Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet Apr 18, 2018 til Maj 01, 2018.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Krænkende spørgsmål – Jernbaneplads, Holbæk
Kl. 0746 anmeldte et familiemedlem til en 16-årig pige fra Svinninge, at den 16-årige på Holbæk togstation kl. ca. 0730 var blevet antastet af en mand, der havde stillet hende et spørgsmål med et seksuelt indhold. Manden gjorde ikke yderligere og forsvandt i området. Den 16-årige kontaktede sin familie, som så anmeldte forholdet til politiet, som forgæves ledte efter manden, der blev beskrevet som: mand, dansk af udseende, 40-50 år, ca. 170 cm høj, almindelig af bygning, kronraget/skaldet, iført sort jakke, grå og stor sweater samt blå cowboybukser.
Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Færdselsuheld – Nørupvej, Holbæk
Kl. 1116 fik politiet en anmeldelse om et færdselsuheld i krydset Nørupvej-Søstrupvej, hvor to biler var stødt sammen. En ambulance var sendt til uheldsstedet, hvor det viste sig, at 38-årig mand fra Vordingborg i en personbil var kørt ad Nørupvej mod øst. Han var imidlertid fortsat ud på Søtrupvej uden at overholde sin ubetingede vigepligt, så han stødte sammen med en varebil ført af en 63-årig mand fra Mørkøv i sydlig retning på Søstrupvej. Den 38-årige blev indbragt til skadestuen til kontrol og indlæggelse til observation for eventuel hjernerystelse. Kl. ca. 1230 var der ryddet op i krydset, da personbilen var blevet bugseret væk.
Uro og uorden – Holbækvej, Jyderup – Holbæk
Kl. 1657 fik politiet en anmeldelse om, at fire personer var i slagsmål. Politiet kørte til området med flere patruljer og traf en 23-årig mand fra Jyderup, som havde været part/forurettet i uordenen. En mand var formentlig flygtet fra stedet med toget i retning mod Holbæk, men en patrulje på togstationen traf ikke den ukendte, men eftersøgte mand. Da den forurettede ikke ønskede videre foretaget, og da der ikke var sket noget væsentlig overtrædelse af lovgivningen i forbindelse med slagsmålet/uordenen, foretog politiet sig heller ikke yderligere, efter at roen var genoprettet i området. Årsagen til striden mellem parterne kender politiet ikke.
Indbrudstyve anholdt på fersk gerning – Peder Oxesvej, Tølløse – Holbæk
Kl. 2301 modtog politiet et alarmopkald om, at to personer – en mand og en kvinde – var tilbageholdt efter forsøg på indbrud i en privat villa. Politiet kørte hastigt til stedet og overtog de to tilbageholdte personer, som viste sig at være en 46-årig mand fra Helsingør og en 36-årig kvinde fra København V. Anmelderen, der i øvrigt er politimand, havde i sin fritid bemærket nogle personer gå rundt ved et mørklagt hus. Sammen med en bekendt havde han henvendt sig på adressen og tilbageholdt de to personer, som havde forsøgt at afliste en rude i en dør. Manden havde gemt to koben i ærmerne og en skruetrækker på sig, da de blev tilbageholdt. De to anholdte blev sigtet for forsøg på indbrud i villaen og efterfølgende løsladt, da der på det foreliggende ikke var grundlag for fremstilling i grundlovsforhør. Senere vil de to sigtede blive indkaldt til et retsmø de, når sagen mod dem skal afgøres.
Lov om euforiserende stoffer – Nygade, Holbæk
Kl. 0320 kontrollerede specialpatruljen en 27-årig mand fra Kalundborg, der opholdt sig i nærheden af et diskotek. Ved kontrollen fandt politiet ham i besiddelse af nogle små poser med et hvidt pulver, som viste sig at være kokain og med en samlet vægt på ca. 6 gram. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og kan derfor se frem til at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Spirituskørsel – Lundestrædet, Holbæk
Kl. 1616 anholdt og sigtede politiet en 54-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Også i denne sag inddrog politiet den sigtedes førerret ud fra en forventning om, at han vil miste førerretten ved afgørelse af straffesagen, fordi de vejledende alkometertest viste en høj promille.
Brandundersøgelse – Stænget, Nørre Stænge, Orø – Holbæk
Kl. 1702 blev der fra personalet på en skole slået alarm til brandvæsnet og politiet, fordi der var kraftig røgudvikling i en nærliggende hal. Branden var blevet opdaget af personale, der sammen med nogle børn ville ind i den aflåste hal. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der var opstået i et redskabsrum, hvor der var gået ild i en rullemadras. Ved en undersøgelse af brandstedet viste det sig, at en lampe ophængt over rullemadrassen af ukendte årsager var blevet så varm, at den smeltede og dryppede ned på rullemadrassen, som derfor brød i brand. Ifølge politiets oplysninger kom ingen til skade ved branden, hvor der ikke var spor efter eller tegn på noget kriminelt.
