Holbæk Kommune oplyser i en pressemeddelelse:  Fra mandag d. 8. marts åbner nye kvikteststeder i Jyderup, Tølløse, Svinninge og Regstrup.

Jo flere, der lader sig teste for COVID-19, desto bedre overblik har myndighederne over, hvordan smitten spreder sig. Og det er vigtig viden for at standse spredningen af COVID-19.

Det glæder naturligvis borgmester i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen, at det nu bliver nemmere for borgerne at lade sig teste.

“Jeg er rigtig glad for, at der åbner fire nye kvikteststeder i vores lokalområder, så der bliver kortere afstand til en testmulighed. Så fra på mandag d. 8. marts får vi endnu flere muligheder for nemt og gratis at lade os teste. Vi er i gang med en gradvis genåbning af vores samfund. Så jeg kan kun opfordre til, at man regelmæssigt bliver testet, hvis man selv eller andre i familien møder på arbejde eller i skole. Lige nu er det vigtigere end nogensinde, at vi overholder anbefalingerne om af holde afstand og spritte af, da det i den kommende tid bliver afgørende for, hvad vi yderligere kan få genåbnet,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.

Kviktest kræver ikke tidsbestilling og bliver nu foretaget med den ny og mildere testmetode. Du får typisk svar efter ca. 15 min. Brug hurtigtest, hvis du ikke har symptomer, ikke er nær kontakt og er over 12 år.

Her åbner de lokale kvikteststeder

Jyderup: Skarridsøsalen, Skarridsøgade 37, 4450 Jyderup
Åbent mandag, onsdag, torsdag og lørdag, kl. 9.00-19.00.

Tølløse: Tølløse Hallen, Sportsvej 2, 4340 Tølløse
Åbent mandag, onsdag, torsdag og lørdag, kl. 9.00-19.00.

Svinninge: Svinninge Forsamlingshus, Hovedgaden 97, 4520 Svinninge.
Åbent tirsdag, fredag og søndag, kl. 9.00-19.00.

Regstrup: Vommevad Forsamlingshus, Søstrupvej 82, 4420 Regstrup
Åbent tirsdag, fredag og søndag, kl. 9.00-19.00.

Herudover er der fortsat kvikteststed på Musikhus Elværket, Gasværksvej, 4300 Holbæk. Åbent alle dage kl. 8.00-20.00.

PCR-test (i halsen) foregår stadig på Rebslagervej 15, 4300 Holbæk. Åbent alle dage kl. 9.00-20.30.
Husk du skal bestille tid via www.coronaprover.dk. Brug denne PCR-test, hvis du fx er nær kontakt til en smittet eller har symptomer, som kunne være COVID-19.

Foto: ABW