Byrådet i Holbæk Kommune har nu formelt vedtaget den lokalplan, der gør det muligt for Fors at opføre Energibyen. Her skal opføres ny genbrugsplads, vandværk, varmeværk og en administrationsbygning, og nu skal arbejdet for alvor i gang.

Lokalplanen, der muliggør Fors’ opførelse af Energibyen uden for Holbæk by, er vedtaget af kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune. Dermed bliver 2025 året, hvor Energibyen begynder at tage form.

”Vi har været i gang med planlægningen af Energibyen i flere år, og derfor glæder vi os over, at lokalplanen nu er vedtaget. Nu kan vi for alvor gå i gang med at etablere Energibyen, som samler flere af Fors’ aktiviteter på ét sted, og som kommer til at bestå af tidssvarende og miljørigtige anlæg til gavn for indbyggerne i Holbæk Kommune. Det bliver spændende at udvikle området efter lokalplanens rammer, som sikrer, at området får en grøn profil, der afspejler Fors’ arbejde med bæredygtighed,” fortæller Steen Lindhardt, adm. direktør i Fors.

Når alt er på plads, kommer Energibyen til at bestå af en genbrugsplads, et vandværk, et varmeværk og en administrationsbygning.

Første skridt bliver byggemodningen af grunden, der forventes opstartet i foråret 2025. Det omfatter bl.a. etablering af adgangsveje og løbende indhentning af de nødvendige myndighedstilladelser.

Credit: Henning Larsen for Fors