Bustur til Åmosen og Tissø – kultur og natur fra stenalder til koldkrigstiden
Nu udbydes en enestående chance for at udforske Naturpark Åmosen, på en heldags bustur, arrangeret af bibliotekerne i Sorø, Holbæk og Kalundborg i tæt samarbejde med Naturpark Åmosen. På busturen vil deltagerne få mulighed for at opleve landskabet, hvor isen og smeltevandets bevægelser stadig kan aflæses. Der dykkes ned i historien og deltagerne vil blive klogere på nogle af de første mennesker, der beboede dette område, efter isen trak sig tilbage. Disse mennesker dyrkede komplekse ritualer, dødekult og ofrede til guderne på offerpladser og i kulthuse.