Elbilismen i Holbæk Kommune bliver styrket med opsætningen af over 400 ladepunkter. Tre operatører er nu fundet, efter borgerhøring og udbud er gennemført.
Clever, EDF Danmark og Eviny har vundet Holbæk Kommunes udbud af ladestandere på offentlige parkeringspladser og skal nu i gang med at sætte i alt 407 ladepunkter op.
Muligheden for at lade elbiler er vigtig for den grønne omstilling. Flere og flere borgere skifter til elbiler, og det vil Holbæk Kommune gerne understøtte på de offentlige parkeringspladser.
”Elbilismen er stigende og en vigtig forudsætning for den grønne omstilling. Derfor har vi i forsommeren 2022 spurgt vores borgere, hvor de ønsker flere ladestandere. Det resulterede i mange forslag til geografiske placeringer, som vi har bearbejdet og sammen med tre operatører nu er klar til at føre ud i livet. Med opsætningen af ladestanderne kommer vi til at gøre det langt lettere at lade elbilen og på den måde bidrage til den grønne omstilling her i Holbæk Kommune,” siger Kristian Sandgaard Timmermann, formand for Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling, med henvisning til, at beslutningen om opstilling af ladestandere til offentlig brug understøtter klimastrategien ’Holbæk 2050’.
Her er målet i 2030, at minimum 35% af bilerne på Holbæk Kommunes veje skal være elbiler. Hvis borgere skulle bekymre sig over, om ladestanderne kommer til at optage almindelige p-pladser, så forventer udvalgsformanden, at det med tiden vil udligne sig, idet der kommer flere elbiler og færre almindelige biler.
- Der kommer ladestandere 42 steder fordelt over hele kommunen med i alt 407 ladepunkter. Af de 407 ladepunkter bliver 48 af dem hurtigladere med blandt andet en supercharger-station på p-pladsen ved Havnevej.
- Ladestanderne bliver etableret i forbindelse med offentlige parkeringsarealer som for eksempel ved skoler, haller og større p-pladser.
- De tre operatører vil samlet betale 1.3 mio. kroner pr. år i koncessionsbetaling frem til og med 2033 for at have ladestanderne stående på de kommunale p-pladser.
- Den præcise placeringsplan for den enkelte p-plads er endnu ikke helt på plads, men det ligger fast, hvilke offentlige parkeringsarealer der vil få ladestandere. Kort over Ladestanderudbud 2023/2024 (holb.dk).
- Ladestanderne vil efter planen blive sat op i løbet af 2024, dog afhængig af, hvornår der kan etableres tilslutning til elnettet.
- Holbæk Kommune kommer samtidig til at opfylde sine forpligtelser i forhold til Ladestanderbekendtgørelsen. Bekendtgørelsen stiller krav om, at der ved kommunale bygninger med mere end 20 parkeringspladser bliver opsat minimum en ladestander inden 1. januar 2025.
- Ladestanderoperatørerne afholder udgifter i forbindelse med etablering, anlæg, drift og vedligehold, herunder til det nødvendige entreprise- og elarbejde i forbindelse med etablering af ladestanderne.
- Brugerne af ladestanderne betaler selv for den strøm, som de bruger, og afregner direkte med operatøren.