Husker du ikke at bevæge kroppen i de næste to uger, hvor Danmark fortsat er lukket helt ned grundet COVID-19, har det sundhedsmæssige konsekvenser både for dig og hele samfundet. Derfor inviterer  og TrygFondens Center for Aktiv Sundhed (CFAS) på Rigshospitalet til fælles og folkelig fyraftenstræning. Det er også muligt at få inspiration til hverdagsmotion og modtage gode råd om sundhed fra blandt andre professor og sundhedsforsker Bente Klarlund.

Selvom Danmark er på COVID19-vågeblus, så er det vigtigt, at vi alle husker bevægelsen. Blot 14 dage med inaktivitet kan have utilsigtede sundhedskonsekvenser for den enkelte og hele samfundet.

Derfor inviterer Dansk Firmaidrætsforbund og TrygFondens Center for Aktiv Sundhed (CFAS) på Rigshospitalet til fælles og folkelig fyraftenstræning. Efter en succesrig og ‘velbesøgt’ online premieresession i går – se her – er det i morgen Michelle Kristensen fra MK Universet, der står for instruktionen (16.00-16.30). Tidligere professionel tennisspiller Kenneth Carlsen har ‘vagten’ på mandag, ligesom skønhedsekspert Ole Henriksen, fitnessguru Chris MacDonald, Thomas Østergaard fra Rigtige Mænd og Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen aka sangeren MØ bakker op om tiltaget med indslag på egne sociale medier.

“Som landsdækkende idrætsorganisation er vi mestre i at skabe bevægelse og samvær. Vi og vores foreninger er fysiske samlingspunkter for mange danskere, og vi længes efter en normaltilstand, så vi sammen kan dyrke glæden ved motion. I den situation, Danmark p.t. er i, påtager vi os naturligvis også et ansvar. Og vi rykkede hurtigt allerede i epidemiens første uge med gode råd og fifs til online motion på hjemmekontorerne. Nu bygger vi ovenpå, og vi inviterer til fyraftenstræning. Mit budskab er klart: Husk stadig at få sved på panden og smil på læben i denne særlige periode – så står vi stærkere sammen på den anden side af COVID-19,” siger formand i Dansk Firmaidrætsforbund, Peder Bisgaard.

Nye vaner i den nye virkelighed er afgørende
Faktum er, at hundredtusindvis af os har fået vendt arbejdsdagen 180 grader rundt. Møder foregår virtuelt, vi tæller ikke skridt ned til bageren, vi henter ikke ungerne i børnehave, og vi cykler ikke til og fra jobbet. Og der kan ej heller rases af efter arbejdstid, da svømmehaller og sportsklubber er lukket.

Professor, sundhedsforsker og leder af CFAS, Bente Klarlund, opfordrer på det kraftigste til at inkorporere nye motionsvaner i den nye virkelighed.

“Vores tilbud og fælleskampagne er et tiltag for at modvirke de sundhedsmæssige konsekvenser, der opstår ved pludselig fysisk inaktivitet. Det kan tage flere måneder at rette op på disse fysiologiske konsekvenser, og det skal vi forhindre. Har du ikke tid til motion nu, skal du afsætte tid til sygdom senere,” siger Bente Klarlund og understreger – med reference til et klassisk citat fra Chris MacDonald:

“Det er ikke ekstremt at være aktiv en halv til halvanden time om dagen. Det er ekstremt at være inaktiv 22,5 time om dagen.”

Foruden den planlagte fyraftenstræning står Bente Klarlund, øvrige eksperter fra CFAS og konsulenter i Dansk Firmaidrætsforbund til rådighed for sundhedsråd og personlig vejledning ift. hverdagsmotion.

5 hårdtslående punchlines: 14 dage uden aktivitet og bevægelse

– Du kan tabe 1,2 kg i ren muskelmasse.
– Du får mere af det farlige fedt omkring de indre organer, og du bliver tyndfed.
– Du får sværere ved at fjerne fedt og sukker fra blodbanen, hvilket kan skade dine blodkar.
– Din kognitive funktion nedsættes, og du får flere udfordringer med at koncentrere dig.
– Du kan på blot 14 dage rykke tættere på en sygdomstilstand som f.eks. type 2-diabetes og hjertekar-problematikker.

5 gode råd i denne Corona-periode

– Reducer den tid, du sidder ned til et minimum (gerne under otte timer dagligt).
– Hvis du sidder meget stille, så rejs dig op og gå lidt rundt eller lav nogle øvelser (gerne tre gange i timen).
– Tag ‘exercise snacks’. Blot 60 trappetrin opad – tre gange om dagen – vil forbedre din kondition.
– Surf ind på www.firmaidraet.dk og www.aktivsundhed.dk. Tjek vores træningsskabe med inspiration til kollegamotion på bl.a. hjemmekontorerne. Og husk det aktive online-frikvarter på firmaidrættens Facebook (@firmaidraet). Alle hverdage kl. 12.20.12.30.
– Mandag, onsdag og torsdag i uge 14 og 15 inviterer vi til fyraftenstræning kl. 16.00-16.30. Så er du sikret din daglige dosis med god intensitet og fornuftig puls. Via Facebook Live (@firmaidraet).

Fyraftenstræning, foto: DFI