Kommunalbestyrelsen har godkendt en ny styrelsesvedtægt. Den styrker klima, lokal udvikling, erhverv og turisme.
Onsdag aften godkendte Kommunalbestyrelsen en ny styrelsesvedtægt. Det er populært sagt den vedtægt, der sætter rammerne for kommunalbestyrelsens og udvalgenes arbejde og deres ansvarsområder.
Opdeling og styrkelse
Den nye styrelsesvedtægt byder på flere ændringer i forhold til tidligere. En af de mest iøjnefaldende er, at Klima og Miljøudvalgets ressortområde deles i to udvalg.
Det ene udvalg kommer til at hedde Udvalget for Klima, Miljø og Natur, og vil altså betyde en styrkelse af det klimarelaterede område. Det andet kommer til at hedde Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling, hvilket sikrer et stærkt fokus på udviklingen i lokalområderne – en opgave der tidligere har ligget i et projektudvalg.
”Vi har brug for at styrke arbejdet med klimaområdet og udviklingen i vores lokalområder de kommende år. Derfor laver vi en ny udvalgsstruktur med to udvalg på det her område. Vi skal have den lokale udvikling ind i et udvalg, hvor det er nemmere at ændre noget, og så er der simpelthen behov for at arbejde mere målrettet på klimaområdet, hvis vi skal indfri vores store ambitioner”, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.
Erhverv og Uddannelse
Fremover får erhverv og uddannelse også en tættere sammenhæng, idet der dannes et udvalg med navnet Udvalget for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv.
”Vi har med stor succes trukket uddannelser til Holbæk Kommune. Noget af det bedste, vi kan gøre for vores erhvervsliv, er at sikre den bedst mulige arbejdskraft. Det er klart, at både uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen spiller en afgørende rolle for at opfylde det mål. Nu får vi et udvalg, der samler de vigtige indsatser. Det forventer jeg mig rigtig meget af”, siger Christina Krzyrosiak Hansen.
Flyttedag for unge og turisme
Styrelsesvedtægten betyder også, at ungeområdet og turisme samles under Udvalget for Kultur og Fritid. Der er stor sammenhæng mellem tilbud til unge og kultur og fritidslivet, hvorfor den organisering giver god mening. Samtidig lægges turismen ind under Udvalget for Kultur og Fritid, hvor en stor del af de events og oplevelser, der allerede i dag tiltrækker turister, er forankret.
Regulering af vederlag til menige udvalgsmedlemmer
En del af den nye styrelsesvedtægt er også en beslutning om at benytte rammen for vederlag til Kommunalbestyrelsen. Konkret er det de menige udvalgsmedlemmers vederlag, der stiger og ikke borgmester eller udvalgsformænd. I reelle penge betyder udnyttelsen af den fulde ramme, at det enkelte medlem vil få 1200 kroner ekstra om måneden per udvalg, de sidder i.
De ekstra penge, der nu bruges på en regulering af vederlagene for de menige medlemmer, holder sig indenfor det budget, der er afsat til kommunalbestyrelsens virke. De vil derfor ikke påvirke andre områder.