En potentiel ny jordlignende planet, som i øjeblikket vækker stor international medieinteresse, er blevet identificeret med væsentlige bidrag fra et dansk formidlings- og observationsmiljø. Det særlige ved opdagelsen er, at der er tale om den første planetkandidat, som både har omtrent samme størrelse og omløbstid som Jorden – og som samtidig kredser om en sollignende stjerne, hvor der er gode muligheder for opfølgende observationer.
Planeten befinder sig cirka 146 lysår fra Jorden og vurderes at være en klippeplanet, kun en smule større end vores egen. Den kredser om en sol-lignende stjerne og kan befinde sig i den yderste del af den såkaldte beboelige zone, dog med en estimeret gennemsnitstemperatur på omkring –70 grader Celsius.
Citizen science-projekter skaber nye muligheder for videnskaben
Opdagelsen bygger på en grundig analyse af arkivdata fra NASA’s Kepler-rumteleskop og er gennemført som led i et internationalt citizen science-projekt. Her arbejder erfarne frivillige systematisk med professionelle forskningsdata i tæt samarbejde med astronomer.
En af de centrale bidragydere til opdagelsen er Martti Holst Kristiansen, astronomisk naturvejleder ved Observatoriet, som har været med til både at identificere og validere planetkandidaten.
Alle kan være forskere
“Jeg synes, citizen science er superfedt, fordi det gør det muligt at gennemgå de enorme datamængder endnu mere grundigt. Samarbejdet mellem borgerforskere og professionelle astronomer er en perfekt synergi, og på Observatoriet i Brorfelde er vi netop ved at lægge sidste hånd på en fondsansøgning, hvor den næste planetopdagelse lige så vel kan gøres af Amalie fra 7.B på Bjergmarkskolen,” siger Martti Holst Kristiansen.
International opmærksomhed
I disse dage bliver Martti Holst Kristiansen kontaktet af medier fra hele verden for at fortælle om opdagelsen, analysearbejdet og den rolle, citizen science spiller i moderne astronomi. Observatoriet arbejder aktivt med astronomiformidling og borgerinddragelse og ser opdagelsen som et tydeligt eksempel på, hvordan lokal ekspertise kan bidrage direkte til international rumforskning.
På Observatoriet er vi ellevilde
“På Observatoriet er vi meget stolte på Marttis vegne over hans væsentlige bidrag til en opdagelse af denne kaliber. Det er samtidig et stærkt vidensbyrd på den faglighed, vi rummer: den ene dag bidrag til international rumforskning, den næste formidling af astronomi og naturvidenskab til vores gæster her i Brorfelde,” siger leder af Observatoriet, Bjarke Dalby Svendsen.

























