Den store planlagte Holbæk Art fernisering den 29. maj er aflyst på grund af Corona-situationen: 

Vi fortsætter dog ufortrødent efter planen med at skabe nye udendørs kunstværker til Holbæk. Fire skandinavien-baserede samtidskunstnere vil, så vidt det er muligt, følge den oprindelige plan og arbejde på deres værker i ugen op til pinsen. Det er kunstnerne Emily Gernild, Ragna Bley, Martin Aagaard Hansen og Birk Bjørlo der vil komme til at arbejde i henholdsvis Kirkestræde, Smedelundsgade, Blegstræde og på Administrationsbygningen på Havnevej.

Vi fortsætter også arbejdet med en ny hjemmeside, der forhåbentligt går i luften i maj måned, mens den planlagte Pocketguide først kan udkomme i efteråret.

Hvis alt går vel, kommer de to udenlandske kunstnere Florian Meisenberg og Caitlin Keogh til Holbæk omkring 1. september for at udføre deres værker.

Vi genoptager efter påske vores guidede kunstture med op til 9 deltagere. Næste tur er lørdag d.25.4 2020 kl. 14.00 pris 65,- kr. Børn under 18 år gratis. Følg med på Facebook og vores hjemmeside. Holbæk Art kan på denne måde tilbyde en udendørs kulturoplevelse under de særlige forhold, som Corona-situationen kræver. Mød op og få en overraskende og berigende oplevelse i din by.

Holbæk Art glæder sig til at kunne bringe endnu mere samtidskunst ud til kommunens borgere og byens gæster i løbet af sommeren. På gensyn!