I Danmark er der store geografiske forskelle i, hvor godt elever klarer sig i dansk og matematik i folkeskolen. Derfor meldte regeringen i august ud, at den vil afsætte knap 40 millioner kr. samlet for 2025 til 2027 til efteruddannelse af flere læse- og matematikvejledere i de 20 kommuner, hvor eleverne har størst udfordringer med det faglige niveau i dansk og matematik.
”Jeg er glad for, at vi nu styrker undervisningen for børn i Holbæk, så vi stiller dem bedre, når de kommer ud af folkeskolen. Vi skal ikke acceptere, at det er det sted, du vokser op, som afgør, hvor god du er til at regne eller læse. Derfor besluttede vi med Landdistriktsudspillet at afsætte penge til flere læse- og matematikvejledere i folkeskolen. Det, forventer jeg, kommer til at gøre en forskel for elever i Holbæk”, siger minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin.