Holbæk Museum inviterer på spøgelsesbyvandring i skumringen og guidet tur om de mørke år under besættelsen.

Historier i byen

Spøger det i Holbæk? Måske er det slet ikke godt at vide.

For dem, der tør, er der tur i skumringen til steder i byen, hvor uhyggen lurer. Hør om skeletter under brostenene og få historier om, hvad der gemmer sig på misæderkirkegårde. Tag en levende i hånden og få en særlig oplevelse på denne stemningsfulde tur. Måske er der også en chance for endelig at få vished om, det virkelig spørger på Holbæk Museum. 

Spøgelsesturen starter ved Holbæk Museum den 10. november kl. 17.00 og varer til ca. 18.30. Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via vestmuseum.billetexpressen.dk.

Spøgelsesbyvandring i mørke i Holbæk. Foto: Museum Vestsjælland

I krigens fodspor

Guided tur med historiske hot spot fra Holbæk under besættelsen.

Danmark var besat af Tyskland 1940-45 og de fem år blev en mørk periode i Holbæks og Danmarks historie. I Holbæk bekæmpede mange borgere de tyske besættere med livet som indsats og samtidig bekæmpede borgere hinanden fra hver side af det nationale og politiske tilhørsforhold.

De fleste passede dog sig selv og fik en hverdag til at gå trods besættelsen.

Byvandringen gør stop ved nogle af de steder, hvor skelsættende begivenheder fandt sted. Hør om sabotagehandlinger rettet mod både de tyske besættere og de danske virksomheder, som hjalp tyskerne, og hør om våbenmodtagelser som gjorde modstanden mulig. 

Byvandringen den 11. november kl. 13 -14.30 starter ved Holbæk kaserne, Kasernevej 43, 4300 Holbæk. Turen er ikke velegnet for gangbesværede. Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via: vestmuseum.billetexpressen.dk

Foto: Museum Vestsjælland