Hvis cyklen, symaskinen eller grammofonen er gået i udu, er der hjælp at hente i den nye reparationscafé på Tølløse Genbrugsplads.

Når noget går i stykker, ryger det ofte ud, og nyt kommer ind. Men det ville være mere bæredygtigt for både planet og pengepung, hvis vi var bedre til at reparere.
På Tølløse Genbrugsplads vil der fra mandag den 4. november 2024 kl. 14.30 – 16.30 være en månedlig reparationscafé, hvor den punkterede cykel eller defekte symaskine kan få en chance mere. Fors lægger lokaler til på genbrugspladsen, mens Repair Café Tølløse, som hører under den nationale non-profit forening Repair Café Danmark, står for at afholde arrangementerne.

”Vi arbejder målrettet med affaldsforebyggelse i Fors, så da Repair Café efterlyste lokaler i området, var det helt oplagt for os at springe til. Vi vil rigtig gerne være med til at sætte fokus på, hvordan man kan give tingene længere liv med fx reparation eller upcycling. Så er der en chance for, at de defekte ting kommer med folk hjem igen frem for at ende deres dage her på genbrugspladsen,” siger Annette Vangslev chef hos Fors.

Foreningen Repair Café Danmark støtter lokale arrangementer i hele landet, hvor frivillige ildsjæle mødes og tilbyder lokale borgere hjælp med at reparere genstande, der ellers ville blive kasseret.

Hvor og hvornår?

Mandag den 4. november 2024 kl. 14.30-16.30

Genbrugspladsen Tølløse
Digemosevej 3
4340 Tølløse

Få repareret defekte sager til Repair Café Tølløse Fors – pressefoto