten på Holbækvej i Vig ved Gravbjergvej, og da politiet mistænkte, at han var påvirket blev han testet med narkometeret. Resultatet af testen bekræftede mistanken, da den 48-årige var positiv for kokain, methamfetamin, metadon og cannabis (hash). Den anholdte fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Ung mand med skade i låret – Holbæk

Kl. 13.30 fik politiet en henvendelse fra akutmodtagelsen på Holbæk Sygehus, om at et 17-årig ung mand fra Holbæk havde indfundet sig med en mindre skade i låret, som kunne stamme fra knivstik. Politiet kørte til stedet, men kunne ikke få et ord ud af den 17-årige om, hvordan han havde pådraget sig skaden, ej heller hvor det var sket henne.

Den 17-årige havde fået et overfladisk snitsår i låret, som blev skadestuebehandlet. Politiet efterforsker nu sagen, for at forsøge at klarlægge omstændighederne. Den unge mands værge, og de sociale myndigheder blev orienteret om sagen.

Vidner eller andre som har oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Den mobile politistation ved Holbæk Station, mandag eftermiddag/aften.

Mandag eftermiddag og aften var den mobile politistation på Holbæk Station fra kl. 15.30-19.15.
Anledningen var, der i en periode har været borgere, der oplever utryghedsskabende adfærd på og omkring stationen, hvor unge mødes. Borgerne har kontaktet politiet om, at de unge forsamles, er højtråbende, henkaster affald, nægter at bruge mundbind samt ryger indendørs, fortæller politikommissær Karin Storm.

“Den adfærd i eftermiddags- og aftentimerne er utryghedsskabende for borgerne, og derfor har vi fulgt vores løbende tilsyn op med den mobile politistation. Ved vores tilstedeværelse mandag havde vi også inviteret SSP Holbæk, og målet var både at tale med borgerne om deres oplevelser og med de unge om deres adfærd på stedet,” siger Karin Storm, der er leder af forebyggelsessektor vest, der dækker Holbæk, Kalundborg og Odsherred kommuner.

Lokalbetjent Henning Jørgensen var kørt ud med den mobile politistation, og han havde placeret den så strategisk, at borgerne var nødt til at gå uden om vognen for at komme ind og ud på stationen. Det betød stor opmærksomhed på politiets tilstedeværelse.

“Vores ønske var at komme i dialog med så mange som muligt i de timer, vi var der, og det lykkedes os da også at komme i kontakt med omkring 100 borgere. Vi vil gerne tale med borgerne om deres oplevelser på stationen, og vi vil selvfølgelig også gerne vise vores synlighed i området. Det var også min oplevelse mandag aften, at borgerne var glade for vores indsats, og rigtig mange lagde mærke til den mobile politistation,” siger lokalbetjent Henning Jørgensen.

Midt- og Vestsjællands Politi vil i den kommende tid følge op med flere besøg på Holbæk Station.

Tre politistuderende fra Politiskolen var også til stede ved den mobile politistation mandag. I forbindelse med et afgangsprojekt på Politiskolen uddelte de spørgeskemaer omkring tryghedsskabende indsatser.

Narkopåvirket biltyv uden kørekort – Kalundborgmotorvejen, Tølløse – Holbæk

Kl. 01.50 fik politiet melding om, at en bil kørte usikkert ad Holbækmotorvejen mod vest. En patrulje kørte efter bilisten, som de traf omkring sammenfletningen ved Kalundborgmotorvejen ved Tølløse- Holbæk. Bilen blev standset ved afkørsel 1 på Kalundborgmotorvejen og betjentene traf føreren, en 24-årig mand fra Odsherred, som var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev testet med narkometeret, som viste at han havde indtaget GHB og kokain. Den 24-årige havde desuden aldrig taget et kørekort. Det viste sig dog ikke at være det eneste, som han havde på samvittigheden. Den 24-årige havde nemlig taget bilnøglen og bilen fra en bekendt uden at få lov. Ejeren af bilen var derfor ikke vidende om, at hendes bil var ude at køre. Den 24-årige blev derfor anholdt og sigtet for brugstyveri af bilen, for narkokørsel og for kørsel uden førerret.

