​Klinisk Mikrobiologisk Afdeling analyserer hvert år omkring 15.000 afføringsprøver fra regionens hospitaler.

Et hurtigt svar er afgørende for udredning og behandling, og det er nu blevet nemmere med et avanceret PCR-analyseapparat.

– Vi kan give et hurtigere og mere nøjagtigt svar. I virkeligheden har vi erstattet mange forskellige analysemetoder med én. Og fordi det er en PCR-metode, der analyserer prøvens DNA, er analysen mere sensitiv. Det betyder, at vi i dag også finder flere positive prøver, forklarer chefbioanalytiker Pia Krohn fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling i Slagelse.

Fra mange til én analyse

Analysens formål er at finde ud af, om det er en bakterie, virus eller parasit, der giver anledning til diarré.

Det krævede tidligere mange forskellige og tidskrævende analyser, og rekvirenten skulle bestille en prøve på præcis den bakterie, virus eller parasitter, de ønskede analyseret for.

Det var fx nødvendigt at dyrke prøven i laboratoriet for at udelukke, at patienten havde E.coli, salmonella eller en helt tredje bakterie i tarmen.

I dag kan den nye metode med én prøve påvise 23 forskellige diarréfremkaldende bakterier, virus og parasitter på mindre end to timer.

– Det betyder også, at vores mikrobiologier, der rådgiver om den enkelte patient, kan give en mere målrettet rådgivning, siger Pia Krohn.

Gode erfaringer

Apparatet har analyseret prøver fra patienter siden oktober sidste år.

Og de første tilbagemeldinger fra afdelingerne tyder på, at de nye, hurtigere og mere præcise svar blandt andet sparer på medarbejdernes tid og giver kortere indlæggelser.

Børne- og Ungeafdelingen på Slagelse Sygehus er en af de afdelinger, der sender prøver fra patienter til analyse.

– Vi får i dag et hurtigt og bedre svar, fortæller afdelingslæge Maren Rytter.

– Tidligere risikerede vi at skulle sende flere prøver afsted – én, der blev testet for bakterier, én for virus og en tredje for parasitter. I dag sender vi bare én prøve, og svaret kommer lynhurtigt. Vi får på den måde hurtigere udelukket behandlingskrævende sygdomme – fx shigella – og sygdomme, der kræver anmeldelse og smitteopsporing – fx salmonella. I andre tilfælde finder vi en god forklaring på barnets symptomer, så vi kan stoppe udredningsforløbet. Det gør en stor forskel for forældrene, at de hurtigt får at vide, hvad præcis deres barn fejler, og i mange tilfælde kan vi udskrive barnet langt tidligere.

Fordi svaret på prøven kommer så hurtigt, kan nogle patienter tilmed også undgå at blive isoleret unødigt i flere døgn på mistanke om fx en særligt smitsom bakterie eller virus.

Dyrere analysemetode

Eneste ulempe er, at analysen er dyrere, men den øgede udgift opvejes af hurtigere svar og tilgodeser patientbehandlingen, understreger chefbioanalytiker Pia Krohn:

– Med de mange unødige udredningsundersøgelser og sengedage, der bliver sparet, på grund af de hurtigere svar, er jeg sikker på, at det betaler sig i det lange løb.

Klinisk Mikrobiologisk Afdeling er fordelt på 2 afdelinger i Region Sjælland. Hovedafdelingen i Slagelse og en mindre på Nykøbing Falster Sygehus.

Afdelingen er organiseret under sygehusledelsen på Sjællands Universitetshospital.

Kilde

Foto: JDL