Lys. Jordens rytme. Astronomernes vigtigste værktøj. I døgnet, hvor timen forsvinder, når urerne stilles frem, inviterer Observatoriet i Brorfelde til en aften om lys. Kom og opdag, udforsk og mærk, hvad lys er, og hvad det kan den 28. marts kl. 19.00-22.00.

Ole opdagede lysets hastighed
I 1676 opdagede en dansk mand ved navn Ole, at lyset ikke blot bevægede sig med en uendelig hastighed, men at lyset tøvede. Det udbredte sig med en bestemt hastighed. Den nu verdenskendte Ole Rømers opdagelse betyder, at vi i dag ved, at vi ser tilbage i tiden, når vi kigger ud i Universet. Verdens største rumteleskop, James Webb, sendes op i 2021 med præcis det formål at undersøge lys, der er ekstremt svagt. De undersøgelser kan bringe os tættere på de allerførste stjerner.

Lys kan mærkes
Observatoriet i Brorfelde inviterer til en aften om lys. Det skal ikke kun handle om astronomernes lys, men også om den betydning lys har på et mere jordnært niveau. Aftenen starter med fortællinger om lys, og derefter bliver gæsterne placeret på Observatoriets bakkede område i stilhed, mens Solen går ned til en såkaldt udesidning.

”Vi kan se, når lyset forsvinder, men når vi er helt stille og giver os tiden til det, kan vi også både høre og mærke det. Udesidningen giver altid en helt særlig stemning, og både børn og voksne giver sig hen til det. Lys er helt magisk på så mange måder. Vi glemmer det bare lidt i dagligdagen, og derfor holder vi dette arrangement,” siger naturvejleder ved Observatoriet, Thomas J.J. Johansen

Lys i mørket

Senere på aftenen kan gæster se frem til at opsamle lyset fra rummet og se nærmere på aftenens stjernehimmel. Derudover skal naturen i mørket undersøges med forskellige former for lys.
Yderligere information:

Køb billetter på Observatoriets website: www.brorfelde.dk. Det koster 85kr for voksne (18 år+) og 55kr for børn (4-17år). Der sælges kolde og varme drikke og rumslik. Madpakker er velkomne.

Pressefoto: Brorfelde