Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 21. september 2017 til 3. oktober 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Vold – Tølløse, Holbæk.

Mandag aften omkring kl. 2110 blev to grupper af unge overfaldet af tre personer, en kvinde og to mænd. De to grupper af unge blev truet med en kniv. To piger og to drenge blev henholdsvis hevet i håret og nikket skaller. Alt i alt var overfaldene tilsyneladende helt umotiverede. De forurettede var alle omkring 16 år gamle.

Gerningsmændene beskrives som:

A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 20-25 år, 185 cm, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Iført: Mørk dunjakke,, Bevæbning: Kniv ved bæltekanten., Genkendes: Ja

B: Kvinde, Dansk af udseende, 20-25 år, 165-170 cm, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Mellemlangt, Yderligere kendetegn: Tatoveret øjenbryn, tatoveret med bogstaver på hånden, piercing ved øjet, kraftig brug af selvbruner., Talte: Dansk, Iført: Lyse jakke, muligvis lyserød., Genkendes: Ja

C: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 20-25 år, 185-190 cm, Iført: Mørk kasket og orange dunjakke.

Kvinden var fører af bilen, en grå ældre stationcar muligt en Mitsubishi. Politiet efterforsker nu sagen nærmere. Ingen af de involverede kom alvorligt til skade ved volden, og politiet kender som nævnt ikke motivet til handlingerne.

Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har hørt eller set noget til sagen, der fandt sted på Industrivej ved Netto. Ring på 114.

Tyveri fra varebiler – Holbæk.

Kl. 0548 fik politiet anmeldelse fra Gl. Taastrupvej, hvor der mellem mandag kl. 1600 og tirsdag kl. 0540 var knust en rude i førerkabinen til en varebil og fra varerummet stjålet diverse værktøj.

Kl. 0621 fik vi en lignende anmeldelse fra Roskildevej, hvor der også var knust en rude til førerkabinen og dernæst stjålet værktøj fra varerummet.

Varetægtsfængsling – Indbrud i villa – Østrupvej, Ugerløse – Holbæk

En 49-årig mand fra Roskilde blev fredag kl. 1000 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtet for indbrud i en villa på Østrupvej, Ugerløse, torsdag formiddag. Her var han blevet anholdt på fersk gerning under indbruddet. Retten idømte den 49-årige en straksdom på fem måneders fængsel, som han modtog. Den dømte var dog ikke enig i, at han skulle forblive frihedsberøvet, indtil afsoning kunne iværksættes, hvorfor den del af dommen blev kæret til landsretten.

Færdselsuheld – part ukendt – Munkholmvej, Holbæk

Kl. 1345 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor en kørestolsbruger under passage af et fodgængerfelt var blevet påkørt af en bilist kort før anmeldelsen. Det viste sig, at en 34-årig mand fra Holbæk i sin kørestol var ved at krydse Borgmester N. E. Hansensvej i fodgængerfeltet ved vejens udmunding i Munkholmvej. Under passagen blev han påkørt af en personbil, der fra Munkholmvej svingede til venstre ad netop Borgmester N. E. Hansensvej. Personbilen ramte brugerens venstre ben og venstre del af kørestolen, der fik lettere materielle skader. Kørestolsbrugeren slap med diverse knubs som følge af påkørslen. Føreren af personbilen – en ca. 60-årig kvinde – standsede og talte kortvarigt med kørestolsbrugeren, men forlod herefter stedet i bilen uden at have afleveret personlige oplysninger og forsikringsoplysninger mv. til kørestolsbrugeren. Politiet leder nu efter kvinden og hendes personbil, hvis farve blev beskrevet som sølvgrå, ukendt mærke og model.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket uheldet og måske kan give yderligere oplysninger om bilen og dens fører. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Personpåkørsel – Holbæk.

Kl. 1334 skete en personpåkørsel på Holbæk Station, hvilket førte til standsning af togdriften fra 1334 til 1443. En 79-årig mand fra Holbæk afgik ved døden. Politiet betegner sagen om en ulykkelig hændelse. De pårørende er underrettet. Politiet har ikke yderligere kommentarer om sagen.

Vold – Holbæk.

Lørdag kl. 1718 blev anmeldt om vold/slagsmål på Holbæk Station mellem flere personer. Politiet fik fat i flere personer, der alle fik en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for deres uhensigtsmæssige optræden.

