Er du nysgerrig på, hvordan det er at gå til skydning? Er du overbevist om, at du sagtens kan ramme plet? Og kunne du godt tænke dig at prøve at skyde? Så kig forbi og afprøv dine evner som skytte, når en stribevis af skytteforeninger over hele landet, slår dørene op til Skydesportens Dag lørdag den 14. oktober 2023.
Skydesportens Dag er et gratis event i forbindelse med Danmarks Motionsuge, hvor hele familien kan være med og få en spændende oplevelse på skydebanen. Foreningerne holder åbent hus fra kl. 10-15, hvor alle er velkomne til at kigge forbi og prøve at skyde med både riffel, pistol, softgun og bue. Foreningens dygtige trænere står klar til at tage imod gæsterne og introducere dem til skydesport, lære dem om grundlæggende skydeteknikker og sikkerhed på skydebanen og selvfølgelig om, hvordan du håndterer og affyrer et våben.
Skydning er for hele familien
Skydesportens Dag er et landsdækkende event, som bliver afholdt i et tæt samarbejde mellem DGI Skydning og lokale skytteforeninger.
”Med Skydesportens Dag vil vi rigtig gerne vise, at skydning er en anderledes og udfordrende idræt, hvor hele familien kan være med og få nogle super oplevelser sammen”, siger Flemming Nielsen, som er bestyrelsesmedlem i DGI Midt- og Vestsjælland og formand for skydeudvalget. Han fortsætter:
”Vi vil også gerne vise, at skydning er meget andet og mere, end det man ser i actionfilm og skydespil. Tværtimod er det en seriøs idræt, der kræver koncentration, træning og mentalt nærvær, når du skal lave det perfekte skud. Det at stå på skydebanen skaber ro og fokus og kræver ikke mindst, at man kan lægge telefon og iPad væk og skrue ned for tempoet”.
Husk id – for sikkerhedens skyld
Sikkerhed har første prioritet til Skydesportens Dag, og loven kræver, at man skal vise gyldigt id, hvis man vil prøve at skyde med riffel og pistol. Derfor skal alle deltagere huske at medbringe billed-id eller sygesikringsbevis i kombination med et andet id-kort. Skydning med softgun og bue kræver dog ikke id.
Find en skytteforening nær dig
Fra DGI Midt- og Vestsjælland deltager: Korsør Skytteforening, Sorø Skytteforening, Ringsted Skytteforening, Mullerup Skytteforening, Osted/Lejre Skytteforening, Tuse Skytteforening, Højby Skytteforening, Fløng-Hedehusene Skytteforening, VSG&I Skydeafdeling i Vemmelev og Eggeslevmagle SG&IF i Skælskør.
Læs mere og se alle deltagende foreninger på et kort her: www.dgi.dk/skydesportensdag