Tag familien med på Holbæk Museum i vinterferien og gå på opdagelse i fortiden i museets arkæologiske værksted. I kan grave med en ske og finde spændende fund, som I kan undersøge nærmere. Prøv også at vaske ægte arkæologiske fund fri for jord – er det mon knogler, potteskår eller noget helt andet? I museets have kan I finde mønter med en metaldetektor, og det er faktisk ikke helt så nemt, som det lyder. Når I har gennemført alle posterne, får I et diplom på, at I er blevet juniorarkæolog på Holbæk Museum.

Som altid, både til hverdag og i ferierne, er der også åbent på museets legeloft. Her kan børnene lege på skibet og prøve at laste det med fyldte sække, og de kan fiske efter magnetfisk.

Tilmelding er ikke nødvendig. Det arkæologiske værksted er åbent mandag den 9. til og med fredag den 13. februar, alle dage kl. 10.30-15.

Det er gratis at være med, når entrebilletten er betalt. Børn under 18 år har gratis entre.

Findeleg

Museet byder også på en findeleg, som er velegnet til de mindste museumsgæster på 4-12 år og deres familier. Gå på opdagelse og oplev museet sammen på en hyggelig måde. Få en spilleplade i billetsalget og tag den med rundt. Find de ting, der passer til billederne på spillepladen. Når I har fundet en ting, er der en klippetang i nærheden. Klip med tangen i en af cirklerne. Når alle cirkler er klippet, kan I vise spillepladen i billetsalget og få en lille spiselig præmie. Findelegen er gratis, når entrebillet er betalt.

Arkæologisk værksted i børnehøjde. Foto: Museum Vestsjælland