Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2019/11/22 til 2019/12/03.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Våben- og fyrværkerilov samt narkobesiddelse – Holbækvej, Jyderup – Holbæk
Kl. 12.30 kontrollerede politiet en ældre personbil med tre mænd, som netop var kørt ind på en tankstation. Da politifolkene kunne erkende lugten af hash fra bilens kabine, blev alle tre mænd, der var fra Jerslev Sj., kontrolleret. En 26-årig mand var i besiddelse af knap to gram hash, som han forsøgte at gemme i en tom øldåse. En 25-årig mand var i ulovlig besiddelse af en peberspray, medens en 27-årig mand var i besiddelse af tre kanonslag. Politiet sigtede de tre for overtrædelse af hhv. våben – og fyrværkeriloven samt lov om euforiserende stoffer. De ulovlige effekter blev alle beslaglagt som bevis og med henblik på senere konfiskation og destruktion. Alle kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.
Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden – Vallestrupvejen, Holbæk
Kl. 18.30 anholdt og sigtede politiet en 54-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel, kørsel i narkotikapåvirket tilstand og kørsel i frakendelsestiden på en lille knallert. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.
Forsøg på røveri mod supermarked – Munkholmvej, Holbæk
Kl. 20.30 anmeldte personalet i supermarkedet Netto, at en maskeret mand under trussel med en køkkenkniv havde truet en kassemedarbejder til at udlevere penge fra kassen. Da medarbejderen trykkede på overfaldsalarmen, stak røveren af fra stedet til fods i nordlig retning. Han fik ikke noget udbytte med sig. Politiet ledte i området efter røveren, der blev beskrevet som: A: Mand, Kropsbygning: Almindelig, Yderligere kendetegn: Med sort maskering foran hele ansigtet., Iført: Grå hættetrøje med hætten trukket op over hovedet og løse brune bukser., Medbragte: Lyseblå pose, Bevæbning: Køkkenkniv.
Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket røveren under flugten. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Livløs mand fundet på byggeplads – Isefjords Alle, Holbæk
Kl. 07.07 blev en 75-årig mand fra Holbæk fundet livløs i en udgravning på en byggeplads af en medarbejder på pladsen. Den livløse mand fik ydet førstehjælp på stedet og blev kørt til sygehuset i ambulance. Han blev erklæret død ved ankomsten til sygehuset. Politiet fandt frem til, at den 75-årige mand var beboer på et nærliggende privatejet plejehjem, hvor personalet konstaterede, at han var savnet. De foreløbige undersøgelser af, hvordan manden var endt i udgravningen, viste ikke tegn på noget mistænkeligt. Manden var formentlig gået forkert og faldet ned i hullet, hvorfra han ikke kunne komme op. Arbejdstilsynet blev orienteret om ulykken og undersøgte stedet nærmere for at klarlægge, om afspærringen af byggepladsen overholdt reglerne. Der blev ikke fundet nogen overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen i den forbindelse. De pårørende til den 75-årige er blevet underrettet. Ved ligsynet af den afdøde skal det klarlægges, om nedkøling er årsag til, at han døde, da han havde opholdt sig udendørs i det kolde vejr i let påklædning.
Konfus kvinde kørt hjem – Jernbaneplads – Holbæk
Kl. 15.42 kontaktede en togfører politiet, da en ældre kvindelig passager i toget spurgte andre passagerer, hvor hun befandt sig. En patrulje kom frem og traf en 82-årig kvinde, som virkede konfus. Politiet kontaktede de pårørende, som oplyste at kvinden boede i eget hjem. Patruljen kørte kvinden hjem til Nykøbing Sjælland, hvor hjemmeplejen ville forestå den fornødne pleje af kvinden.
Bomme nede ved lokalbanen – Kalundborgvej, Holbæk
Kl. 16.50 fik politiet en melding om, at bommene ved jernbaneoverskæringen ved lokalbanen i Allerup. En tekniker blev sendt til stedet for at udbedre fejlen, der gav anledning til meget lang kø på begge sider af bommene, formentlig på grund af tæt trafik i forbindelse med “Black Friday” i butikkerne.
Brand i lade – Askov Huse, Mørkøv – Holbæk
Kl. 11.05 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en lade, hvor der blev opbevaret halmballer. Det viste sig, at der kun blev udviklet røg fra en mindre brand i en mindre lade, hvor halmballer til et halmfyr blev opbevaret. Laden blev lettere sodsværtet som følge af branden, der formodes at være opstået ved indføring af en halmballe i fyret, hvorefter en glød kan være sprunget ud i brændbart materiale.
