Der er ikke snører i bolden, korkpropper under støvlerne eller bambuspinde i benskinnerne, men det er stadig fodbold, som da farfar var dreng, når Holbæk Senior Motion (HSM) starter fodbold for 60+’ere. Dog er banen noget mindre end en 11-mands bane, og der er færre på hvert hold.

HSM, der nu snart har eksisteret i to år, har allieret sig med et par gamle fodbold-koryfæer, der vil stå for fodboldaktiviteten, for alle der har lyst. Det er årsungen Anders Kloppenborg, tidligere formand i HBI og den 80-årige Kaj Lykke, tidligere divisionstræner i det nordvestsjællandske, der sammen med Finn Vagn, tidligere Tuse fodbold og Erik Steffensen, tidligere Tuse og HBI, der skal varetage styringen.

Det har længe været et ønske fra mange, at der blev opstartet fodboldaktivitet for modne voksne i og omkring Holbæk Sportsby. HSM var allerede klar med tilbuddet sidste år og havde indkaldt til opstartsmøde d. 12. marts, men så lukkede Danmark ned.

Men nu, næste på årsdagen, nemlig torsdag d. 11. marts, inviteres alle interesserede til første samling kl. 10.00 på kunstgræsbanen ved Holbæk Sportsby.

Trænerteamet vil tage udgangspunkt i det spillermateriale, der dukker op på dagen. Uanset om man har spillet fodbold al tid, en del af livet eller slet ikke, er der plads på det grønne underlag. Fodboldstøvler er ikke påkrævet, men et par gode gummisko med små knopper under kan anbefales. Det samme gælder benskinner.

Man møder omklædt på banen og må tage hjem for at bade. Der er rigeligt med sprit, men ikke nogen tredje halvleg. Det må vente, til vi igen får lov.

Yderligere oplysninger kan fås ved at kontakte foreningens formand Steen U. Hansen på tlf. 23 35 39 56.

Holbæk Senior Motion har 200 medlemmer og pt. arrangerer foreningen gåture, discgolf og naturtræning udendørs. Når det igen bliver muligt har HSM også Bowls, Cirkeltræning, Pickleball og Svømning på programmet.

Foto: Trænerteamet: Stående Finn Vagn (tv.) og Kaj Lykke. Liggende Anders Kloppenborg. Skyggetræner: Erik Steffensen
Del på sociale medier