Nye køreplaner for Lokaltogs strækninger til december
Fra søndag morgen den 15. december 2024 træder nye køreplaner i kraft hos Lokaltog, der driver 10 lokale banestrækninger på Sjælland og Lolland-Falster. I de fleste tilfælde er der tale om småjusteringer, men større ændringer er der dog også at finde i de nye køreplaner.
På Tølløsebanen afgår togene fremover 16 minutter senere end i dag på hverdage. Det sker for at opnå den bedst mulige forbindelse til DSB´s regionaltog mellem Holbæk og København, der får ny køreplan. Første tog kører fra Tølløse kl. 4:37 og fra Slagelse kl. 5:32.