Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2021/01/22 til 2021/02/02.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Brand i pillefyr – Ny Hagestedvej, Gislinge, Holbæk
Kl. 14.40 kørte politi og brandvæsen til brand i en tilbygning på en landejendom. Branden var opstået i et pillefyr, men blev hurtigt slukket af brandvæsnet. Rummet som pillefyret står i er brandsikret, så der skete kun sodskader i rummet, da branden havde røget kraftigt. Derudover sprang et vandrør i rummet. Politiet fastslog i samarbejde med brandvæsnet brandårsagen til at være en fejl på pillefyret. Der var derfor ikke yderligere behov for politiet på stedet. Ingen personer kom til skade ved branden.
Mand kom ind under lastbil – Ringstedvej, Kvanløse – Holbæk
kl. 14.38 skete et uheld foran en kiosk/madsted på Ringstedvej i Kvanløse, da en 78-årig mand blev ramt af en lastbil, så han kom ind under køretøjet. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 78-årige havde synlige skader på underarmen. Lægehelikopteren hentede den tilskadekomne, da der var mistanke om, at han havde pådraget sig alvorlige skader, og han blev fløjet til Rigshopitalet til undersøgelse.
Politiet afspærrede Ringstedvej i begge retninger, mens der blev arbejdet på stedet. Vejen i nordgående retning blev åbnet omkring kl. 15.20 og en halv time senere blev hele vejen genåbnet.
Uheldet skete, da en parkeret lastbil kørte frem ved lav hastighed i en parkeringslomme samtidig med, at den 78-årige gik over vejen. Den chokerede lastbilchauffør, en 45-årig mand fra Hundested, havde ikke opdaget, at han ramte den 78-årige, før han kom ud af lastbilen for at handle i kiosken. Politiet optog rapport om uheldet for at belyse omstændighederne. Hospitalet oplyste senere, at den 78-årige var uden for livsfare, men at han havde pådraget sig alvorlige brud på arm og ryg.
Narkopåvirket på for hurtig knallert – Smedelundsgade/Kastanievej, Holbæk
Kl. 16.45 på Smedelundsgade i Holbæk gjorde færdselspolitiet tegn til en lille knallert om at standse. Føreren standsede dog ikke, men kørte over for rødt lys og drejede til venstre i krydset ved Kastanievej. Patruljen kørte efter og fik standset knallerten på Amtmandsvej. Føreren af knallerten, en 45-årig mand uden fast bopæl, var påvirket af euforiserende stoffer, så han blev sigtet og anholdt. Knallerten viste sig at være konstruktivt ændret, da den blev målt på rullefelt til at kunne køre 57 km/t. Derudover var knallerten ene bremse defekt, og der var ikke tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring på knallerten. Den 45-årige blev sigtet for de mange overtrædelser og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sine mange sager, når resultatet af blodprøveanalysen kommer.
Humanitær eftersøgning – Dyrehavevej, Tølløse, Holbæk
Mandag eftermiddag iværksatte politiet en humanitær eftersøgning efter en 19-årig kvinde i Tølløse. Kvinden havde forladt hjemme om morgenen uden overtøj eller personlige ejendele, og familien var bekymrede, da hendes sindstilstand var nedtrykt. Flere hundepatruljer søgte i skovområdet ved Gl. Tølløse, hvor også en helikopter var indsat i eftersøgningen. Kvindens cykel blev fundet i skoven, og ikke langt derfra fandt politiet den 19-årige kvinde i livløs tilstand. Ambulance og lægehelikopter blev sendt til stedet, hvor der blev ydet førstehjælp til kvinden. Hun blev erklæret død af lægen i helikopteren kl. 20.55. Politiets undersøgelser viste intet mistænkeligt omkring den 19-åriges død. Der var ingen tegn på, at hun havde været udsat for en kriminel handling. De pårørende er underrettet om dødsfaldet.
Narkokørsel – Amtsvejen, Jyderup – Holbæk
Kl. 18.24 standsede en patrulje en personbil på Amtsvejen i Jyderup, for at lave en rutinekontrol af bil og fører. Føreren, en 19-årig mand fra Ringsted, var påvirket af euforiserende stoffer, så han blev sigtet og anholdt, for at få udtaget en blodprøve. Herefter blev den 19-årige løsladt, men kan forventet at høre mere fra politiet i sagen.
