Efter to års arbejde er Projektudvalget for Afbureaukratisering og Decentralisering klar med en række anbefalinger, der kommer skole- og ældreområdet til gode. Anbefalingerne er netop godkendt i Kommunalbestyrelsen, oplyser Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.
Projektudvalget for Afbureaukratisering og Decentralisering har siden 2018 arbejdet med, hvordan Holbæk Kommune kan forenkle og forbedre den måde, arbejdsopgaver på folkeskole- og ældreområdet løses på. Arbejdet er mundet ud 13 anbefalinger og to opmærksomhedspunkter, som Kommunalbestyrelsens godkendte 26. august.
– Vi er i Projektudvalget glade for, at anbefalingerne nu er godkendt. De giver større handlerum til fagpersonalet og bedre forudsætninger for at øge servicekvaliteten. Det er til gavn for borgere, virksomheder og lokalområder, fortæller Charlotte Nielsen, formand for Projektudvalget for Afbureaukratisering og Decentralisering.
Indkøb, samarbejde og en ny strategi
Indkøb, rengøring samt drift og vedligehold er omdrejningspunktet på skoleområdet. For eksempel skal beløbsgrænsen for indkøbsaftaler udmeldes, der skal være bedre introduktioner til kommunens indkøbssystem, og det skal være muligt at købe frugt og grønt lokalt. Det skal også meldes ud, at skolerne har mulighed for at have egne rengøringsassistenter, hvis de selv dækker eventuelle merudgifter, og der skal laves en ny model for måling af oplevet tilfredshed med rengøringen på skolerne.
På ældreområdet skal metoden samskabt styring anvendes. Med denne metode er både ledere og medarbejdere sammen om at finde udfordringer og løsninger på uhensigtsmæssige arbejdsgange, processer og rutiner. Derudover skal blandt andet demensstrategien implementeres, og der skal stilles krav om tilgængelighed ved nybyggerier til ældre.
Kommunalbestyrelsen har også godkendt en anbefaling, der vedrører fremtidige projektudvalg.
– Der bliver udarbejdet en strategi for, hvordan projektudvalg nedsættes. Det skal sikre, at projektudvalg får de bedste arbejdsbetingelser, og at resultaterne giver mest mulig værdi, fortæller Charlotte Nielsen, formand for Projektudvalget for Afbureaukratisering og Decentralisering.
Anbefalinger udspringer af undersøgelser
Anbefalingerne udspringer af undersøgelser af de understøttende funktioner på folkeskoleområdet samt undersøgelser af de tre kommunale plejecentre og deres samarbejdspartnere. Det har inkluderet workshops, oplæg, dialogmøder og arbejdsmøder, og blandt andet Ældrerådet, Handicaprådet og aktører fra skolerne har været med i processen.
Udvalget for Børn og Skole og Udvalget for Ældre og Sundhed godkendte i starten af juni anbefalingerne på deres områder. Med Kommunalbestyrelsens beslutning 26. august er anbefalingerne endeligt godkendt, og Holbæk Kommune går nu i gang med at omsætte anbefalingerne. Projektudvalget har også arbejdet med styrket nærledelse på dagtilbuds- og skoleområdet. Det førte til anbefalinger, som Kommunalbestyrelsen godkendte sidste sommer.
Alle anbefalinger kan findes i dagsordenen for Kommunalbestyrelsesmødet 26. august 2020 og 19. juni 2019 på https://holbaek.dk/politik/kommunalbestyrelsen/.