I august drager tusindvis af teenagere afsted på efterskole. Det er begyndelsen på et nyt kapitel for familierne. Forældre skal dog undersøge om barnet er forsikret rigtigt under opholdet.

Med taskerne pakket drager mange spændte, vestsjællandske teenagere afsted på efterskole i august, hvor de det næste år får nye venskaber, oplevelser og udfordringer i nye omgivelser. Der er mange ting, der skal være styr på, inden husets teenager tager afsted. Hvad skal pakkes og hvad skal man forvente? Men mange forældre glemmer at kigge forsikringerne igennem.

– Selvom ens barn fysisk bor på en anden adresse, når de er på efterskole, så er barnet stadig i juridisk forstand hjemmeboende. Det betyder, at det stadig er forældrenes indboforsikring, der skal dække barnets ejendele, fortæller Per Haulund, der er skadedirektør ved GF Forsikring i Sorø, Slagelse og Holbæk. Og han fortsætter:

– Hvis barnet har fået nogle nye ting til opholdet, bør man sikre sig, at det er dækket af forsikringen. For eksempel kan indboforsikringen suppleres med en elektronikforsikring, som dækker akut skade og fejl på barnets elektronik. En anden vigtig del af indboforsikringen er ansvarsforsikringen, som er nødvendig, hvis barnet kommer til at skade skolens inventar eller en anden elevs ejendele.

Er uheldet ude

Efterskoler har et højt niveau af aktivitet, og er uheldet ude, så er en ulykkesforsikring heller ikke et dårligt tilvalg. Mange efterskoler rejser også til udlandet i løbet af skoleåret, og her bør man som forældre spørge efterskolen, om der er sørget for en rejseforsikring, der dækker hjemtransport, hvis barnet bliver sygt eller kommer til skade.

– Man skal jo ikke male fanden på væggen, men det er dog vigtigt, at ens barn er sikret, når nu det skal afsted på efterskole i et år. Derfor bør man som forældre sikre sig, at hjemmets forsikringer dækker, når barnet er på efterskole. Kontakt derfor jeres forsikringsselskab og hør nærmere, så I har ro i maven. For eksempel ved GF Forsikring er barnet dækket af forældrenes ulykkesforsikring, indtil det fylder 18 år, lyder det fra Per Haulund.

Foto: ABW