Som noget helt nyt kan alle indbygge i Holbæk og omegn nu låne en trailer gratis. Trailerne står placeret ved det lokale Skousen-varehus, og de kan anvendes kvit og frit, også selvom man ikke handler i butikken.

Har man købt en ny opvaskemaskine til bryggerset eller et nyt køleskab til sommerhuset, kan det være særdeles besværligt at få fragtet købet hjem. Derfor har Skousen i Holbæk indgået et nyt partnerskab med Freetrailer. Aftalen betyder, at kunderne nu frit kan låne en trailer. Samtidig kan trailer-hungrende holbækkere, som ikke handler i butikken, også svinge forbi og låne en trailer.

Skousen i Holbæk stiller sammen med Freetrailer to nye trailere til rådighed til alle.

– Vi arbejder løbende på at højne serviceniveauet for vores kunder, og når man handler i vores butik, skal det være så nemt og bekvemmeligt som muligt. Med den selvbetjente trailertjeneste gør vi det nemmere for kunderne at transportere deres varer hjem på en praktisk og økonomisk måde. Som et ekstra plus tilbyder vi samtidig en service til alle byens borgere, som kan komme dem til gavn, hvis de eksempelvis skal køre forskellige ting på genbrugspladsen, siger Peter Jacobsen, der er indehaver af Skousen i Holbæk.

Tilfredshed hos udbyderen
Det nye samarbejde skaber ligeledes glæde hos udbyderen af løsningen. Det fortæller administrerende direktør for Freetrailer, Nicolai Frisch Erichsen.

– Vi vil gerne takke Skousen for deres samarbejde og den tillid, de viser til vores koncept. Som virksomhed arbejder vi løbende på at udvide og udvikle vores sortiment, så vi kan nå danskerne bedst muligt, hvor de er i deres liv. Så vi er glade for at kunne øge vores rækkevidde og fortsætte med at tilbyde fleksible og pålidelige transportløsninger, siger Nicolai Frisch Erichsen og uddyber:

– I aftalen ligger der også et deleøkonomisk aspekt. De fleste danskere bruger kun en trailer fra tid til anden, og det er hverken godt for miljøet eller for pengepungen at købe en selv, hvis den kun bliver brugt tre til fire gange om året og ellers bare står og tager plads i indkørslen.

Sådan gør du
Trailerne reserveres nemt online på Freetrailers hjemmeside eller gennem appen:

• Klik på ‘Reserver Freetrailer’
• Vælg afhentningssted
• Vælg afhentningstid og afleveringstidspunkt
• Indtast dine personlige oplysninger
• Bekræft
• Gennemfør din reservation

Når reservationen er gennemført, vil man modtage en bekræftelse på sms og mail.

Pressefoto