De pgl. er en 43-årig mand fra Holbæk, en 37-årig mand fra Svinninge og en 33-årig mand med ukendt adresse.

Førstnævnte blev ligeledes sigtet for vold mod en 13-årig pige fra Holbæk, idet den pgl. væltede pigen omkuld og tog fat i hende.

Vidner fik den 43-årige væk fra pigen. Politiets jurister vurderede, at han ikke skulle fremstilles i grundlovsforhør. Sagen vil dog senere finde sin afslutning i retten.

Han sigtes i øvrigt også for hærværk, idet han på politistationen i Holbæk ødelagde et kamera, da politiet ville tage et billede af ham.

Den 33-årige vendte senere retur til ventesalen, hvor han lå og sov kl. 0051, da politiet bortviste ham fra stedet igen. Han var
i selskab med en masse tomme øldåser.

Spirituskørsel – Holbæk.

Kl. 0550 anholdt politiet en 47-årig mand fra Holbæk, der kørte i bil på Gl. Ringstedvej. Han var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Tyveri af kørestol m.v. – Jyderup, Holbæk.

Kl. 1420 fik politiet anmeldelse om, at der på en adresse i Jyderupområdet stod en kørestol og en kasse øl og sodavand, der var stjålet i løbet af natten. Politiet sigtede to 15-årige og en 17-årige for tyveriet, der var begået i Jyderup i nærheden af statsfængslet. Politiet har nu sikret sig kosterne, og nu venter vi på en anmeldelse.

Indbrud i villa – Ugerløse, Holbæk.

Kl. 1129 blev anmeldt om indbrud i en villa på Østrupvej, hvor en gerningsmand kom ind ved at knuse en rude i en dør. Fra stedet stjålet kontanter, spiritus og frostvarer. Politiet kørte til stedet, og kl. 1140 anholdt politiet en 49-årig mand fra Roskilde, der sigtes for indbruddet.

Han er fortsat anholdt, og han vil fredag blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Forsøg på indbrud i villa – Asnæs, Odsherred.

Kl. 1158 overraskede en anmelder en mand, der var i færd med at bryde et vindue op til hendes hus. Pgl. stak af, da han blev opdaget. Han beskrives som: Mand, ca. 30 år, alm. af bygning, østeuropæisk af udseende, kort mørkt hår, bordeaux t-shirt, blå bukser.

Det lykkedes ikke politiet at finde frem til pgl.

Vold – Holbæk.

Kl. 1805 anholdt politiet en 30-årig kvinde og en 40-årig mand, begge med ukendte adresser. Kvinden slog en 64-årig mand fra Tølløse, der opholdt sig på stationen.

Forurettede mistede balancen efter at være slået og faldt om på gulvet i forretningen, hvor volden foregik. Forurettede brækkede en arm ved faldet.

Politiet løslod hurtigt den 40-årige, der ikke var involveret i volden. Den 30-årige sidder fortsat i politiets varetægt. Hun forventes løsladt i løbet af torsdag formiddag. Hun har tilbragt natten i detentionen grundet beruselse. Sagen behandles senere i retten.

I forbindelse med politiets tilstedeværelse på stationen blev yderligere en person kontaktet. En 33-årig mand var kraftig beruset/påvirket og blev derfor lagt i detentionen i nogle timer, før han igen blev lukket ud.

Dernæst var roen genoprettet på stationen.

Miljøloven – Jernbanevej, Holbæk

Kl. 2316 fik politiet en henvendelse om en bilists mistænkelige adfærd, idet bilisten måske hældte noget brændstof i en kloak. Politiet kørte til stedet og traf en 23-årig mand fra Holbæk, som var i færd med at suge diesel op af tanken på en bil. Brændstoffet blev ledt direkte ned i en kloak, men han havde spildt noget på området ved siden af. Problemet var, at han var kommet til at fylde diesel på en benzinbil, hvorfor han kun havde kørt nogle få meter, inden motoren standsede. Politiet sigtede den 23-årige for overtrædelse af miljølovgivningen og tilkaldte brandvæsnet til opsugning og oprydning på stedet.