Ung pige på perronkant – Stationen, Svinninge – Holbæk
Kl. 2235 fik politiet en henvendelse om, at en ung kvinde stod på perronkanten, fordi hun måske ville gøre skade på sig selv, når et tog ankom til stationen. Politiet fik underrettet togstyringscentralen og fik efter en kort løbetur kontakt til en 16-årig ung kvinde fra Svinninge, som i nedtrykt tilstand var gået fra den institution, hvor hun boede. Politiet fik hende overtalt til at modtage den fornødne hjælp og afleverede hende efterfølgende på en psykiatrisk skadestue til undersøgelse og eventuel hjælp.
Mistænkeligt forhold – Brokøb, Jyderup, Holbæk
Kl. 1110 henvendte ungarske håndværkere på en adresse på Åmosevej, hvor de tilbød at lave reparation af tag. Husets beboer havde afvist dem og fortalt, at det var ulovligt at henvende sig, som de gjorde, og det havde fået dem til at køre fra stedet igen i deres grå Ford Transit varebil med ungarske nummerplader.
Det er en klog disposition at sige nej tak til den type tilbud. Dels er det en ulovlig måde at henvende sig på, og dels siger erfaringen, at der ofte opstår tvist om betalingen eller det udførte arbejde. Derfor anbefaler politiet, at man gør som beskrevet ovenfor.
Bedrageri – Holbæk
Kl. 1330 kom en mand ind i en forretning på Munkholmvej, hvor han ville handle. Pludselig ringede mandens telefon, og han spurgte dernæst, om ekspedienten ville købe nogle varer, som han pludselig havde fået mulighed for at sælge efter en brandskade. Ekspedienten købte varer for 1500 kr. af manden. Hun har hverken set mand eller varer siden.
Manden beskrives som dansk, ca. 50 år, hvidt hår, 180 cm høj, slank.
Politiet skal på det kraftigste fraråde, at man indgår aftaler som ovennævnte med ukendte personer, uanset hvor godt tilbuddet lyder. I øjeblikket laver en gerningsmand bedragerier i stil med ovennævnte, og politiet håber at få kontakt med manden inden for kort tid. Politiet har en kraftig mistanke om, hvem gerningsmanden er.
Arbejdsulykke – Kastrupvej, Kastrup, Holbæk
Kl. 0812 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en arbejdsulykke, hvor en murer var kommet til skade. Det viste sig, at en 28-årig mand fra Asnæs i forbindelse med sit murerarbejde opholdt sig på et stillads, hvorfra han faldt knap fire meter ned. Mureren blev kørt til undersøgelse på skadestuen, men var sluppet fra ulykken med diverse knubs. Politiet tilkaldte dog Arbejdstilsynet til nærmere undersøgelse af det opstillede stillads, da der var mistanke om, at stilladset kunne være opstillet ureglementeret. Politiet afventer nu en udtalelse fra Arbejdstilsynet om, hvorvidt der kan være grundlag for at holde nogen ansvarlig for ulykken.
Nye tryghedsambassadører i Holbæk Kommune
Politiets forebyggelsesafdeling holdt tirsdag aften møde på for 16 nye tryghedsambassadører, der er tænkt som kontaktpersoner i lokalområderne til politiets områdebetjente, hvor ambassadørerne har et lokalt netværk, som de kan formidle oplysninger fra politiet videre igennem.
Politiet var meget begejstrede for mødet, hvor der var en rigtig god og konstruktiv stemning blandt deltagerne, der udover de 16 frivillige tryghedsambassadører også bestod af Holbækområdets lokalbetjente, fortæller vicepolitiinspektør John Jensen, der er chef for forebyggelsesarbejdet i politikredsen.
Bl.a. forestiller politiet sig, at ambassadørerne bl.a. via sociale medier kan henvende sig direkte til beboere i deres lokalområde, hvis der er noget særligt, der er aktuelt i et område.
Hele indsatsen skal medvirke til at skabe mere tryghed i lokalområderne. Arbejdet med tryghedsambassadører er i gang i f lere kommuner, og hensigten er, at det skal spredes til alle steder i politikredsen.
Anholdelse – Tølløse, Holbæk
Kl. 1930 anholdt politiet en 25-årig mand fra Thyholm, der vaklede rundt på togsporene ved Tølløse Station. To mænd havde fået ham væk fra skinnerne og holdt på manden, indtil politiet kom frem til stedet. Han blev lagt i detentionen til afrusning. Hvad han lavede i Tølløse, melder historien ikke noget om.
Indbrud i perioden
Thorsvej, Allerup, Holbæk Lokesvej, Allerup, Holbæk Trudsvej, Holbæk Rundingsholms Alle, Holbæk Agervænget, Regstrup Spættevej, Store Merløse Søskrænten, Undløse, Tølløse (2 steder) Pileager, Ugerløse Nyrupvej, Ugerløse