Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 10. november 2017 til 21. november 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brand i pillefyr – Udbyvej, Udby, Holbæk

Kl. 1112 rykkede brandvæsnet ud til kraftig røgudvikling i underetagen i en ejendom. Alle personer til stede var gået udenfor. Det viste sig, at der ved et pillefyr var gået ild i noget brændbart støv uden for fyret. Denne mindre brand havde udviklet røg, men uden at forrette skade på ejendommen. Ingen kom til skade ved branden.

Butikstyveri / udvisning – Jernbanevej, Holbæk

Kl. 1948 anmeldte en politimand, at han i sin fritid havde bemærket en kunde stjæle en hel oste fra supermarkedet Netto. Ostene havde kunden lagt i en medbragt pose og forladt supermarkedet uden at betale for varerne. Politimanden tilbageholdt nu manden, som politiet fandt i besiddelse af 48 stk. oste til en værdi af 1973 kr. Der var tale om en 36-årig mand fra Rumænien, som blev anholdt og sigtet for tyveriaf ostene. Han fik sin sag afgjort med en bøde, hvorefter hans sag blev forelagt for Udlændingestyrelsen. Styrelsen bestemte, at den 36-årige skulle udvises fra Danmark, som han ikke må komme retur til de næste par år.

Færdselsuheld – Skovvejen, Mørkøv – Holbæk

Kl. 1929 anmeldte en 29-årig kvindelig bilist fra Roskilde, at hun under kørsel ad Skovvejen i østlig retning var blevet overhalet af en anden bilist. Denne bilist afsluttede dog overhalingen så hurtigt, at bilisten ramte venstre forskærm på den 29-åriges bil. Der opstod en mindre bule, og den skadevoldende bilist fortsatte uden at standse. Der var ifølge den 29-årige tale om en sølvgrå bil – muligt stationcar – med skader på højre bagskærm som følge af påkørslen. Ingen kom til skade ved uheldet, hvor politiet prøver at finde frem til modparten.

Uorden – Nygade, Holbæk

Kl. 0241 fik politiet en anmeldelse om, at ca. 20 personer var i slagsmål i nærheden af en restauration. En af parterne i slagsmålet skulle være udstyret med en økse. Politiet rykkede til området, men fandt ingen personer i slagsmål med hinanden. Derimod fik politiet oplysninger om, at en bil, hvis nummerplade var blevet aflæst af vidner, var kørt fra stedet – med en økse i bagagerummet. Kl. 0308 fik politiet fat i den pågældende bil, som blev ransaget, men politiet fandt ikke nogen økse i køretøjet. Ingen blev sigtet for noget i anledning af anmeldelsen.

Spirituskørsel – Trønningevej, Kundby, Svinninge – Holbæk

Kl. 1640 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 39-årig mand fra Gislinge for spirituskørsel i en varebil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Politiet havde dog med baggrund i alkometertesten en begrundet formodning om, at den 39-åriges promille ville være så høj, at han vil miste førerretten, når blodprøven er blevet analyseret, og sagen skal afgøres. Derfor inddrog politiet straks førerretten, således at den 39-årige ikke længere må køre bil. Han vil således høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Færdselsuheld – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 1033 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, hvor en personbil og en bus var impliceret. Ved politiets ankomst til lyskrydset ved Lundemarksvej holdt den påkørte bus således, at den spærrede for trafikken i nordlig retning ad Valdemar Sejrsvej. Ambulancepersonale tilså både en passager i den involverede personbil og flere passagerer i bussen. Alle var dog sluppet fra uheldet med kun diverse knubs. Føreren af personbilen – en 25-årig mand fra Regstrup – blev bragt til skadestuen i Holbæk til kontrol, men også han var sluppet uskadt fra uheldet ligesom den 54-årige kvindelige buschauffør. Den 25-årige fik dog på skadestuen udtaget en blodprøve, fordi en narkometertest indikerede, at han var påvirket af hash under kørslen. Uheldet skete, da den 25-årige under kørsel ad Valdemar Sejrsvej mod syd formentlig blev blændet af solen og overså rødt lys i lyskrydset, hvorefter han påkørte venstre side af bussen, der fra Lundemarksvej var i færd med at svinge til venstre ad Valdemar Sejrsvej mod nord. Den 25-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet. Kl. ca. 1105 var de implicerede køretøjer flyttet ind til siden, så trafikken kunne passere uheldsstedet.

