Sjællands Teater præsenterer Per Vers i selskab med bl.a. Benny Andersens ord og ånd.

Torsdag d. 28. september kl. 19.30 kan publikum få en helt særlig koncertoplevelse, når Per Vers gæster Holbæk Teater med sin SIDSTE OMGANG TOUR.

SIDSTE OMGANG TOUR med Per Vers er dansk rap, når den er allermest rørende, poetisk, vedkommende og humoristisk – pakket ind i en imponerende og topprofessionel storskærms-produktion med VJ Mads Buus som den usynlige, men supervigtige medspiller. Et møde med en animeret udgave af Benny Andersen, der afleverer sine levende ord i samspil med Per Vers.

Med på scenen til at trylle med tracks, scratch og stemninger er den uforlignelige femdobbelte Danmarksmester i DJ-mix Turkman Souljah, der er en unik enmandshær på pladespillere – og piano.

Med på touren er også to-mands-teatertruppen DON GNU. Jannik “Don” Elkjær og Kristoffer “Gnu” Andrup Pedersen er Danmarks to bedste “body actors”, dvs. ordløse, akrobatiske, fysiske skuespillere, der med kostumeskift og rekvisitter kommenterer på de enkelte numre – og overtager showet et par gange!

SIDSTE OMGANG TOUR er et show i to akter, hvor vi glider fra det nye materiale over i en underholdende og skarpt sammensat gennemgang af Per Vers’ kendte og ukendte numre gennem 10 albums med masser af improvisation; hans specialitet – gennem snart 20 år på scenen som en rapper med et helt særligt publikumstække.

Albummet ”Sidste omgang” vandt i marts 2023 GAFFA-prisen for Årets danske hiphop-udgivelse. Albummet er lavet i samarbejde med Benny Andersen. I sin takketale sagde Per Vers blandt andet, at han skulle hilse fra Benny Andersen og sige, at det havde han ikke regnet med – at han i en alder af 88 skulle lave Danmarks bedste hiphop-udgivelse.

Publikum kan se frem til en aften i selskab med denne ny-klassiker, en række af de stærkeste sange fra Per Vers’ snart 20-årige pladeproduktion i kombination med hans legendariske improvisatoriske freestyle-evner.

Per Vers besøgte Sjællands Teater til TALKSHOWET med Audrey Castañeda i april 2023, hvor publikum fik en lille smagsprøve på, hvad man kan vente sig, når han kommer på besøg med sit eget show SIDSTE OMGANG TOUR. Per Vers sagde i den anledning også, at han glæder sig rigtig meget til igen at besøge Holbæk.

Læs mere og find billetter på www.sjællandsteater.dk

Pressefoto