Foreviste forfalsket kørekort efter hastighedsovertrædelse – Skovvejen, Knabstrup, Mørkøv – Holbæk
Kl. 14.53 målte en videopatruljebil fra færdselspolitiet en bilist til at køre med mindst 148 km/t ad Skovvejen, selv om højst tilladte hastighed ifølge skiltningen var 90 km/t. Færdselspolitiet fik ved brug af udrykningssignalerne standset bilisten, der dog straks efter vendte sin bil for at forsøge at køre fra færdselspolitiet. Politiet kørte nu efter bilisten, der under forsøget på at køre fra politiet nåede op på hastigheder omkring 180 km/t på samme vejstrækning som den tidligere hastighedsmåling.
Til sidst lykkedes det politiet at få bilisten standset igen, så politiet kunne få kontakt til en ædru mand bag rattet i bilen. Han foreviste via sin mobiltelefon et billede af et kørekort i forbindelse med sigtelsen for at have kørt for hurtigt på Skovvejen. Ved nærmere kontrol af de personlige oplysninger ud fra kørekortoplysningerne kunne politiet konstatere, at der ikke var overensstemmelser mellem de personlige oplysninger og fotoet på kørekortet. Politiet fandt ud af, at bilisten havde manipuleret med fotoet af kørekortet, så bilisten havde vist et kørekort tilhørende et familiemedlem, men med eget foto indsat. Bilisten blev identificeret som en 28-årig mand fra København, som ikke havde generhvervet sit kørekort efter udløbet af en tidligere frakendelse.
Sigtelserne mod ham kom nu ud over overtrædelser af færdselsloven også til at omfatte straffelovens bestemmelser om falsk anklage, idet en uskyldig kunne være blevet undergivet strafferetlig forfølgning for noget, som familiemedlemmet ikke havde gjort, ud fra de forkerte oplysninger, som den sigtede gav politiet om sin identitet. Den 28-årige sigtede kan nu forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.
Mistænkelig pakkebud – Vipperød – Holbæk
Kl. 10.15 anmeldte et par i 70-erne, at et pakkebud netop havde henvendt på deres adresse med pakke med en adresselabel med teksten “Efterkrav”. Pakkebuddet havde herefter forlangt at få over 1.000 kr. for at aflevere pakken. Parret var dog lidt skeptisk, idet pakkebuddet ikke medbragte f.eks. en dankortterminal til en eventuel betaling. Parret handlede aldrig på nettet og ventede derfor ikke en pakke, som ifølge pakkebuddet måske indeholdt vitaminpiller. Pakken måtte ikke blive åbnet, hvorfor parret afslog modtagelse af den, så pakkebuddet kørte herefter fra stedet med uden aflevering af pakken.
Det mandlige pakkebud blev beskrevet som:
A: Mand, Dansk af udseende, 25-28 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: spids næse, Talte: Engelsk, Iført: mørk kasket og mørkt tøj. Han kørte i en større, hvid varebil uden firmareklamer.
Politiet fandt ikke hverken pakkebuddet eller varebilen og opfordrer borgerne til at udvise samme skepsis, som parret udviste i forbindelse med den uventede pakkelevering.
Hurtig bilist var også narkopåvirket – Roskildevej, Lille Grandløse, Holbæk
Kl. 10.35 målte politiet ved brug af laserudstyr en varebil at køre med mindst 86 km/t på en vejstrækning, hvor højst tilladte hastighed ifølge skiltningen var 60 km/t. Varebilen blev standset, så politiet kunne sigte en 33-årig mand uden fast bopæl for hastighedsovertrædelsen. Herunder blev politiet opmærksom på, at han formentlig også var påvirket af narkotika under kørslen. Den 33-årige blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve på Holbæk sygehus til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Når analyseresultatet foreligger, kan den sigtede forvente at høre nærmere fra politiet.