Forsøg på tyveri fra lomme – Søagervej, Holbæk

Kl. 1007 anmeldte en opmærksom 35-årig kvinde fra Ruds-Vedby via alarm 112, at hun netop havde overrasket en mand i et forsøg på at stjæle en pung fra lommen hos en ældre medborger. Tyven var sammen med to andre mænd flygtet fra stedet i en mørk personbil i ukendt retning. Politiet kørte til p-pladsen ved supermarkedet Netto, hvor offeret – en 84-årig mand fra Gentofte – oplyste, at nogen havde forsøgt at stjæle hans pung op af lommen, da han satte sin kundevogn retur efter indkøb. Det mislykkedes, da anmelderen så tyveriforsøget og råbte op. Anmelderen havde forinden undret sig over, at tyven og en person yderligere havde forladt supermarkedet uden at købe noget, og at de efterfølgende fulgte efter den 84-årige. Ved den umiddelbare efterforskning kunne politiet på videoovervågningen i supermarkedet se, at tyvene også havde forsøgt at stjæle den 84-åriges pung i kasseområdet. Politiet forsøger nu at få de mistænkte identificeret ud fra overvågningsmaterialet.

Spiritus-/narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 0345 anholdt og sigtede en 22-årig mand fra Viby Sj. for både spiritus- og narkokørsel i en personbil. Narkometertesten indikerede, at han ud over alkohol også var påvirket af kokain under kørslen. Han blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

Anholdelse – Holbæk.

Kl. 0225 anholdt politiet en 22-årig mand fra Holbæk, der blev truffet på Ahlgade, hvor han optrådte provokerende over for politiet, idet han forsøgte at slå på politiet. Han gjorde modstand, da politiet anholdt ham, og det blev han sigtet for. Den 22-årige blev løsladt ud på morgenstunden.

Færdselsuheld – Skovvejen, Regstrup – Holbæk

Kl. 0750 skete der et færdselsuheld med flere parter involveret. Det viste sig, at en 21-årig kvinde fra Mørkøv under kørsel ad Skovvejen mod øst i en personbil for sent opdagede, at de forankørende havde nedsat hastigheden på grund af tæt trafik. Hun påkørte derfor den forankørende bilist, der blev skubbet fremad i den næste, der så igen ramte bagenden af den fjerde bilist involveret i uheldet. Den 21-årige blev kørt til kontrol på skadestuen, men var sluppet uskadt fra uheldet, som dannede en kø på ca. 2 km frem mod uheldsstedet.

Narkobilist – Roskildevej, Holbæk

Kl. 1615 anholdt og sigtede politiet en 41-årig mand fra Holbæk for kørsel i en personbil under påvirkning af narkotika. En narkometertest indikerede nemlig, at den 41-årige var påvirket af opiater under kørslen. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet den 41-årige, der dog vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Stjålet bil fundet efterladt – Ringstedvej, Store-Merløse – Holbæk

Kl. 2242 henvendte en bilist sig til politiet, fordi bilisten kort forinden var blevet overhalet af en personbil, som nu holdt efterladt på cykelstien ud for en tankstation. Politiet sendte en hundepatrulje til stedet, idet den omhandlede personbil af mærket Mercedes Benz viste sig at være stjålet fra Højbogårdsvej, Ringsted, d. 150817. Hundepatruljen fandt dog ikke nogen spor, der førte frem til føreren og dermed biltyven. Ejeren af bilen blev underrettet og hentede straks bilen på findestedet.

Fremstilling i grundlovsforhør – Holbæk.

Kl. 1245 blev en 41-årig mand fra Fårevejle fremstillet i grundlovsforhør sigtet for trusler mod vidne. Pgl. blev fængslet til den 171017.

Narkopåvirket bilist – Svinninge, Holbæk.

Kl. 1626 passerede en bil en af politiets patruljer, der er forsynet med automatisk nummerplade genkendelsessystem. Bilen var efterlyst i forbindelse med manglende forsikring. Føreren af bilen, en 24-årig mand fra Holbæk, blev anholdt, da han blev konstateret påvirket af narkotika. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Narkopåvirket bilist – Mørkøv.

Kl. 2155 anholdt politiet en 52-årig mand fra Viby, der kørte på Skovvejen. Den 52-årige var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve.

Indbrud i perioden
Hasselvænget, Holbæk
Kastrupvej, Uglerup, Holbæk
Slotshaven, Holbæk
Holbæk Landevej, Ugerløse
Holbækvej, Kalundborg
Drivsåtvej, Jyderup
Hermans Vænge, Knabstrup, Mørkøv
Bennebovej, Bennebo, Mørkøv
Kirkevej, Svinninge, Nørre Asmindrup
Sportsvej, Tølløse