Fredag d. 9. februar er der premiere på Sjællands Teaters familieforestilling PALLE, POLLE & RUTH – Ude på noget. Forestillingen er skabt i samarbejde med DR og skal spille på både Holbæk Teater og Slagelse Teater.
Når Sjællands Teater slår dørene op for årets familieforestilling kan hele familien glæde sig til at komme med på en magisk rejse i en fantasifuld forestilling med skøn musik, baseret på DR’s tv-serie ”Ude på noget” fra 1984.
En hyldest til venskab, fantasi og leg
Sjællands Teater har skabt en magisk teateroplevelse, der bringer de charmerende karakterer Palle, Polle og Ruth til live på scenen. Forestillingen tager publikum med på en rejse gennem et univers af sjove eventyr, hvor venskabets styrke og kreativitetens kraft er i centrum.
For iscenesætter, Brian Kristensen, er forestillingen en hyldest til venskabet, fantasien og legen. De tre titelpersoner er opfindsomme og med en positiv indstilling til livet. Samtidig er scenografien i sig selv en hyldest til fantasien, så publikum også selv får lov at forestille sig en masse ting. Det vil således være helt tydeligt for publikum, at det er teater, men med masser af teatermagi, når kulisserne forvandles fra det ene landskab til det andet.
Helt overordnet er forestillingens tema venskab og fællesskab, og hvordan man bliver en del af fællesskabet. De tre venner Palle, Polle og Ruth vil gerne være venner med Sigurd, men Sigurd vil have alting for sig selv, og så er det svært at være med i et fællesskab. Samtidig mangler Sigurd fantasi, og vil ikke lege det samme som de andre.
Handlingen kort fortalt
De tre venner Palle, Polle og Ruth rejser ud på eventyr i den gamle røde bus. De vil opleve verden, se sig omkring og nyde de mange forskellige steder, rejsen fører dem hen. Med sig har de deres gamle magiske kamera, så hvis køreturen bliver for lang, kan de ”klikke” sig, lige hvorhen de ønsker sig i hele verden.
Den dominerende Sigurd, der altid er lidt irriterende og vil bestemme alting, prøver hele tiden at få fingre i det magiske kamera. Palle, Polle og Ruth vil gerne låne Sigurd kameraet, men han vil – for enhver pris – eje det. Sammen med sin tjener Fladmast, driller Sigurd de tre venner og forsøger at stjæle det magiske kamera.
Sjællands Teater glæder sig til at præsentere forestillingen for publikum, og publikum kan glæde sig til at få svar på disse spørgsmål:
– Hvor rejser Palle, Polle og Ruth hen?
– Vil det lykkes Sigurd at få fat i det magiske kamera?
– Og kommer de mon allesammen hjem igen?
Samarbejde med DR
Mange vil nok huske Palle, Polle, Ruth, Sigurd og Fladmast fra DR’s tv-serie ”Ude på noget” fra 1984. Tv-serien blev skabt af Søren Kragh Jakobsen og Niels Lund. Sjællands Teater har indgået et samarbejde med DR om forestillingen PALLE, POLLE & RUTH – Ude på noget.
Forestillingen iscenesættes af Brian Kristensen, der er kunstnerisk direktør på Sjællands Teater, og manuskriptet er skrevet af Kristoffer Møller Hansen, der er administrativ direktør på Sjællands Teater. Kristoffer Møller Hansen stod også bag manuskriptet på den anmelderroste HURRA FOR DE BLÅ HUSRARER, som Sjællands Teater spillede i sommeren 2023.
Scenografien skabes af Stine Martinsen og musikken af Oliver McEwan, der er søn af Tom McEwan, der spillede Polle i tv-serien. De øvrige roller i DR’s serie blev spillet af Jess Ingerslev, Ghita Nørby, Tommy Kenter og Ole Fick. Oliver McEwan vil både skabe helt nye sange og bruge sange, som folk kender fra tv-serien.
I Sjællands Teaters forestilling bliver rollerne spillet af skuespillere, der i både alder og stil spænder vidt: Fra den erfarne og prisvindende Bente Eskesen på 74 år til det nye musicaltalent Gustav Allen Schriver på 26 år. De øvrige medvirkende er Jesper Riefensthal, Christine Gaski og Aske Hass Thorsen.
Juletilbud
Hvis folk er hurtige og køber billetter i november måned, giver Sjællands Teater 20 % rabat på voksenbilletter til forestillingen. Det kunne jo passende være en idé til julegaver for folk, der er ude i god tid.
Skoler og institutioner kan købe billetter til kun 40 kr. pr. stk.
Sjællands Teater har i øvrigt doneret 200 billetter til Mødrehjælpen i Slagelse, så børn i trængte familier også har noget at se frem til.
Man kan læse mere om PALLE, POLLE & RUTH og købe billetter på Sjællands Teaters hjemmeside: www.sjællandsteater.dk