KU skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om nålefri vaccination:

Vaccine som dråber eller pulver kan forhindre millioner af mennesker i at få hepatitis B. Vaccination uden nåle er nemlig både sikrere og billigere end indsprøjtninger. Man er dog stadig ikke i mål med at fremstille en oral vaccine, som er effektiv nok. Men nu har fysikere fra Københavns Universitet skaffet mikrobiologer en “opskrift” på, hvordan man forbedrer den orale vaccine via en metode fra nanofysikkens verden.

Hvert år bliver millioner smittet med hepatitis B, og hundredtusinder dør. Særligt små børn er i risikogruppen. I fattige lande bliver mange ikke vaccineret mod den farlige virus, fordi vaccinen er dyr og skal opbevares under særlige forhold. Derfor arbejder forskere på at fremstille en oral vaccine i dråbe- eller pulverform. Vaccination, der gives gennem munden, er nemlig billigere og nemmere at håndtere end indsprøjtninger. Men det har indtil videre voldt forskerne besvær at udvikle en oral vaccine mod Hepatitis B, som er effektiv nok.

Et forskerhold anført af fysikere ved Niels Bohr Instituttet og Universidade de São Paulo har nu introduceret en teknik til lægemiddel-verdenen, som netop kan udmunde i en optimal hepatitis B-vaccine i dråbeform.

“Vi har brugt en teknologi, som normalt bruges i faststoffysikken, til at undersøge hvordan vaccinen opfører sig inde i en bestemt type indkapsling. Og det har givet afgørende information, som man ikke har kunnet få på andre måder. Når vi forskere kommer ud af vores komfortzoner og bruger hinandens viden på tværs af fagligheder, kan der opstå helt nye muligheder,” siger Heloisa Bordallo, lektor ved Niels Bohr Institutet og en af de to hovedforfattere til forskningsartiklen, der netop er publiceret i Scientific Reports.