Brand i stråtækt hus – Hørdal, Dønnerup, Jyderup – Holbæk
kl. 18.43 kørte politi og brandvæsen til brand i et stråtækt hus i Jyderup. Det brændte i den østlige længe på et landsted, men der var ingen synlige flammer – kun røg. Brandvæsnet fik hurtigt branden under kontrol, så der skete kun mindre brandskader på huset, der dog fik røg og sodskader. Røgen blev opdaget af huset beboer, som selv var kommet ud med sine hunde og havde ringet efter hjælp. En nabo kom til stedet med en pulverslukker, men det lykkedes ham ikke at slukke branden, da pulverslukkeren løb tør. Da branden var slukket undersøgte politiet brandstedet. Ilden var formentlig startet i badeværelset tæt ved husets skorsten, og politiet fandt umiddelbart intet mistænkeligt. Politiet undersøger nu sagen nærmere for at forsøge at finde frem til brandårsagen for at klarlægge, om den kan være opstået på grund af en fejl i husets fyr.
Intense håndboldfans fik besøg af politiet – Skovbrynet, Jyderup – Holbæk
Kl. 19.15 fik politiet anmeldelse om larm fra en lejlighed på Skovbrynet i Jyderup, hvor en nabo havde hørt bump og høje råb og var bekymret for, at nogen blev udsat for vold. En patrulje blev hastigt sendt til stedet, hvor de fik kontakt til en noget uforstående familie. De havde rigtigt nok hoppet og råbt højt, men det var af spænding og begejstring over håndboldkampen på TV, hvor Danmark var i kvartfinalen. Alle havde det derfor godt. Politiet ønskede familien en god aften og fortsat god kamp, hvorefter de fortsatte til andre opgaver.
Brand i gasflaske – Søbæksparken, Jyderup – Holbæk
Kl. 08.29 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en ildebrand på en byggeplads ved siden af statsfængslet. Der var kun tale om en mindre brand, men til gengæld i en gasflaske. Under fornøden sikkerhed, da gasflasken kunne eksplodere, blev branden slukket, uden at der hverken skete eksplosion eller andre skader end smeltning af plastdele på gasflasken. Politiet fandt ikke umiddelbart noget grundlag for at efterforske brandårsagen yderligere og foretog sig derfor ikke videre i sagen.
Anholdelse – Indbrud i herretøjsbutik – Ahlgade, Holbæk
Kl. 02.22 kontaktede en 20-årig mand fra Holbæk politiet, fordi han var vågnet ved et højt brag fra gaden. Da han undersøgte det nærmere, kunne han se en knust forretningsrude ind til en herretøjsbutik. To personer kom ud med favnen fyldt med tøj og gik i retning mod havnen. Kort efter kom endnu en person ud med tøj i favnen. Den sidste gik i østlig retning ad Ahlgade, hvor den første politipatrulje fik øje på ham. Tøjet smed han fra sig og tog flugten i løb ad Studiestræde og videre over et plankeværk, inden han endte i en gyde, hvor politiet kunne foretage anholdelse af en 20-årig mand fra Ugerløse. Politiet kunne konstatere, at han ud over at være set med tyvekoster fra forretningen også havde diverse glasskår i tøjet efter at have forceret den knuste forretningsrude. De to øvrige personer fandt politiet ikke frem til i første omgang, så den 20-årige anholdte blev bragt til politistationen i Roskilde til afhøring til sagen. Han er fortsat i politiets varetægt, idet den 20-årige faktisk også var efterlyst som udeblevet fra fogedretten i Holbæk, hvor han senere vil blive fremstillet i dag. Politiet forventer herefter, at han bliver løsladt efter mødet i fogedretten, idet grundlaget for fremstilling i retten med henblik på varetægtsfængsling i anledning af indbruddet ikke skønnes at være til stede.
Politiet i Holbæk hører gerne fra vidner, der måtte have set to personer med favnen fyldt med herretøj i området og i retning mod havnen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Mange sager narko- og spirituskørsler – Kalundborg, Odsherred, Holbæk, Køge Solrød og Lejre
kl. 10.15 blev en 55-årig mand uden fast bopæl på Lolland standset af færdselspolitiet i en rutinekontrol på Køge Bugt Motorvejen sydgående ved Solrød. Manden viste sig ikke at have et gyldigt kørekort, da han ikke havde generhvervet det efter en tidligere frakendelse. Han var desuden påvirket af narko og medicin, så han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Politiet ransagede bilen, hvor der blev fundet en ulovlig CS tåregasspray, så den 55-årige blev sigtet for at overtræde våbenloven. Da det var 3. gang inden for 3 år den 55-årige blev sigtet for kørsel uden førerret i samme bil, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 55-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.
