Holbæk Kommune styrker indsatsen for borgere i psykisk krise med åbningen af en vejledningstelefon alle dage kl. 16-23.
Fra den 1. august kan borgere i Holbæk Kommune få adgang til en ny psykiatrisk vejledningstelefon. Tilbuddet er målrettet personer, der har behov for støtte og rådgivning efter udskrivning fra behandlingspsykiatrien. Telefonen er bemandet af erfarne medarbejdere fra kommunens Tidlige og Forebyggende indsatser i socialpsykiatrien og er åben hver dag kl. 16-23.
”Formålet med vejledningstelefonen er at tilbyde hurtig, kvalificeret støtte, så personer med psykiske lidelser oplever større tryghed og kontinuitet efter udskrivning. Det er forventningen, at indsatsen derfor også kan forebygge genindlæggelser,” fortæller Jakob Villadsen, formand for Socialudvalget i Holbæk Kommune.
Styrket samarbejde med behandlingspsykiatrien
Holbæk Kommune vil samtidig styrke samarbejdet med regionens psykiatriske tilbud, så fx akutmodtagelser og distriktspsykiatri kender og henviser til telefonen. Derudover vil alle henvendelser blive anonymt registreret for at kunne evaluere indsatsen.
”Vi ved, at overgangen fra behandlingspsykiatri til hverdagen kan være sårbar for mange borgere. Med denne telefonlinje vil vi sikre, at hjælpen er tættere på og nemmere at få. Det handler om at give støtte i rette tid og på en måde, der virker for borgerne,” pointerer Jakob Villadsen.
Den psykiatriske vejledningstelefon er en del af et landsdækkende løft af socialpsykiatrien og finansieres med et statsligt tilskud på 572.449 kr. fra Social- og Boligstyrelsen. Holbæk er en af de 20 kommuner, der har fået del i midlerne på baggrund af antallet af borgere med psykiske lidelser.
Løbende vurdering af behovet
Initiativet løber foreløbigt frem til den 31. december 2025, men vil blive fulgt tæt med henblik på mulig videreførelse. Holbæk Kommune forventer, at vejledningstelefonen bliver et vigtigt supplement til de eksisterende tilbud.
