Hjemløse og socialt udsatte kan fortsætte i fodboldfællesskabet OMBOLD. Det har Udvalget for Kultur og Fritid besluttet med godkendelse af en ny samarbejdsaftale.

Det landsdækkende initiativ OMBOLD skaber aktive fodboldfællesskaber for hjemløse og socialt udsatte. De sidste tre år har initiativet været et tilbud i Holbæk Kommune, og 8. maj valgte Udvalget for Kultur og Fritid at godkende en fortsættelse af tilbuddet. Det sker med en ny samarbejdsaftale mellem Holbæk Kommune, OMBOLD Gadefodbold og Holbæk Bold & Idrætsforening.

”Vi er hos OMBOLD glade for, at aftalen er landet. Der er mange hjemløse og socialt udsatte, der ikke på egen hånd finder vej til den etablerede foreningsidræt, men har brug for hjælp. I forrige periode er vi lykkedes med at skabe et stabilt idrætsfællesskab, og næsten 60 borgere fra målgruppen har benyttet tilbuddet – i perioder har der været 20 spillere til træning. Det er virkeligt stærkt. Det arbejde kan vi nu fortsætte” fortæller Martin S. Pedersen, direktør i OMBOLD.

Fodboldtræningen henvender sig til socialt udsatte over 18 år. Det kan være mennesker ramt af hjemløshed, misbrug, kriminalitet, helbredsproblemer, arbejdsløshed, sindslidelser og dobbeltdiagnoser. Rekrutteringen af spillere sker blandt andet via opsøgende arbejde på væresteder, herberger og misbrugscentre.

Træning og stævner på programmet

De primære aktiviteter i samarbejdet består af ugentlig træning, deltagelse ved nationale OMBOLD-stævner og rekruttering. Den ugentlige træning varer to timer og varetages af to trænere fra henholdsvis Holbæk Kommune og Holbæk Bold & Idrætsforening. Foreningen er en del af aftalen med et forstærket samarbejde og ser frem til indsatserne. Antallet af træninger udvides fra en til to gange ugentlig med den nye aftale

”Når vi afvikler træningen, er den fornemmeste opgave for os at skabe rammen for et socialt fællesskab både i og uden for banen. Træningsmiljøet er blandt andet kendetegnet ved, at det er åbent for alle uanset baggrund, og vi har fokus på den enkeltes livssituation. Det glæder vi os til at arbejde på”, fortæller Thomas Beck-Bille fra Holbæk Bold- og Idrætsforening.

Brobygningen til foreningslivet skal være med til at skabe en varig relation mellem spillerne og fodboldklubben, og den nye samarbejdsaftale løfter tværgående områder i Holbæk Kommune.

”Indsatsen understøtter flere af vores tværgående indsatsområder og politikker. Med samarbejdsaftalen får vi mulighed for at omsætte dem til meningsfuld praksis. Det gælder vores sundhedspolitik, kultur- og fritidspolitik samt politik for børn, unge og voksne med særlige behov”, fortæller Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune.

Der afsættes 337.160 kroner årligt til aftalen. Aftalen løber i perioden 1. juni 2024 til 31. maj 2027.

Foto: ABW