Bilens registrerede ejer, en 76-årig kvinde fra Nakskov, blev sigtet for nu for 3. gang at overlade føringen af sin bil til den 55-årige, selvom han ikke havde kørekort. Hun blev gjort bekendt med, at politiet beslaglagde bilen, hvilket hun accepterede. Retten vil senere tage stilling til, om bilen endeligt kan konfiskeres. De to sigtede vil senere høre mere fra politiet i deres sager.
Kl. 17.17 blev en 24-årig mand fra Gørlev Sj. sigtet og anholdt for at narkokørsel, da han blev stoppet på Møllevangen i Gørlev Sj. – Kalundborg. Den 24-årige havde desuden ingen kørekort og blev sigtet for kørsel uden førerret. Han blev løsladt efter at have fået udtaget en blodprøve.
Kl. 17.32 standsede en patrulje en 21-årig mand fra Brøndby, som kørte ad Vestmotorvejen i Bjæverskov – Køge mod vest. Bilen lugtede kraftig af hash, så politiet ransagede bilen og visiterede den 21-årige og en mandlig passager. Patruljen fandt ingen narko, men føreren var påvirket af hash, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Han havde desuden fået inddraget sin førerret, og måtte derfor ikke køre bil, hvilket han også blev sigtet for. Efter en blodprøveudtagelse blev den 21-årige løsladt.
Kl. 19.40 på Høvevej, Kirkebyen i Fårevejle, Odsherred blev en 24-årig mand fra Holbæk anholdt og sigtet for spirituskørsel i en personbil. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.
Kl. 20.04 fik politiet anmeldelse fra en bekymret borger, som havde bemærket en mindre varebil, der forsøgte at komme op ad en grøft på Kalundborgvej i Kalundborg. Han havde henvendt sig til føreren, som han skønnede kraftigt påvirket af spiritus, så han ringede til politiet for at forhindre varebilens fører i at køre videre. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf varebilens fører, en 62-årig mand fra Svebølle, som blev testet med alkometret, der viste en promille over det tilladte. Han blev derfor sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.
Kl. 20.59 fik politiets vagtcentral en anmeldelse om, at en bilist kørte usikkert og var kørt i grøften, men det var lykkedes bilisten at komme op derfra og fortsætte sin slingrende kørsel ad Vintappervej i Kirke-Hyllinge. Vidner var fulgt efter bilisten til en adresse i Kirke-Hyllinge, hvor den mandlige fører var gået ind. Politiet kørte til stedet, hvor de traf den mandlige bilist, en 34-årig lokal mand, som var påvirket af spiritus over det tilladte. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han blev taget med til politistationen, hvor han fik udtaget en blodprøven. Efter endt afhøring og sagsbehandling blev han løsladt.
Kl. 22.16 blev en kraftigt påvirket spiritusbilist anholdt og sigtet på Torvesvinget i Vig – Odsherred. Den 44-årige mand havde en promille på over 2,0, så han blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer vil den 44-årige høre mere fra politiet i sagen. Ender resultatet af blodprøveanalysen med et resultat på over 2,0 promille, vil der nedlægges påstand om fængselsstraf i sagen.
Kl.00.55 på Rødhøj i Grevinge – Odsherred standsede politiet en 38-årig mand fra Nykøbing Sj., som kørte i spirituspåvirket tilstand. Han blev sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.
Kl. 02.00 blev en 18-årig mand fra Tølløse anholdt og sigtet for spirituskørsel ad Stenhusvej mod sydvest i Holbæk. Den 18-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer vil den 18-årige få besked om, om sagen vil koste ham hans spritnye kørekort.
