Elever og medarbejdere på Musikskolen Holbæk får ny leder den 1. november, hvor Christian Frank tiltræder.
Christian Frank er 45 år og kommer fra en stilling som souschef i Roskilde Kulturskole, hvor han har været ansat siden 2013. Christian har en uddannelses baggrund som guitarist og rytmisk musikpædagog fra Det Jyske Musikkonservatorium.
Siden afslutningen af sin uddannelse har Christian bl.a. arbejdet som koncertarrangør i Øksnehallen i en periode og efterfølgende som koordinator i Artlab (Dansk Musikerforbunds kursuscenter). Sideløbende har han undervist både i Danmark og i udlandet, spillet en række koncerter og indspillet flere CDér. Desuden har han en diplomuddannelse i ledelse.
Kultur- og fritidschef Brian Ahlquist glæder sig til samarbejdet og udtaler:
“Jeg var rigtig glad for at kunne konstatere, at ansættelsesudvalget hele vejen rundt var enige om at pege på Christian Frank. Tilsammen har vi god fornemmelse i forhold til Christians faglighed – dels i forhold til de musiske kvalifikationer men også i forhold til generelle ledelseskvalifikationer. Christian fremstår tillidsfuld og visionær på samme tid, og dermed står musikskolen med ham i spidsen godt rustet til de kommende års udfordringer”.
På samme måde ser Christian Frank frem til at tiltræde som ny leder af Musikskolen Holbæk og udtaler:
“Efter i mange år at have beskæftiget mig med musikbranchen både indenfor administration, som udøvende musiker, som musiklærer og senest som souschef i Roskilde Kulturskole, virker det som et helt naturligt skridt at skulle starte som leder af Musikskolen Holbæk. ”
Endvidere udtaler Christian Frank: “Jeg glæder mig først og fremmest meget til at møde de ansatte på Musikskolen og i øvrigt blive en del af kulturlivet i Holbæk Kommune. Derudover ser jeg frem til at stå i spidsen for den rivende udvikling, der i øjeblikket foregår på området, bl.a. i forbindelse med folkeskolereformen.”
Stillingen som leder af Musikskolen Holbæk er blevet ledig fordi, at Tom Greenfort efter 41 år på musikskolen – herunder 25 år som leder – har valg at nedtrappe. Fremover skal Tom fortsat varetage den daglige drift af Musikhus Elværket og medvirke ved planlægning af events i kommunen.