Søndag den 5. september 2021 kl. 17.30-18.30 inviterer Holbæk Kommune til reception på Rotationen. Anledningen er Den Nationale Flagdag for Danmarks udsendte. Her hylder vi alle de ansatte inden for Udenrigsministeriet, forsvaret, redningsberedskabet, politiet og sundhedsvæsenet, som har været udsendt på internationale fredsstøttende og humanitære missioner siden 1948.

Det er 11. gang, at Holbæk Kommune er vært for en reception i anledning af flagdagen. Såvel veteraner, soldater, pårørende og andre interesserede er velkomne til at deltage. Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen vil holde tale, der vil være musikalske indslag, og der vil være et let traktement under receptionen.

Ligesom de tidligere år markerer Skt. Nikolai Kirke i Holbæk også den nationale flagdag. Det sker ved en aftengudstjeneste, som begynder kl. 19.00. Alle interesserede, involverede, pårørende og bekendte til udsendte, som har gjort eller gør international tjeneste, inviteres til gudstjenesten. Efter gudstjenesten er der kaffe og te i Klostersalen i Sortebrødre-klosteret.

Hvis du vil deltage i receptionen, skal du tilmelde dig hos borgmestersekretær Jette Hansen på e-mail jh@holb.dk eller på telefon 72 36 80 89. Tilmeldingsfristen er den 30. august 2021.

Foto: SDL