Forskere og læger på Holbæk Sygehus efterlyser virksomheder, som vil bidrage til at skabe mere viden om arbejdsmiljø og forebyggelse af hjertekarsygdom hos arbejdstagere med tungt løftearbejde.

I denne sammenhæng ønskes at etablere samarbejde med virksomheder, gerne i Holbæk og omegn, hvis medarbejdere, eller nogle af dem, har tungt løftearbejde i deres daglige arbejde, dvs. løfter mindst 1 ton samlet om dagen, og der er mindst 5 medarbejdere ansat (18-65 år, ansat mindst 30 timer/uge), der udfører dette løftearbejde. Dette kunne f.eks. indebære virksomheder med opgaver indenfor byggeri, nedrivning, grå anlægsgartnere eller produktion med tunge løft. Der skal i samme virksomhed også være arbejdsopgaver/arbejdsdage uden tunge løft, da vi ønsker at registrere forskellen på kroppens påvirkning på en dag med og uden løftearbejde.

Hvad handler forskningsprojektet om:

Forskningsprojektet hedder ”Påvirker Løftearbejdet døgnblodtrykket”, og formålet er at få mere viden om sammenhængen mellem tungt løftearbejde i arbejdstiden og arbejdstagernes risiko for at udvikle forhøjet blodtryk, hjertesygdom mm.

Hvordan foregår samarbejdet:

Vi tilbyder et indledende informationsmøde i virksomheden, hvor virksomheden og medarbejderne kan høre mere, før de evt. takker ja til samarbejdet. Dette indledes med, at sundhedsprofessionelle fra forskningsprojektet udfører helbredstjek og spørgeskema for alle inkluderede medarbejdere. Selve dataindsamlingen foregår ved, at en sundhedsprofessionel fra forskningsteamet følger hver enkelt deltagende medarbejder på arbejdsdagen med løftearbejde. På dagen med løftearbejde vil medarbejderen om morgenen få påsat udstyr, som gennem en hel arbejdsdag og efterfølgende fritid, skal måle deres blodtryk, puls og aktivitet (bevægelsesmålere) i alt 24 timer. Dette udstyr er ufarligt og ikke forbundet med smerte eller risiko. Målingen i 24 timer af blodtryk, puls og aktivitet gennemføres også på en dag uden løftearbejde.

Hvad får virksomhederne ud af det:

Den enkelte virksomhed får mulighed for at bidrage til forskningen indenfor arbejdsmiljø og forebyggelse af forhøjet blodtryk og hjertekarsygdom. Forskerne fra projektet vil tilbyde de medarbejdere i virksomheden, som kan indgå i forskningsprojeket et indledende sundhedstjek samt registrering af sundhedsparametre gennem to døgn. Medarbejderne har mulighed for at få disse værdier afrapporteret efterfølgende, og virksomheden har mulighed for en afsluttende anonymiseret rapport.

Hvornår ønskes samarbejdet indgået:

Hurtigst muligt – dataindsamlingen ønskes gerne opstartet dette efterår 2021.

 

Interesserede virksomheder er velkomne til at kontakte dem på denne mailadresse  melars@regionsjaelland.dk

Foto: ABW