Fraser som ”sygeplejerskerne strejker”, ”overenskomst”, ”løn” og ”forhandlinger” har fyldt meget i debatten i lang tid. Men hvad betyder det egentlig at have en overenskomst? Hvad er dine rettigheder, når du er eller ikke er på overenskomst? Og hvem bestemmer egentlig, hvor meget du skal have i løn?
Hvad er en overenskomst?
En overenskomst er en aftale, der regulerer ansættelsesforholdet og gælder ved siden af lovgivningen og ansættelseskontrakten.
En overenskomst er således en aftale, som fastsætter de nærmere vilkår i ansættelsesforholdet, herunder løn, arbejdstid, overarbejdstillæg og mange andre arbejdsforhold.
På denne måde sikrer overenskomsten, at alle medarbejdere samt arbejdsgivere har samme opfattelse af, hvad der er ret og pligt på arbejdspladsen.
Hvem forhandler overenskomst?
En overenskomst er, som beskrevet, en aftale mellem arbejdsgiver og lønmodtagere. Derfor bliver overenskomster også forhandlet og indgået mellem arbejdsgiverorganisationer og lønmodtagernes faglige organisationer, så både arbejdsgivers og medarbejdernes synspunkter er repræsenteret.
Disse forhandlinger sikrer således en afbalanceret aftale, hvor kontraktforholdet reguleres af en kollektiv aftale i stedet for lovgivning. Det medfører, at lovgivningen fastsætter nogle minimumsrettigheder for dig, som medarbejder, der suppleres af en overenskomst, der som oftest sikrer dig mere gunstige rettigheder.
Der er mange ting at tage hensyn til, når der skal forhandles overenskomst. Dertil er det forskelligt fra erhverv til erhverv, hvad der er vigtigt for medarbejderne. Der findes derfor flere typer af overenskomster. Den mest almindelige overenskomst er brancheoverenskomsten. Herved forstås en aftale, som er indgået mellem en gruppe af medarbejdere, som typisk er repræsenteret af deres fagforening, og en arbejdsgiverorganisation.
Hvorfor er det vigtigt at være på overenskomst?
Som nævnt supplerer overenskomster lovgivningen. Dvs. at en overenskomst sikrer dig flere og bedre rettigheder en dem, der fremgår af lovgivningen. De lovregulerede regler findes i funktionærloven, ferieloven samt arbejdsmiljøloven. Disse lovgivninger giver dig således nogle minimumsrettigheder.
En overenskomst fastsætter f.eks. din ret til lønstigning, løn under barsel, sygdom og ferie. Dertil kan nævnes, at du efter ferieloven har krav på fem ugers ferie om året. Efter ferieaftalen, der gælder for offentligt ansatte, har medarbejderne ret til 6 ugers ferie om året.
Da vi i Danmark ikke har en lovbestemt minimumsløn, sikrer en overenskomst dig en ordentlig løn og arbejdstider. Det er således din overenskomst, der fastsætter, hvad du er berettiget til at få i løn.
En overenskomst er frivillig
En arbejdsgiver har ikke pligt til at være omfattet af en overenskomst, medmindre det følger af pågældendes medlemskab af sin arbejdsgiverorganisation. Er din arbejdsgiver ikke omfattet af en overenskomst, har du kun krav på de lovbestemte minimumsrettigheder. Disse minimumsrettigheder fremgår af funktionærloven, ferieloven og arbejdsmiljøloven.
Få hjælp fra en advokat
De arbejdsretlige regler kan nemt virke uoverskuelige, og det kan være svært at gennemskue sine rettigheder. Uanset om du er på overenskomst eller ej, så har du nogle minimumsrettigheder, som din arbejdsgiver skal overholde. Ved en tvist af ansættelsesretlig karakter kan det derfor være en god idé at få hjælp fra en erfaren arbejdsretsadvokat, som kan holde overblikket og hjælpe dig med en konfliktløsning.