I Kulturbiografen vises onsdag den 11. august kl. 18.30 den specielle film Maries historie, på engelsk “Marie’s story”.

Denne film er bygget over en autentisk beretning om Marie Heurtin, som levede i det 1800-tallets  Frankrig. Hun var født blind og døv, og på grund af det udbredte menneskesyn blev hun betragtet som mindre begavet eller direkte dum.

På trods af, at Maries far, som er en almindelig håndværker, får det råd af familiens læge at sende Marie på en institution, kan han ikke få sig til det.

I stedet afleverer faren sin datter i et kloster – Larnay Institute nær Poitiers – hvor nonnerne tager sig af Marie, og sammen kæmper de for at få Marie ud af sin skal og ud til omverdenen. Hovedrollen som Marie spilles af en debutant, Ariana Rivoire (der selv er døv, men ikke blind), og som er helt fantastisk i rollen som den døve og blinde Marie.

Filmen er fra 2014 og instrueret af Jean-Pierre Améris og baseret på manuskript af Améris og Philippe Blasband. Filmen vandt ‘The Variety Piazza Grande Award’ved den syv og tresindstyvende Locarno International Film Festival. Denne filmfestival bliver afholdt i Schweiz hvert år i august måned.

Filmen kan som nævnt ses i Kulturbiografen Frysehuset på Parallelvej 35 i Holbæk.