Over 150 Midt- og Vestsjællandske gallerier og kunstneres private værksteder åbner op for interesserede gennem hele pinsen. Det er ganske gratis og der garanteres, at du får et glad ansigt af at besøge de mange spændende udstillingssteder. Der er ikke krav om Coronapas hos private udstillere og i gallerier.
Nedlukningen har været hård ved os alle, og mange har savnet at få et ordentlig skud kunst og kultur i tiden, hvor vi mentalt har levet med de nedrullede gardiners afstand til det liv vi normalt lever. Men med foråret springer også kunst og kulturlivet på ny ud igen.
Mangfoldighed af kunst
Gennem en årrække har 7 sjællandske kommuner gennemført projektet ”Kunst i Pinsen” og i år er ingen undtagelse. I bl.a. Holbæk Kommune medvirker en myriade af åbne kunstværksteder og gallerier. De kunstneriske udtryk er ligeså mangfoldige og mangeartede som kunstnerne er forskellige, og der er derfor sikret ” en på opleveren”, hvis man har lyst til at snuse til den lokale eller regionale kunstproduktion. I Kunst i Pinsen sættes fokus på den enorme rigdom af udtryk der er her i området og over 150 kunstnere og gallerier har i år valgt at deltage. Det største antal nogensinde.
Kunst i Pinsen indeholder ikke en censureret udstillingsrække, og man kan derfor få indblik i alle typer af kunstnernes virke og værker.
Praktisk information
Kunst i Pinsen foregår i dagene d. 22. – 24. maj og udstillingsstederne holder åben lørdag – mandag fra kl. 11-17. Traditionen tro vil der være mulighed for at deltage i en konkurrence på Kunst i Pinsens Facebook. Her skal man blot dele sin bedste kunstoplevelse i løbet af de tre dage og så indgå man i lodtrækningen om et gavekort til indkøb af kunst hos en af de medvirkende kunstnere.
Foldere med beskrivelse af de enkelte kunstnere kan hentes på biblioteket, ligesom hjemmesiden www.kunstipinsen.dk og app kunstipinsen kan være med til, at du som gæst kan planlægge din rute og får indblik i den rigdom af kunst der er lige udenfor din hoveddør.