Holbæk Kommune har modtaget et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om restriktioner for besøgendes adgang til botilbud, der er beliggende i Holbæk Kommune.
Påbuddet vil gælde for en periode på 4 uger og for de tilbud, hvor der ikke på hvert af de enkelte botilbud er 80 pct. af beboerne, som på nuværende tidspunkt er færdigvaccinerede.
Påbuddet er givet på grund af en høj testkorrigeret kommuneincidens på 52,6 d. 5. maj 2021, og derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed vurderet, at det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af COVID-19.
Beboerne på de omfattede botilbud, der alle har beboere i øget risiko ved Covid-19, har derfor i ovennævnte periode kun i begrænset omfang mulighed for at få besøg. Restriktionerne omfatter både indendørs fællesarealer, herunder servicearealer, og den del af boligen, som beboeren selv råder over.
Besøgsrestriktionerne på de omfattede botilbud indebærer:
1) at besøg i den del af boligen, som beboeren selv råder over, kan ske, hvis
a) besøget sker i en kritisk situation, eller
b) besøget foretages af højst 3 faste nære pårørende, dog højst 2 besøgende ad gangen,
2) at besøg kan ske i et dertil indrettet besøgsrum af højst 3 faste nære pårørende, dog højst 2 besøgende ad gangen, og
3) at besøg i andre situationer end de situationer, som er omfattet af pkt. 1 og 2, skal foregå på udendørs arealer.
Påbuddets varighed og ophævelse
Påbud om besøgsrestriktioner er gældende frem til den 2. juni 2021, medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed inden da ophæver påbuddet eller fastsætter et nyt påbud.
Påbuddet bortfalder for de enkelte botilbud automatisk, når 80 pct. af beboerne på det pågældende botilbud er færdigvaccinerede, jf. Sundhedsstyrelsens anbefalinger for vaccinerede personer, eller at alle beboere på et botilbud, der er i øget risiko ved Covid-19, er færdigvaccinerede. Med færdigvaccinerede forstås, at der er forløbet 14 dage efter, at beboerne modtog 2. vaccination, uanset vaccine, jf. Sundhedsstyrelsens anbefalinger for vaccinerede personer.
Ophævelse af påbuddet vil kunne ske, når den testkorrigerede kommuneincidens i en periode på 7 dage har været under 50, og efter en dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed.