Kansas City Stompers er en af de længstlevende underholdningsmaskiner i Danmark. Med mere end 60 år i det danske jazzliv og mere end 40 lp/cd-indspilninger bag sig. Fredag den 2. februar kl. 19.30 gæster orkesteret Kulturhuset No1 i Tølløse for anden gang. Dørene åbner kl. 18.30.
Billetter kan købes på Billetto for 160 kroner + gebyr
Tidligere har Kansas City Stompers været arbejdsplads for kunstnere som Sanne Salomonsen, Otto Brandenburg og Lill Babs.
Nu hedder sangerinden Lynette Koyana. Hun er født i Sydafrika, men bor i dag i Sverige. Undervejs har
hun arbejdet som baggrundssanger med Tom Jones og optrådt med den tidligere Count Basietrommeslager Butch Miles.
Som sine forgængere boltrer hun sig ubesværet i mange stilarter som bl.a. pop og soul. Bag hende står en stjernebesætning af topprofessionelle jazzmusikere:
-Jesper Thilo på saxofon, måske Danmarks mest berømte jazzmusiker.
-Lasse Lundstrøm på bas, det svenske svar på Hugo Rasmussen.
-Svenske Roger Berg på trommer, tidligere kåret som Europas dygtigste big-band trommeslager.
-Og Sven Bjerstedt på piano.
-Kapelmester er som altid klarinetejer Niels Abild – der dannede orkesteret helt tilbage i 1951.