Fra rest til ressource
Der er kontante fordele at hente for både virksomheder, borgere og miljøet med projektet “Rest til Ressource”.
Det nye projekt “Rest til Ressource” er en god ekstra hjælp til små og mellemstore virksomheder til at optimere deres ressourceforbrug og forretningsmodel, så de bruger mindre vand, energi og færre materialer.
“Holbæk Kommune har endnu et tilbud til både eksisterende virksomheder, og virksomheder, som ønsker at etablere sig her i kommunen. Kommunen tilbyder nu små og mellemstore virksomheder at få lavet grønne forretningsmodeller og gerne symbiose samarbejder, som vil give færre driftsomkostninger og herved opnå større konkurrenceevne,” forklarer borgmester Søren Kjærsgaard.
Viceborgmester og formand for Klima- og Miljøudvalget John Harpøth supplerer:
”Netop at vi i dette projekt kan få omsat virksomhedernes affald til en ressource ligger mig meget på sinde. Første step var at få sorteret affaldet sådan, at vi fik øget genbrugsprocenten – men det er genialt, når vi kan genanvende yderligere affaldsfraktioner, så det kan indgå som en råvare. Dels vil det sparer omkostninger for den ene virksomhed, at komme af med sine restprodukter, men det vil også spare modtagervirksomheden for indkøbet af nye råvarer.”
Virksomheder får grøn forretningsmodel.
I “Rest til Ressource” screener partnerkommunerne, om relevante virksomheder har po-tentiale for at bruge færre ressourcer eller indgå i et symbiosesamarbejde med andre virksomheder. Det sker i første omgang i de seks kommuner, som ud over Holbæk om-fatter Kalundborg, Køge, Slagelse, Odsherred og Guldborgsund.
“Derefter udvælger vi de relevante virksomheder og tilbyder dem en skræddersyet udviklingsplan og grøn forretningsmodel, der beskriver, hvordan virksomheden teknisk kan nå målet, og hvad den økonomiske gevinst er,” forklarer projektleder Jette Lillelund fra Dansk SymbioseCenter, der står for projekt “Rest til Ressource”.
Hun understreger, at det er et tilbud til virksomheden, der så vælger en rådgiver til at udarbejde udviklingsplanen og den grønne forretnings-model. Dermed kan den grønne ressourcestrategi indarbejdes i virksomhedens branding og valg af nye leverandører, markeder og forretningsområder. Konsulentarbejdet betales af “Rest til Ressource”, og virksomheden skal blot bidrage med tid og engagement.
Finansieringen kommer blandt andet fra de seks partnerkommuner, der tilsammen skyder næsten tre millioner kroner i “Rest til Ressource” over tre år. Og for at sikre sig, at virksomhederne får udbytte af projektet følger kommunerne den enkelte virksomhed gennem projektets faser og sikrer kvaliteten af den rådgivning, som virksomhederne får.
For at tilføre projektet national kompetence og erfaring med symbioser deltager Dansk SymbioseCenter, som har skudt 2,8 millioner kroner i projektet. DTU (Danmarks Tekniske Universitet) bidrager med forskningsbaseret innovation og støtter med 0,3 millioner. Det største bidrag på 5,8 millioner modtager “Rest til Ressource” fra EU’s Regionalfond.
Konkrete krav og blivende gevinster.
EU har tænkt sig at holde godt øje med, at Dansk SymbioseCenter høster frugterne af ressourceoptimeringen. “Rest til Ressource”-projektet bliver målt på meget konkrete krav. Når projektet udløber i midten af 2018 skal materialeforbruget i mindst 30 virksomheder i alt være reduceret med en million tons, energiforbruget med 900.000 kilowatt-timer og CO2-udslippet med 14.000 tons. Samtidig skal der etableres mindst 10 symbioser mellem virksomheder, hvor restprodukter eller energi fra en virksomhed anvendes som ressource i en anden virksomhed.
Samlet vurderes det, at virksomhederne dermed vil opnå en besparelse på 5 procent og en øget konkurrenceevne på 2 procent.
“Vi tror, vi kan nå målene, der vel at mærke er blivende og ikke bare en engangsgevinst. Derfor har vi også selv skudt 2,8 millioner kroner i Rest til Ressource. Vi ser et stort landdækkende potentiale i projektet,” forklarer Jette Lillelund fra Dansk SymbioseCenter og slutter:
“Vi er jo et nationalt center for virksomheds-symbioser, så hvis det lykkes i de seks kommuner, vil vi rigtig gerne hjælpe med at styrke miljøindsatsen, nye grønne forret-ningsmodeller og danske virksomheders konkurrenceevne i resten af landet.”