Bil frarøvet bilist – Holbækmotorvejen, Vipperød – Holbæk

Kl. 2003 anmeldte en 58-årig mandlig bilist fra Frederiksberg, at han var blevet frarøvet sin personbil på rastepladsen Arnakke i det østgående spor på motorvejen. Han var kort forinden holdt ind på rastepladsen for at bruge sin mobiltelefon, da en fremmed, maskeret mand bankede på bilruden og åbnede døren. Under trussel med en pistol blev den 58-årige kommanderet ud af bilen og i den forbindelse frataget sin mobiltelefon. Røveren kørte hurtigt fra stedet i østlig retning og muligt følges med en mindre rød bil. Bilejeren fik senere kontakt med en bilist på rastepladsen på den modsatte side af motorvejen og kunne fra en lånt mobiltelefon slå alarm. Politiet har nu efterlyst den røvede personbil, som er en blå Citroen C3, årgang 2005, med nummerpladen XN31366. Røveren blev af bilejeren beskrevet som: A: Mand, 25-30 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Muskuløs, Talte: Dansk, Iført: Mørk hættetrøje og klæde for den nederste del af ansigtet, Bevæbning: pistol. Politiet ledte forgæves efter den røvede og nu efterlyste bil, ligesom rastepladsen blev undersøgt for eventuelle spor.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget i området ved rastepladsen eller gjort observationer vedr. den røvede bil. Brug f.eks. app’en POLITI til at kontrollere, om en bil er efterlyst af politiet.

Mulig hjælpeløs person – Holbækvej/Stejlhøj, Kalundborg

Kl. 1109 fik politiet oplysninger om, at en forsvundet person måske kunne opholde sig i hjælpeløs tilstand i et kolonihavehus i kolonihaveområdet ved Holbækvej/Stejlhøj. Politiet gennemførte derfor under fornøden egen sikkerhed en gennemsøgning af kolonihaveområdet for at lede en hjælpeløs person. Herunder fik politiet kontakt til en person, der havde hørt råben og skrigen i kolonihaveområdet ca. 1 time før anmeldelsen til politiet. Politiets undersøgelser i området blev afsluttet sidst på eftermiddagen uden at have fundet nogen i hjælpeløs tilstand.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 1559 opdagede en 35-årig kvinde fra Kalundborg for sent, at trafikken i vestgående retning på motorvejen var gået i stå. Hun påkørte derfor med ca. 30 km/t bilisten foran, som blev skubbet frem i den næste bil. En enkelt vognbane blev spærret som følge af uheldet. Ingen personer kom til skade, men der skete ringe materiel skade på de implicerede biler.

Ild i campingvogn – Lilleskovvej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 1641 slog en 19-årig mand fra Ugerløse alarm til brandvæsnet, fordi der var udbrudt brand i en ældre campingvogn, som han havde opholdt sig i. Inden branden var lyset pludselig gået ud, hvorefter de elektriske installationer begyndte at ryge. Trods brandvæsnets indsats udbrændte campingvognen, og ingen kom til skade som følge af branden. Politiet foretager ikke yderligere i sagen.

Spirituskørsel med høj fart – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 2052 målte færdselspolitiet en 27-årig mand fra Kirke-Såby til at køre i en personbil med mindst 149 km/t på motorvejen omkring afkørsel 12 Roskilde S. Da han var blevet standset, viste det sig, at han også var påvirket af alkohol under kørslen. Føreren blev derfor sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil senere høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Forhindrede ransagning af hus – Svinninge – Holbæk

Kl. 1030 ville politiet foretage en ransagning af bopælen tilhørende en 62-årig kvinde fra Svinninge for at lede efter en 31-årig mand uden fast bopæl. Kvinden stillede sig flere gange i vejen for de tilstedeværende politifolk, som også blev hevet i tøjet under ransagningen efter den 31-årige mand. Kvinden begyndte også at råbe op og bestred, at politiet havde ret til at foretage ransagningen, hvorfor politiet til sidst måtte anholde kvinden og anbringe hende midlertidigt i en patruljebil ilagt håndjern, så politiet kunne gennemføre ransagningen. Kvinden blev derfor sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at lægge hindringer i vejen for politiet. Da politiet kort efter på stedet fandt den 31-årige mand, som blev anholdt som mistænkt for bedrageri i forbindelse med en bilhandel i Tølløse i starten af oktober 2017, blev den 62-årige kvinde straks løsladt ved sin b
opæl. Hun kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres. Den 31-årige mand er fortsat i politiets varetægt, idet han skal fremstilles i grundlovsforhør kl. 1000 med krav fra anklagemyndighedens side om varetægtsfængsling igen. Han har tidligere været varetægtsfængslet for tilsvarende bedragerisager, men er fortsat med at bedrage bilsælgere efter løsladelsen.

