Hør om Læger uden Grænsers arbejde i Danmark og internationalt ved leder af frivilliggruppen i Holbæk Kirsten Engel og den tidl. udsendte læge Marieke Leemreize. Det sker d. 26. januar 2023.

“Vi byder velkommen til en eftermiddag med foredrag om Læger uden Grænsers humanitære arbejde med vidnesbyrd fra Sydsudan og beretninger om klimaets påvirkning på den globale sundhed.

Læger uden Grænser er en privat, international, humanitær organisation, der yder akut medicinsk nødhjælp til ofre for konflikter og katastrofer i hele verden og behandler op mod 10 millioner patienter hvert år i mere end 70 lande.

Foredraget finder sted i anledningen af en udstilling om Læger uden Grænsers arbejde, som vises i den store sal på Holbæk Bibliotek hele januar 2023. Udstillingen og foredraget er organiseret af Holbæk Bibliotek sammen med Læger uden Grænser frivilliggruppe i Holbæk.

Eftermiddagens program:

Kirsten Engel, journalist og leder af Læger uden Grænsers frivilliggruppe i Holbæk beretter kort om at være frivillig i Holbæks frivilliggruppe, som er én af Læger uden Grænsers fem frivilliggrupper i Danmark.

Marieke Leemreize, praktiserende læge i hhv. en indvandrermedicinsk klinik og i praksis i Ringsted fortæller om sin tid som udsendt for Læger uden Grænser, sidst i Pibor i Sydsudan. Her var hun ansvarlig læge på to sundhedsklinikker, hvor man ydede basal sundhedshjælp til den lokale befolkning.

Med udgangspunkt i de patienter, hun mødte, beretter hun om sit ophold og forholdene, som stadig i dag er præget af ekstremt klima og borgerkrig.

På mødet vil der også blive vist aktuelle billeder og film om den globale klimakrise, som i følge Verdenssundhedsorganisationen WHO er den største sundhedsmæssige trussel mod menneskeheden. Læger uden Grænsers patienter er blandt de mest sårbare, som desvære også står for skud over for klimaforandringer og humanitære kriser, og som der skal tages hånd om nu.

Der vil også blive fortalt om andre humanitære situationer, så som krigen i Ukraine og den nødhjælp som ydes her.”

Læs mere her

Foto: ABW