Butikstyveri – Ringstedvej, Mørkøv – Holbæk
Kl. 18.13 anmeldte personalet i Dagli’ Brugsen, at man sammen med flere borgere tilbageholdt nogle udlændinge som mistænkte for at have stjålet varer i supermarkedet. Politiet fik kontakt til to mænd på 44 og 45 år fra Litauen, som blev anholdt og sigtet for at have stjålet en oksemørbrad og seks øl. Personalet var af andre kunder blevet gjort opmærksom på mændenes tyveri i dag, og personalet havde i forbindelse med tilbageholdelsen genkendt dem fra et andet tyveriforhold to dage tidligere, hvor de samme to havde stjålet drikkevarer og en isskraber til en samlet værdi af ca. 100 kr. De to anholdte blev løsladt efter afsluttet sagsbehandling samt betaling af en bøde, som begge sager blev afgjort med straks.
Solouheld – Omfartsvejen, Holbæk
Kl. 15.40 kørte en 40-årig kvinde fra Holbæk galt, da hun mistede herredømmet over sin bil, så den kørte af vejen og endte på marken foran Sportsbyen i Holbæk. Kvinden var alene i bilen, og kom ikke til skade ved uheldet. Politiet skrev en rapport om uheldet, og skal forsøge at få klarlagt, om træthed kan være årsag til at hun kørte galt.
Narkokørsel – Lunderødvej, Lunderød, Tølløse – Holbæk
Kl. 0920 anholdt og sigtede politiet en 20-årig mand fra Tølløse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Narkotika beslaglagt – Jyderup – Holbæk
Kl. 12.40 kørte en hundepatrulje med specialtrænede narkohunde til området ved en etageejendom i Jyderup, idet politiet tidligere havde modtaget oplysninger om, at der i området ved ejendommen foregik salg af narkotika. Narkohundene undersøgte området ved ejendommen uden at finde noget, men hundenes næser sporede sig frem til en bestemt lejlighed, hvor politiet traf en mor. Hendes 17-årige søn var hjemme, og på hans værelse fandt politiet i forbindelse med en ransagning i alt 78 poser, der indeholdt marihuana, knust ritalin/amfetamin og midiknet. Antallet af poser og deres størrelse indikerede, at den 17-årige besad de narkotiske stoffer med henblik på videresalg. Han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af de euforiserende stoffer, som politiet beslaglagde. Den 17-årige blev løsladt efter endt efterforskning og afhøring til sagen, men kan forvente at høre yderligere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.
Uro og uorden – Nygade, Holbæk
Kl. 14.42 ønskede en vagt assistance fra politiet til at bortvise nogle unge, hvis tilstedeværelse i og ved biblioteket ikke var ønsket. Politiet kørte til området og traf to unge mænd på 15 og 17 år fra Holbæk, en 17-årig ung mand fra Frederikssund og en 18-årig mand fra Vig. De havde ikke noget anerkendelsesværdigt formål med ophold på stedet, hvorfor de efter en adfærdsregulerende samtale blev bortvist fra stedet.
Uro og uorden – L. C. Worsøesvej, Holbæk
Kl. 23.09 fik politiet en henvendelse om, at 6-7 køretøjer var forsamlet, og at førerne af disse gassede unødigt op og brugte bilhornet uden grund. Politiet kørte til stedet, men traf kun to bilister. Der var tale om en 20-årig mand fra Holbæk og en 23-årig mand fra Stenlille. De foretog sig ikke noget ulovligt, hvorfor politiet kort efter fortsatte fra stedet uden at sigte nogen for noget.
Uro på biblioteket – Nygade, Holbæk
kl. 13.25 anmeldte en vagt fra Holbæk bibliotek, at der var forsamlet ca. 10 unge mennesker, som lavede uro på biblioteket. De unge ville ikke forlade stedet, så en patrulje kørte frem, for at tale med uromagerne. Alle de unge havde dog forladt biblioteket, da politiet kom frem. Patruljen blev i området, men der opstod ikke mere uro på stedet.
Bortvisning af uønsket mand – Jernbanevej, Holbæk
Kl. 1008 ønskede personalet på Borgerservice assistance til at bortvise en mand, som ville ind. Personalet kendte manden, som tidligere var mistænkt for at have begået hærværk ved at knuse en rude og i øvrigt være utryghedsskabende over for personalet. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en 53-årig mand uden fast bopæl i Hillerød. Han var stille og rolig, men efter udlevering af nogle skattemæssige papirer forlod han stedet uden problemer. Den 53-årige blev ikke sigtet for noget, da han ikke havde begået noget strafbart.