Spirituskørsel – Birkevænget, Holbæk

Kl. 1504 anholdt og sigtede politiet en 59-årig kvinde fra Gislinge for spirituskørsel i en varebil. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Røveri mod supermarked – Ørnevej, Store-Merløse – Holbæk

Kl. 2015 modtog politiet via alarm 112 melding om et netop overstået røveri mod supermarkedet Daglig Brugsen. To kvindelige ansatte havde netop lukket butikken, da to røvere henvendte sig til dem ved bagdøren. Under trussel med knive blev de ansatte tvunget til at lukke røverne ind i supermarkedet og efterfølgende åbne pengeskabet. Herfra fik røverne udleveret dagens omsætning i en plastpose, hvorefter de forsvandt til fods i ukendt retning. Politiet sendte flere patruljer, herunder en hundepatrulje, til området for at lede efter de to røvere, der blev beskrevet som A: mand, ca. 20 år, ca. 170 cm høj. Iført: rødlig jakke med ærmer, som også havde flere farver. Muligvis iført mørke handsker. B: Mand, ca. 20 år, ca. 170 cm høj. Iført mørkt tøj. Begge var bevæbnet med hver sin kniv. Eftersøgning i området gav umiddelbart intet resultat, ligesom politiet heller ikke har oplysninger om, hvordan røverne er flygtet videre fra stedet.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket de to røvere i området, herunder eventuelle mistænkelig køretøjer, som de kan have benyttet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Forsøg på tricktyveri – Østerled, Mørkøv – Holbæk

Kl. 0844 anmeldte en 83-årig kvinde fra Mørkøv, at hun onsdag kl. ca. 1100 havde fået uventet besøg af en fremmed kvinde, der udgav sig for at være fra hjemmeplejen. Den fremmede, der havde navngivet sig Helle, havde spurgt ind til den 83-åriges økonomi, hvilket undrede hende. Til sidst var den fremmede kvinde blevet smidt ud, hvorefter hun forlod stedet i en sort bil. Hjemmeplejen havde efterfølgende oplyst, at ingen ansatte havde været på den 83-åriges adresse i onsdags, ligesom ingen ansatte hed Helle. Derfor mistænkte den 83-årige kvinden for at ville begå et tyveri. Den mistænke blev beskrevet som: A: Kvinde, Dansk af udseende, 40-45 år, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Mellemlangt, Talte: Dansk, Iført: Hjemmepleje uniform – blå cowboybukser og blå bluse. Politiet forsøger nu at få den mistænkte identificeret.

Mistænkeligt forhold – Tuse Byvej, Tuse, Holbæk

Kl. 1210 fik politiet en henvendelse fra en 14-årig pige fra Gislinge, som kort forinden havde været på vej hjem fra skole. En ældre og sort/blå personbil var kørt ind foran hende på cykelstien i et forsøg på at standse hende. Pigen løb straks ind til et nærliggende hus, hvor nogen var hjemme og slog alarm til politiet. Eftersøgning af den mistænkelig bil i området gav ikke noget resultat, og pigen skal nu afhøres nærmere omkring hændelsen for at få klarlagt, hvad bilistens hensigt reelt har været.

Varetægtsfængsling – Grov vold – Jernbanevej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 1923 blev en 17-årig ung mand fra Borup under ophold på en restauration overfaldet med knytnæveslag og til sidst slået med en ølflaske i hovedet af en 17-årig ung mand fra Mørkøv. Den mistænkte voldsmand forlod straks restaurationen, medens offeret blev bragt til skadestuen i Holbæk til behandling for overfladiske skader som følge af volden. Via efterforskning i sagen lykkedes det at identificere den 17-årige voldsmand, som blev anholdt kl. 2010 og sigtet for grov vold. I forbindelse med anholdelsen skubbede han hårdt til en politimand, som han også tog et halsgreb på. Sigtelserne blev derfor udvidet til også at omfatte vold mod tjenestemand. Den 17-årige blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 5. december 2017. Et forkert blik fra offeret var måske motivet til overfaldet, hvis omstændigheder nu undersøges nærmere.