Ved visitation af den anholdte fandt politiet en ulovlig butterflykniv, som blev beslaglagt og den 24-årige sigtet for at overtræde knivloven. Den anholdte fik udtaget en blodprøve, blev afhørt til sagerne og herefter løsladt. Bilen blev udleveret til ejeren. Den 24-årige kan forvente at høre den del mere fra politiet i sine mange sager når svaret på blodprøven kommer.

Knallertkører på afveje – Odsherredvej, Grevinge – Holbæk

Kl. 14.31 fik politiet en anmeldelse om, at der kunne opstå farlige situationer på Odsherredvej / rute 21 i det sydgående spor, idet en trehjulet knallertkører kørte med lav hastighed ad vejen, hvor højst tilladte hastighed kunne være op til 100 km/t. Et par bilister havde fået standset knallertkøreren og afventede nu politiet, som efterfølgende fik kontakt til en 86-årig mand fra Grevinge. Han blev ledsaget væk fra motortrafikvejen, så han kunne fortsætte kørslen på sin trehjulede knallert.

Spiritusbilist endte i detentionen – Slagelsevej, Bromølle, Jyderup – Holbæk

Kl. 02.52 mistede en 20-årig mand fra Kalundborg herredømmet over sin bil, da han kørte ad Slagelsevej ved Bromølle i Jyderup- Holbæk. Den 20-årige kørte i nordlig retning, da han kørte af vejen og endte ude på marken. Politiet kørte til stedet, hvor føreren blev testet med alkometeret, som viste at han havde en alkoholpromille over det tilladte. Han blev derfor sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve. Den 20-årige var usamarbejdsvillig, men fik udtaget blodprøven på sygehuset. Han blev herefter kørt til politistationen til afrusning i detentionen, idet han var udadreagerende og uegnet til at færdes i det offentlige rum. Han blev løsladt tidligt mandag morgen, og kan nu forvente at høre mere i sagen, når resultatet af blodprøven kommer.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Landevejen, Tuse, Holbæk

Kl. 18.19 sigtede politiet en 31-årig mand fra Svinninge for kørsel uden førerret, da politiet havde standset en varebil med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Ved nærmere kontrol af varebilen viste det sig, at den lovpligtige ansvarsforsikring på køretøjet var ophørt i 2020, så politiet inddrog varebilens nummerplader. Den 31-årige blev derfor også sigtet for kørsel i varebilen, som altså hverken var registreret eller ansvarsforsikret. Endvidere fandt politiet ud af, at den 31-årige nu for tredje gang inden for de seneste tre år var blevet sigtet for kørsel uden førerret, så politiet beslaglagde hans varebil med henblik på senere konfiskation. Den 31-årige vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres og spørgsmålet om endelig konfiskation af varebilen skal afgøres.

To mænd mistænkt for indbrud mv. – Bakkendrupvej, Knabstrup, Mørkøv – Holbæk

Kl. 04.41 fik politiet en henvendelse om, at to personer gik rundt i nærheden af en lade ved en landejendom, og at et køretøj med en tilkoblet trailer kort efter var på vej væk fra stedet. Politiet kørte til området og fandt på dette tidspunkt af døgnet en personbil med tilkoblet trailer i Knabstrup. I bilen var en 35-årig mand fra Kalundborg som fører og en 49-årig mand fra Mørkøv som passager. På trailer var bl.a. et vindue, som de to mænd ikke kunne redegøre for oprindelsen af. Endvidere kunne den 35-årige mistænkes for både narko- og spirituskørsel, idet han blev skønnet påvirket heraf. Ved nærmere undersøgelse af køretøjerne viste det sig, at personbil var forsynet med en afmeldt nummerplade, som havde siddet på et køretøj af et andet mærke. Det samme var tilfældet med nummerpladen på traileren, så de afmeldte nummerplader blev inddraget af politiet. De to mænd blev anholdt og sigtet for indbrud, ligesom føreren blev sigtet for de forskellige overtrædelser af færdselsloven. De nægtede sig skyldig i indbrud og blev løsladt efter afhøring til sagen. De er begge fortsat sigtede i indbrudssagen, og de vil begge i deres respektive sager høre nærmere fra politiet.

Indbrud i perioden

Staslundevej, Udby, Holbæk
Stenhusparken, Holbæk
Stenhusvænget, Holbæk
Borgmestergårdsvej, Holbæk
Bakkerupvej, Knabstrup, Mørkøv

Foto: ABW