Holbæk Kommune er en kommune i stor vækst, hvor stadig flere borgere ønsker at bo og leve. Det er glædeligt. Det skaber imidlertid også et stort behov for flere boliger, institutioner, infrastruktur, tilbud og indsatser. Samtidig står Holbæk Kommune overfor en række forandringer, både egne og udefrakommende. Det vil en ny organisering imødekomme.

”I de seneste år har vi haft meget fokus på drift og økonomistyring. Og vi er blevet dygtige til det. De kommende år byder imidlertid på både nationale reformer, nye krav fra omverdenen og vores egne omstillinger, som skal give højere kvalitet og skabe økonomisk råderum. Derfor er der brug for at justere organisationen, så vi kan bruge mere energi på fælles udvikling og implementering. De nye krav og omstillinger kræver også ekstra ledelseskraft. Derfor bliver der ansat en direktør og chef yderligere Ligesom der bliver 7 kerneområder i stedet for de 6, der er i dag ”, forklarer kommunaldirektør Rie Perry.

Overordnet set betyder organisationsændringen, at de seks nuværende kerneområder bliver til syv, og at de tre stabsfunktioner bliver til to. Derudover sker der en række ændringer i ledelsesstrukturen efter det princip, at der skal være kortere fra topledelse til daglig opgaveløsning. Endelig bliver de to fælles stabsfunktioner udvidet med syv medarbejdere fra de decentrale sekretariater.

Nye kerneområder og stabe
Holbæk Kommune er opdelt i en række kerneområder. I andre kommuner bliver dette kaldt forvaltninger, fagområder eller centre. Organisationsændringen betyder, at der bliver ændret i sammensætningen af kerneområderne:

Social Indsats og Udvikling bliver delt i to områder: Børn og Familier samt Voksne, Handicap og Psykiatri.
Vækst og Bæredygtighed bliver delt op i to kerneområder: Plan, Erhverv og Klima samt Kultur, Fritid og Faciliteter, som er en sammenlægning af dele af det nuværende Vækst og Bæredygtighed og kerneområdet Kultur, Fritid og Ungeliv.
CSU flytter til Læring og Trivsel.
PPR flytter til det nye kerneområde Børn og Familier.
Herudover sker der en række strukturelle ændringer inden for de enkelte kerneområder.

Organisationsændringen betyder også, at de tre nuværende stabsfunktioner bliver samlet i to: Udvikling, IT og Kommunikation samt Økonomi, Indkøb og Løn.

I forbindelse med organisationsændringen får flere af enhederne desuden nye navne, som er lettere at forstå og formidle.

Endelig vedtagelse
Organisationsændringen bliver sendt ud til information og drøftelse i MED-udvalgene frem til 15. november, og 18. december tager Kommunalbestyrelsen stilling til sagen.

Den nye organisering skal efter planen træde i kraft den 1. marts 2025.

Læs mere om ændringen her:

Organisationsændring skal styrke udviklingen af Holbæk Kommune | Holbæk Kommune (holbaek.dk)

 

Foto: JTL