Holbæk Kommune får en fin 2. plads i den seneste måling på et beskæftigelsesprojekt, der skal få de svageste ledige i job.
Da styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering lavede den seneste måling på projektet ”Flere Skal Med II” var der gode nyheder for Holbæk Kommune.
Kommunen har generelt klaret sig rigtig godt i det flerårige projekt, men denne gang blev det til en meget fin 2. plads blandt de i alt 30 kommuner, der er med i projektet, kun overgået af Esbjerg/Fanø Kommuner.
For Lars Dinesen, der er formand for Udvalget for Beskæftigelse og Uddannelse, betyder det først og fremmest, at flere af de svageste ledige får en tilknytning til arbejdsmarkedet.
”Projektet retter sig jo mod nogle af de ledige, som er længst fra arbejdsmarkedet. Så når vi i juli måned har 24 procent af indsatsgruppen i enten beskæftigelse, uddannelse eller lønnede timer, så er det en rigtig god nyhed. Det betyder simpelthen, at de borgere kommer tættere på det arbejdsfællesskab, som mange af os andre tager for givet”, siger Lars Dinesen.
”Flere Skal Med II” er en job- og virksomhedsvendt indsats medfinansieret af Styrelsen For Arbejdsmarked og Rekruttering. Målet er at gøre op med langvarige kontanthjælpsforløb ud fra devisen, at de ledige får mest ud af at komme ud på en rigtig arbejdsplads, og at det øger chancen for job, når man får en tillidsrelation til en fast medarbejder i kommunen.
”Det her er en rigtig god måde at arbejde på. Borgeren får en personlig jobformidler, der hjælper med at bygge bro til virksomhederne. Herfra er målet klart: Det handler om at komme i beskæftigelse eller i uddannelse, og det giver altså nogle gode resultater. Derfor er det nu også blevet den måde, vi generelt arbejder med den her gruppe på”, siger Lars Dinesen.
”Flere Skal Med II” og en positiv udvikling på arbejdsmarkedet har bidraget afgørende til, at Holbæk Kommune før sommeren kom helt ned omkring 600 mennesker på kontanthjælp. Det er historisk lavt og den gode udvikling fortsætter.