Når politiet har fået resultatet af de sigtede blodprøver, vil de få besked fra politiet om sagens videre gang. Er promillen over 0,5 afgøres sagen med en bøde og en betinget frakendelse af førerretten i førstegangstilfælde. Er den højere end 1,5 promille lægges sagen op til en bøde at en ubetinget frakendelse af førerretten. Er promillen over 2,0, vil sagen lægges op til fængselsstraf og ubetinget frakendelse.
Skyderi mod mand og bil – Slotshaven, Holbæk
Kl. 21.33 slog en 23-årig mand fra Holbæk alarm til politiet, efter at han kort forinden var blevet beskudt på en parkeringsplads ved Slotshaven. Han var på vej hen til sin bil, da en eller personer afgav flere skud i retning mod ham og bilen. Den 23-årige blev dog ikke ramt og flygtede fra stedet, inden han slog alarm. Flere patruljer blev sendt til området, som blev afspærret med henblik på tekniske undersøgelser og søgning efter mulige spor fra skyderi. Den 23-åriges bil var blevet ramt af flere skud og blev efterfølgende sikret til nærmere tekniske undersøgelser for at få måske at få klarlagt, hvilket våben der var blevet anvendt ved skyderiet.
Motivet til skyderiet kunne ifølge den 23-årige måske være at finde i et personligt modsætningsforhold til flere personer i Holbæk, hvoraf politiet senere på aftenen traf tre mænd på 20, 22 og 27 år fra Holbæk sammen et andet sted i byen. De blev alle tre anholdt som mistænkte i sagen, men ingen af dem blev fundet i besiddelse af et skydevåben. Politiet undersøgte gerningsstedet med bl.a. hunde for at finde spor, ligesom politiet sigtede de tre anholdte for forsøg på manddrab som mistænkte for at have en rolle i sagen. Ud fra resultaterne af den foreløbige efterforskning i sagen og efter en nøjere juridisk vurdering fandt hverken politiet eller anklagemyndigheden grundlag for at fremstille de tre anholdte i grundlovsforhør. Derfor blev de søndag løsladt, men er dog fortsat sigtede i sagen, hvor politiet intensivt forsætter sin efterforskning for at finde frem til den eller de personer, der kan mistænkes for at have en rolle i skyderiet mod den 23-årige.
Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området ved Slotshaven lørdag aften, f.eks. personer i løb eller køretøjer i høj fart væk fra gerningsstedet ved parkeringspladsen ud for Slotshaven 3, Holbæk. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Alvorligt færdselsuheld – Jyderupvej, Jyderup – Kalundborg
Kl. 13.30 skete et frontalt sammenstød på Jyderupvej nær nr. 90, Jyderup – Kalundborg tæt ved Bromølle. Politi, brandvæsen og flere ambulancer blev sendt til stedet. Den ene bilist, en 26-årig kvinde fra Slagelse, kørte i sydlig retning og endte på en mark, som følge af uheldet, men slap uskadt fra sammenstødet. I den modkørende bil sad et ægtepar på 89 og 85 år. Den kvindelige fører slap uskadt, men den mandlige passager var livløs efter sammenstødet. Taget blev klippet af ægteparrets bil og manden reddet ud. Hans tilstand var kritisk og han blev hentet af lægehelikopteren, som landede på en mark ved siden af uheldsstedet. Den 85-årige mand blev fløjet til Rigshospitalet.
Politiet spærrede hele vejen af og lukkede krydset ved Kattrupvej/Jyderupvej mens der blev arbejdet på stedet. Bilinspektøren undersøgte uheldsstedet, og de to biler blev indbragt til nærmere undersøgelse. Politiet afhørte de tilstedeværende personer og optog rapport om uheldet. Omkring kl. 16.40 kunne vejen genåbnes for trafikken.
Den 85-årige mand blev kl. 16.59 erklæret død på Rigshospitalet. Politiet undersøger nu sagen nærmere, for at afklare om han døde som følge af skader var uheldet, eller om et tidligere sygdomsbilledet kan være dødsårsagen. De pårørende er underrettet om dødsfaldet. Når undersøgelserne af uheldet og Bilinspektørens rapport er færdig, vil der blive taget stilling til, hvem der kan stilles til ansvar for at uheldet skete.
Indbrud i perioden
Knevelsvej, Holbæk
Abildgårdsvej, Svinninge
Vestervang, Svinninge