Spirituskørsel – Hanerupvej, Regstrup – Holbæk

Kl. 1549 anholdt og sigtede politiet en 65-årig mand fra Mørkøv for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Eftersøgt truffet – Svinninge – Holbæk

Kl. 1621 fik politiet en henvendelse om, at en 24-årig kvinde fra Greve havde taget en hund tilhørende en 18-årige kvinde fra Snertinge, og den 24-årige nu skulle opholde sig på en adresse i Svinninge. Inden politiet nåede frem til adressen i Svinninge, indløb en ny anmeldelse om et slagsmål mellem de to kvinder. Ved politiet blev der lagt en dæmper på de to kvinder, der i kampens hede var kommet til at ødelægge et bord med en marmorplade. Da den 24-årige i forvejen var efterlyst af politiet som udeblevet fra retsmøder i en sag, hvor hun var sigtet for trusler mod offentligt ansatte i Greve, anholdt politiet hende og anbragte hende i et arresthus, indtil et kommende retsmøde i sagen fra 2016 kan afholdes i løbet af mandagen. Hunden kom efterfølgende retur til sin ejer og havde ikke lidt overlast.

Arbejdsulykke – Maglebjerg, Svinninge – Holbæk

Kl. 1757 rykkede redningspersonale og politiet ud til en arbejdsulykke, hvor en person havde fået en arm i klemme i en kartoffeloptager. Det viste sig, at en 37-årig mand fra Svinninge under arbejdet på kartoffeloptagermaskinen fik sin højre arm i klemme mellem nogle valserne, således at armen blev trukket ind i maskinen ind til skulderen. Det tog redningspersonalet ca. 1 time at få den 37-årige alvorligt tilskadekomne fri fra maskinen, inden han med en nu tilkaldt lægehelikopter kunne flyves til Rigshospitalets traumecenter til fornøden behandling. Den 37-årige meldtes søndag aften uden for livsfare og i stabil tilstand. Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken og vil nu sammen med politiet undersøge omstændighederne nærmere for at klarlægge, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Færdselsuheld – Holbæk.

Kl. 1103 skete et færdselsuheld på Kalundborgvej. En personbilkørte ad Fjorddraget og ud på Kalundborgvej, hvor der samtidig kom en cykel. Cyklisten blev påkørt og kørt til sygehus. Bilisten er en 79-årig mand fra Asnæs. Cyklisten er en 80-årig mand fra Holbæk. Den 80-årige blev bragt til hospitalet til undersøgelse. Politiet kender ikke den 80-åriges tilstand, men umiddelbart virkede det ikke, som om han var kommet alvorligt til skade.

Brand – Holbæk.

Kl. 1853 blev anmeldt om brand i en carport på Ranunkelvej, hvor forurettede havde lagt en pose med aske fra en brændeovn i den tro, at der ikke længere var gløder i asken. Det skulle vise sig, at det ikke var rigtigt. Der skete brandskade på carporten ellers ingen skade.

Butikstyveri – Holbæk.

Kl. 0215 stak en kvinde af fra Circle K på Valdemar Sejrsvej med vodka m.v. for 369 kr. Et vidne fulgte efter og en 21-årig kvinde blev anholdt på Jernbanevej, hvor han var nået til med kosterne, da hun blev standset af politiet. Hun blev sigtet for tyveriet og det stjålne leveret retur.

Indbrud i perioden
Adelers Alle, Gislinge
Kalundborgvej, Holbæk
Knudskovparken, Holbæk
Thorsvej, Allerup, Holbæk
Højvang, Holbæk
Skovgårdsvej, Regstrup
Banevej, Store Merløse
Lammefjordsvej, Svinninge
Hjertebjærgparken, Kvarmløse, Tølløse
Snerlevej, Tølløse
Gyvelvej, Tølløse
Græsmarken, Ugerløse, Kalundborg
Møllervænget, Vipperød