Nu gør Banedanmark klar til at elektrificere jernbanen mellem Roskilde og Holbæk.
I foråret blev der udført fornyelsesarbejder og forberedende arbejder til elektrificering på strækningen mellem Roskilde og Holbæk. Der er blandt andet blevet udført prøvegravninger af jorden og kabelomlægninger ved de kommende mastefundamenter. Derudover er der udført sporsænkninger fem steder og renoveret flere broer for at gøre plads til kørestrømsanlægget under broerne.
Master og køreledninger baner vejen for fremtidens grønne el-tog
Nu er strækningen så klar til, at Banedanmark kan gå i gang med at rejse master og trække køreledninger. Strækningen Roskilde-Holbæk er cirka 35 kilometer lang. På hele strækningen skal Banedanmark ramme over 1200 mastefundamenter i jorden, opsætte over 1000 master og hænge køreledninger op over begge spor:
“Vi har gennemført de forberedende arbejder og går nu i gang med at gøre banen klar til elektrificeringen,” siger anlægschef Erik Gregersen Dal og fortsætter:
“Fornyelse af banen, elektrificering og nyt signalsystem er store investeringer, der til sammen betyder, at Roskilde-Holbæk over de kommende år vil blive opgraderet til en moderne jernbane”.
Elektrificeringen er en vigtig del af den grønne omstilling
Den danske jernbane får i disse år et historisk løft, der vil gøre den mere effektiv, mere driftssikker og mere klimavenlig. Formålet er at gøre banen klar til fremtidens el-tog, der er en vigtig del af den grønne omstilling og bliver en stor forbedring for både passagerer, naboerne langs banen og for miljøet.
Myldretidstrafikken berøres ikke
Arbejdet med elektrificeringen er planlagt på en måde, så togtrafikken stort set kan opretholdes i hele anlægsperioden. Arbejdet er planlagt, så der kun arbejdes i et spor ad gangen for på den måde at genere pendlere og passagerer så lidt som muligt.
Togtrafikken i dagtimerne – og dermed også myldretidstrafikken – bliver slet ikke berørt af arbejdet. Alt arbejde på strækningen vil nemlig blive udført fra søndage aftener til fredage morgener i tidsrummet fra 20.00 til 05.00, hvor der vil der være timedrift på strækningen i aftentimerne.
Elektrificeringsarbejdet bliver gennemført i perioden fra den 1. september 2020 til juli 2021. Man kan dog først tage køreledningsanlægget i brug, når man har ibrugtaget det nye signalsystem på strækningen, forventeligt ved udgangen af 2024.