Borgerforslag er kommet til Region Sjælland: Med 5000 underskrifter i ryggen kan regionens borgere fremover få behandlet et politisk forslag i Regionsrådet.

Foto ABW

Som den første region gør politikerne i Region Sjælland det nu muligt for regionens indbyggere at få et politisk forslag behandlet af Regionsrådet. Dermed kan borgere bosiddende i regionen på minimum 18 år fremover stille et forslag til Regionsrådet og med den nødvendige opbakning få det politisk behandlet af rådets 41 medlemmer. Et såkaldt borgerforslag lander på politisk dagsorden, når det har opbakning fra 5000 borgere.

– Vi vil gerne sikre, at regionens borgere kan få en stemme i, hvordan Region Sjælland udvikler sig. Derfor skaber vi nu bedre muligheder for at komme med forslag og idéer. Når vi tager beslutninger i Regionsrådet, påvirker det mange. Derfor er det afgørende, at der er flere gode muligheder for at komme med input på og påvirke de ting, der er vigtige for borgerne, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.

Borgerens perspektiv er vigtigt
Regionsrådet tager beslutninger om blandt andet sygehuse, psykiatri, klima, erhverv, trafik, kultur, miljø og uddannelse.

– Det lokale demokrati er en vigtig del af vores velfærdssamfund og i en stor region med mange forskellige behov. Det sikrer, at borgerne har mulighed for at forme de beslutninger, der påvirker deres hverdag, og at vores velfærd kan tilpasses lokale behov. Det hjælper samtidig os politikere med at træffe de rigtige beslutninger og skabe de rigtige løsninger, siger Anne Chr. Thilemann, der er formand for Inddragelsesudvalget. Det er det udvalg, som har stået for det politiske arbejde med borgerforslagsordning.

Regionsrådsformand Heino Knudsen er glad for, at borgerne får bedre muligheder for at påvirke regionens politiske arbejde.

– Jeg er glad for, at vi nu styrker borgernes muligheder for at blive hørt. Jeg ser det som en del af vores fokus på styrket inddragelse af borgere, interessenter og medarbejdere i Region Sjælland. Så længe forslaget er inden for den ramme, vi har i Regionsrådet, er der muligheder for at bruge ordningen. For eksempel hvis du som patient eller pårørende på et af vores sygehuse har lagt mærke til noget, hvor du tænker, at det kan gøres på en anden måde.

Regionsrådet er underlagt en række love fra Folketinget, og derfor er det ikke alting, der vedrører regionerne, som de regionale politikere træffer beslutninger om. Derfor vil der, når en borger har stillet et forslag, og det har opnået opbakning fra 5000 borgere, også ske en administrativ vurdering af, om en borgers forslag ligger indenfor regionens ansvarsområde og dansk lovgivning, eller om andet eventuelt spænder ben for forslaget.

På regionens hjemmeside etableres der nu en platform, hvor borgerne kan stille et forslag. Ordningen ventes at være i drift inden for de kommende måneder. Region Sjælland vil evaluere ordningen, når den har været drift i et år.

Flere skal inddrages
Borgerforslagsordningen vedtages samtidig med, at Regionsrådet har nikket til en større plan for, hvordan medarbejdere, borgere og civilsamfundet fremover kan inddrages mere i udviklingen af regionen.

Helt konkret skal fem principper og seks anbefalinger på tværs af regionens indsatser sikre mere inddragelse.

– Den rigtige inddragelse af dem, det er vigtigt for, skaber bedre beslutninger. Det er vi enige om på tværs af de politiske partier. Vi håber, at vi med de fem principper og seks anbefalinger kan skabe endnu bedre forudsætninger for at få inddraget medarbejdere, borgere, organisationer, grupper og institutioner i det politiske arbejde, siger Heino Knudsen.

Læs mere om de fem principper og seks anbefalinger her.

Fakta om borgerforslagsordning.

  • For at stille borgerforslag skal man være minimum 18 år og bosiddende i Region Sjælland. Dette verificeres via MitID.
  • Borgere, der ønsker at bakke op om et forslag, skal ligeledes være 18 år og bo i regionen. Derfor skal de også verificere sig med MitID.
  • Der vil være en vurdering af, om forslagene ligger indenfor regionens ansvarsområde og dansk lovgivning, eller om andet spænder ben for forslaget.
  • Et forslag har seks måneder til at samle, det krævede antal støtter. Hvis forslaget ikke har tilstrækkelig opbakning, falder det bort og vil ikke kunne stilles igen inden for samme valgperiode.
  • For at tage hensyn til særlige grupper, der kan have behov for hjælp til at oprette et forslag eller hjælp til at støtte et forslag, bliver der etablereret en administrativ funktion til dette.

Kilde.