Holbæk Kommune kan blive den 10. Klimakommune Plus i Danmark og den første i Region Sjælland, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Holbæk Kommune har siden 2009 været Klimakommune, og Kommunalbestyrelsen har besluttet, at Holbæk Kommune ansøger om at blive en Klimakommune Plus. Klimakommune Plus-betegnelsen er udarbejdet af Danmarks Naturfredningsforening for yderligere at hæve ambitionsniveauet for den grønne omstilling i forhold til klimakommune-initiativet, der kræver en årlig CO2-reduktion på minimum 2 procent. Her har Holbæk Kommune forpligtet sig til en årlig reduktion på minimum 3 procent.
Holbæk Kommune øger dermed sit grønne arbejde til gavn for klimaet og naturen. Det glæder borgmester Christina Krzyrosiak Hansen:
”Klimaet har et stærkt fokus i Holbæk Kommune, og derfor skal vi fortsætte indsatsen for en grøn og bæredygtig kommune. Det gør vi ved at skrue op for vores ambitionsniveau, hvor vi tænker den grønne omstilling ind på flere niveauer og områder end i dag. Vores ønske om at blive Klimakommune Plus fungerer som driver for, at vi sætter endnu mere skub i omstillingen,” fortæller borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.
For at blive berettiget til at blive Klimakommune Plus skal kommunen opfylde minimum to ud af seks kriterier, som Danmarks Naturfredningsforening har opstillet. Kriterierne er: Energirenovering, Klimatilpasning, Indkøb, Økologi, Ansvarlig Kommune og Compact of Mayors.
Holbæk Kommune har valgt følgende tre indsatsområder
Klimatilpasning: Løsninger i byer, fx grønne områder med regnvands-nedsivningsarealer og bassiner, vejbede, grønne tage og vægge. Klimatilpasning i det åbne land, fx vådområder og skovrejsning.
Indkøb: Grønne indkøb, der sætter fokus på produktion og forbrugs klima- og miljøbelastning. Kommunen skal arbejde aktivt med grønne indkøb inden for de væsentligste områder af kommunens samlede indkøb.
Økologi: Økologisk arealdrift af egen og bortforpagtede arealer og indsats over for andre aktører i kommunen. Økologisk mad i kommunens egen virksomhed.
”Inden for de tre indsatsområder vil vi blandt andet have fokus på skovrejsning, økologisk mad i kommunens institutioner og kantiner, omlægning til økologisk drift af både egne for bortforpagtede arealer samt i samarbejde med Økologisk Landsforening tilbyde lokale landmænd et gratis omlægningstjek. Samtidig kan det nævnes, at vi bliver en del af Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb (POGI), som er et forpligtende partnerskab, der skal udvikle, styrke og sikre fælles grønne indkøbsmål. Så på mange områder, og der kommer hele tiden flere til, gør vi en stærk indsats for den grønne omstilling,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.