Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2021/02/11 til 2021/02/23.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Spiritusbilist fik taget bilen – Byvej, Gislinge – Holbæk

Kl. 01.59 standsede politiet en 32-årig mand fra Holbæk, for at lave et rutinetjek af bil og fører. Føreren var påvirket af spiritus over det tilladte, så han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Hans førerret var desuden inddraget i forbindelse med to endnu ikke afgjorte sager om kørsel i påvirket tilstand i 2020. Da det nu var tredje gang, at den 32-årige kørte påvirket kunne politiet beslaglægge hans bil med henblik på konfiskation, hvilket han protesterede over. Retten skal derfor nu tage stilling til, om politiet havde ret til at tage bilen. Den 32-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, kan den 32-årige forvente at høre mere fra politiet. Hans sager vil blive afgjort ved et senere retsmøde, hvor retten vil afgøre, om bilen kan endeligt konfiskeres.

Brandundersøgelse – Bonderupvej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 12.20 var der opstået brand i en bygning, hvor der kom røg ud ad vinduerne. Brandvæsnet og politiet var hurtigt fremme, men der var tilsyneladende ikke nogen hjemme. Brandvæsnet sendte røgdykkere ind i bygningen med beboelse, men fandt efter grundig søgning ikke nogen personer i nød. Under myndighedernes arbejde på stedet afspærrede politiet Bonderupvej i begge retninger i tidsrummet kl. ca. 12.30 til kl. ca. 13.00, hvor der blev åbnet i et spor frem til kl. ca. 14.00, hvor afspærringen blev ophævet. Beboerne blev underrettet om branden, som nu skal undersøges nærmere af politiet for at finde årsagen til dens opståen.

Unge på skinnerne – Jernbanevej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 14.31 havde politiet fået en henvendelse fra en lokal borger om, at en pige og en dreng løb rundt på skinnerne, så politiet kontaktede DSB for at få sænket hastigheden på togene på strækningen. En patrulje ledte efter drengen og pigen, men uden at finde dem, så kl. ca. 14.50 fik DSB igen lov til at køre med normal hastighed i området.

Spiritus-/narkokørsel / våbenlov mv. – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk

Kl. 21.30 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Kalundborg for kørsel i både spiritus- og narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han slet ikke måtte være fører af. Han var i forvejen nemlig frakendt kørekortet og blev i forbindelse med anholdelsen tillige fundet i besiddelse af en ulovlig kreditkortkniv samt et gram amfetamin, så sigtelserne blev omfattet til også at gælde den ulovlige besiddelse af disse effekter. Den 30-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer, men vil senere høre nærmere fra politiet.

Stjålet bil brændt – Sportsvej, Tølløse – Holbæk

Kl. 23.35 slog en lokal borger alarm til både brandvæsnet og politiet, fordi en henstillet personbil på parkeringspladsen ved Tølløse-hallen brændte. Der var tale om en personbil, som hos politiet var meldt stjålet fra Tulipanstien i Holbæk natten mellem torsdag d. 180221 og fredag d. 190221 om eftermiddagen. Trods brandvæsnets indsats udbrændte bilen, hvor branden formentlig var startet i køretøjets bageste del. Ingen kom til skade ved branden, hvis årsag politiet nu skal have undersøgt nærmere.

Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt på parkeringspladsen forud for anmeldelsen lørdag aften. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Arbejdsulykke – Jernbanevej, Tølløse – Holbæk

Kl. 02.26 slog banearbejdere alarm til alarmcentralen, idet en medarbejder var kommet til skade under arbejdet på jernbanesporet ved Tølløse. En tilkaldt ambulance bragte en 46-årig mand fra København N på skadestuen til undersøgelse for eventuelle kvæstelser i hoved og på halsen. Den kvæstede mand var sammen med andre i gang med at udføre el-arbejde på jernbanesporet, da han stående i en kurv i en lift fik sit hoved og hals i klemme op mod en elmast. Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken, som nu undersøges nærmere sammen med politiet for at få klarlagt, om nogen kan drages til ansvar for ulykken. Den kvæstede mand forblev på skadestuen til nærmere undersøgelse for eventuelle skader, men meldtes dog uden for livsfare.

Hurtig narkobilist uden kørekort – Skovvejen, Mørkøv – Holbæk

Kl. 17.03 målte færdselspolitiet i en laserhastighedskontrol en personbil til at køre med mindst 125 km/t ad Skovvejen mod vest ved Knabstrup Møllebakke, hvor bilister højst må køre 70 km/t ifølge skiltningen. Føreren af personbilen var en 40-årig mand fra Brøndby Strand, som dels ikke kunne fremvise noget kørekort, fordi han aldrig har erhververet sig et sådant, dels var påvirket af narkotika under kørslen. Han blev derfor anholdt og sigtet for de tre overtrædelser af færdselsloven, men løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Når blodprøven er analyseret, vil han høre nærmere fra politiet omkring afgørelsen på sagerne. Bilens ejer – en 54-årig mand fra Brøndby – blev efterfølgende sigtet for at have overladt føringen af bilen til den 40-årige, selv om han ikke havde noget kørekort. Også den 54-årige vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Spirituskørsel – Skarridsøgade, Jyderup – Holbæk

Kl. 18.10 anholdt og sigtede politiet en 58-årig mand fra Svendborg for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Utryghedsskabende unge – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 21.05 fik politiet en anmeldelse om, at nogle unge opholdt sig i forhallen ved kiosken, hvor de skabte utryghed, ligesom de unge heller ikke anvendte mundbind ifølge reglerne på stedet. En patrulje kørte til stationen, hvor politiet traf en 19-årig mand fra Jyderup og en 20-årig mand fra Store-Merløse. Ingen af dem bar mundbind, hvorfor de begge blev sigtet for overtrædelse af corona-reglerne om brug af mundbind på togstationer. Endvidere blev den 20-årige også sigtet for overtrædelse af udlændingeloven, idet han ikke havde medbragt sin opholdstilladelse, så begge mænd kan nu se frem til at modtage bøder for deres respektive overtrædelser af lovgivningen.

Spiritus-/narkokørsel uden førerret – Gl. Nykøbingvej, Svinninge, Nørre-Asmindrup – Odsherred

Kl. 18.36 anholdt og sigtede politiet en 25-årig kvinde fra Nørre-Asmindrup for kørsel i både narkotika- og spirituspåvirket tilstand i en personbil, som hun i øvrigt ikke måtte være fører af. Politiet havde tidligere inddraget hendes førerret i forbindelse med en anden verserende sag om spirituskørsel sidste år. Den 25-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

Indbrud i perioden

Lærkevej, Gislinge
Søndervang, Holbæk
Skovvej, Jyderup
Agervænget, Regstrup

Foto: ABW