Movia ønsker at give flest mulige af sine kunder den præcise, digitale information ved stoppestedet. Derfor vil de gennem de kommende 6-12 måneder teste prototype af digitale informationstavler på 12 stoppesteder i kommunen.

De klassiske køreplaner, som vi er vant til at se hænge ved busstoppestedet, kan være svære at aflæse og vurdere præcist, hvor lang tid der er til, at næste bus afgår. I de større byer på Sjælland kan borgerne derfor tjekke afgangstider på digitale afgangstavler, hvor det er nemt og hurtigt at se næste afgang.

Der testes løbende nye løsninger som supplement til de moduler med nedtælling til næste afgang, som der findes i dag. Der er i alt 14.000 stoppesteder, og der er naturligvis ikke en enkelt løsning, der passer til det hele. Derfor tester Movia nu en ny prototype i Holbæk Kommune.

I Holbæk Kommune er der buslinjer med relativ lav busdrift, hvorfor Movia anser kommunen for en ideel kommune for deres nye initiativ. Forsøgsmodulerne er tiltænkt til at fungere optimalt på stop, hvor færre buslinjer og afgange per time kører, idet desto flere afgange og linjer betyder et højere strømforbrug, hvilket helst søges undgået, eftersom forsøgsmodulerne er batteridrevne.

Der bliver testet en prototype på den digitale afgangstavle. Formålet med prototypen er at demonstrere og teste idéen/konceptet om funktion og design af løsningen, inden Movia eventuelt fortsætter udviklingen frem mod en egentlig produktion af enheden.

Movia understreger yderligere, at der er tale om en prototype, hvor fokus er på at teste teknikken i de batteridrevne afgangsskærme, hvorfor enhederne ikke er 100% fejlfri. Oplever man derfor fejl, vil de gerne høre om det.

I testperioden, som Movia forventer løber året ud, er der tale om i alt 12 stoppesteder i Holbæk Kommune, som vil blive udstyret med de digitale afgangstavler. Movia pointerer ligeledes, at det ikke nødvendigvis er i begge retninger, der vil sidde et prototypemodul ved samme stop.

Holbæk Kommune er den eneste forsøgskommune i projektet.

Movia opfordrer til, hvis der er borgere, der sidder inde med nogle spørgsmål, at kontakte Movia. 

Kilde

Foto: ABW