Holbæk Kommune sætter igen demens på dagsordenen og afvikler for anden gang en Huskeuge i uge 38. Huskeugen skal sætte fokus på og skabe mere viden om demens.
I Holbæk Kommune er der ca. 1.000 borgere, der har en demenssygdom, og sygdommen påvirker yderligere de ca. 4.000 borgere, der er pårørende. Antallet af borgere med demens forventes mod 2040 at stige til det dobbelte.
Demens kommer altså til at berøre mange flere mennesker i fremtiden. Huskeugen byder derfor på inspirerende events med fri entré, og som skal gøre os klogere på sygdommen.
”Ingen skal stå alene med en demenssygdom. Huskeugen i uge 38 husker os derfor på, at der er hjælp og støtte at finde. Formålet med ugen er dermed at skabe åbenhed og opmærksomhed på demensramte og deres familiers liv med demens. Vi håber selvfølgelig, at rigtig mange har lyst til at bakke op om arrangementerne i løbet af ugen, med de forholdsregler, som coronaen sætter. Vi ønsker at øge opmærksomheden om sygdommen, og det arbejder, som der foregår i Holbæk Kommune med at skabe det demensvenlige samfund. Demens er en udfordring, vi skal tackle sammen, alle sammen. Det må man aldrig stå alene med,” fortæller Steen Klink, der er formand for Udvalget for Ældre og Sundhed.
Kom og bliv klogere på demens i uge 38 (14. – 18. september 2020)
• Oplev spændende foredrag om den nyeste viden inden for demensforskning
• Få mere viden om jura i relation til demens
• Deltag i motionseventet ”Gå for at huske”
• Hør hvordan det opleves, når en ægtefælle får demens
• Vær en del af et fællesskab sammen med andre borgere med demens og deres pårørende
Og meget, meget mere.
Hele programmet for Huskeugen kan ses på www.holbaek.dk/huskeugen, og du kan følge ugen på Facebook www.facebook.com/huskeuge.
Huskeugen er for alle, der gerne vil blive klogere på demens eller vil være en del af et fællesskab.
Udover alle Huskeugens offentlige aktiviteter er Holbæk Kommunes plejecentre, Toppen – netværkshus for yngre borgere med demens, Sundhedscentret mv. også en del af Huskeugen med en lang række arrangementer for deres brugere/beboere.