Personer i nød til søs? – Strandmøllevej, Holbæk
Kl. 23.50 blev politiet underrettet af Forsvaret om, at en sejler havde set to nødblus blive affyret i nærheden af Dragerup havn. Kl. 00.35 havde Forsvaret fået en ny anmeldelse fra området ved Holbæk marina om, at et nødblus var set i nordøstlig retning ude over vandet. Politiet assisterede efterfølgende Forsvaret med en patrulje, der kørte til Holbæk Marina, hvor politiets patruljebil tændte det blå udrykningssignal, således at Forsvaret kunne afsøge Holbæk fjord ved brug af termisk udstyr med udgangspunkt i patruljebilens placering i marinaen. Kl. ca. 03.00 indstillede Forsvaret eftersøgningen efter eventuelle nødstedte, idet ingen var fundet i nød i fjorden. Politiet har heller ikke modtaget oplysninger om savnede personer i området.
Færdselsuheld – Tølløsevej/Hjortholmvej, Tølløse – Holbæk
Kl. 16.02 skete et sammenstød i krydset mellem to personbiler. En 43-årig mand fra Tølløse kørte ad Tølløsevej mod øst og skulle svinge til venstre i det lysregulerede kryds ved Hjortholmvej. I modkørende retning kørte en 47-årig mand fra Århus, som skulle lige ud i krydset. I forbindelse med svingningen stødte de to køretøjer sammen. Politi og ambulance blev send til stedet, da en passager fra hvert køretøj klagede over smerter i henholdsvis ben og nakke. De to kvindelige passager blev undersøgt, men fik ingen alvorlige skader som følge af uheldet. Der skete stor materiel skade på de to biler. Politiet optog rapport i sagen, som skal klarlægge årsagen til uheldet, herunder hvilket farve lyssignalet viste, da uheldet skete.
Forsætlig påkørsel i påvirket tilstand – Absalonsvej, Holbæk
Kl. 23.45 anmeldte en 19-årig mand fra Holbæk, at han var blevet forfulgt i bil, efter at han havde været inde på en tankstation på Valdemar Sejrsvej for at købe en flaske vodka. Den 19-årige og hans ven traf to yngre mænd i en bil på tankstationen som angiveligt havde følt sig provokeret af de to venner. Mændene i bilen havde forsøgt at få fat i de to venner på tanken, men det lykkedes vennerne at køre fra stedet. De to mænd i bilen kørte nu efter den 19-årige og i krydset ved Absalonsvej, blev den 19-åriges bil påkørt bagfra. De to mænd steg ud af bilen og konfronterede de to venner i en truende tone med, at de ikke skulle være flabede. De stjal den netop købte flaske vodka. Da der kom en bil forbi optrinnet, som skete midt i vejkrydset, kørte de to mistænkte væk fra stedet. Der skete skade på den 19-åriges bil, men ingen af de to venner kom til skade ved sammenstødet.
Politiet søgte efter bilen med de to mistænkte i og mødte den kort efter i høj fart af Valdemar Sejrsvej. Bilen ville dog ikke standse for politiet, men kørte over for rødt lys to gange, før patruljen fik standset bilen ved Gl. Ringstedvej. Bilen blev ført af en 22-årig mand fra Lejre, og han var alene i bilen. Føreren var påvirket af spiritus og narko. Han blev sigtet for bevidst at have påkørt den 19-åriges bil, narko og spirituskørsel, tyveri af vodkaflasken, og for at køre over for rødt lys. Han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve og for at blive afhørt til sagen. Politiet beslaglagde hans bil, som skal undersøges nærmere for skader. Den 22-årige blev herefter løsladt, men kan forvente et retsligt efterspil. Føreren havde netop taget kørekort, så der vil blive nedlagt påstand om et kørselsforbud i sagen
Personpåkørsel, Jernbanevej, Tølløse – Holbæk
Kl. 11.38 skete en personpåkørsel ved togperronen på Tølløse station. En kvinde som af uvisse årsager befandt sig på skinnerne, blev ramt af et gennemkørende tog og afgik ved døden. Kvinden som var 32 år og fra Regstrup forsøgte at kravle op fra skinnerne, da toget kom, men nåede ikke op, før toget ramte hende. Hun var på stationen sammen med nogle bekendte, der efter ulykken var meget berørte af situationen. Politiet skal genafhøre de tilstedeværende vidner i sagen, for at få klarlagt, hvorfor kvinden befandt sig på skinnerne. Togdriften på strækningen var indstillet, mens politi og redningsfolk arbejdede på stedet indtil kl. 12.40.
Spirituskørsel – Gl. Nykøbingvej, Svinninge, Nørre-Asmindrup – Odsherred
Kl. 2137 anholdt og sigtede politiet en 34-årig mand fra Nykøbing Sj. for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Indbrud i Perioden
Kirsebærvej, Hørby, Holbæk
Fjorddraget, Holbæk
Slagelsevej, Holmstrup, Jyderup
Nykøbingvej, Stigs Bjergby, Mørkøv
Østervang, Svinninge
Skovhusvej, Ugerløse